Thulesen Dahl efter det “totale nederlag”: Vores klimapolitik har kostet vælgere

REPORTAGE: Dansk Folkepartis “kritiske” tilgang til klimaspørgsmålet kan være en årsag til dramatisk tilbagegang ved EU-valget, lyder det fra DF-formanden. Den vragede kandidat Anders Vistisen peger på Messerschmidts skandalesager.  

Kristian Thulesen Dahl var den første af partilederne til at holde tale. 
Kristian Thulesen Dahl var den første af partilederne til at holde tale. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

CHRISTIANSBORG: Pia Kjærsgaard, den tidligere formand for Dansk Folkeparti, var egentlig færdig med sin tale.  

Men efter et par sekunders betænkningstid vendte hun om på hælen for igen at træde op på den lille scene midt i Folketingets kantine, Snapstinget, der i anledning af europaparlamentsvalgaftenen var lavet om til Dansk Folkepartis valgfestlokale med rød-hvide duge på bordene og flæskestegssandwich på menuen.  

“Og så vil jeg bare lige tilføje, at når Kristian (Thulesen Dahl, red.) kommer, så giver vi ham en kæmpe hånd og en varm velkomst. For hold op, hvor har han været meget igennem på det seneste,” sagde hun og forlod scenen igen. 

Den tidligere DF-formands opsang vakte selvsagt jubel blandt de inviterede DF'ere. 

I 2014 handlede valgkampen om velfærdsturisme og social dumping, hvor klima til gengæld har fyldt mere i denne omgang. Og der må vi sige, at selvom partierne ikke er så forskellige, som man gør det til i en valgkamp, så kan det have haft indflydelse på, hvordan danskerne har stemt

Kristian Thulesen Dahl
Formand for Dansk Folkeparti

Men på det tidspunkt var klokken også kun lidt over otte, og ifølge TV 2’s exitpoll så det ud til, at både spidskandidaten Peter Kofod og sekundanten Anders Vistisen var på vej i Europa-Parlamentet.  

Helt som partiet i løbet af valgkampen havde betegnet som et acceptabelt resultat.  

“Så holder vi skindet på næsen,” som Kristian Thulesen Dahl selv formulerede det i timerne op til afgørelsen.  

Men sådan endte det ikke.  

For da stemmerne var talt op, rakte Dansk Folkepartis 10,7 procent af stemmerne kun til et enkelt sæde i Europa-Parlamentet.  

Tilbagegangen skal sammenholdes med Morten Messerschmidts magtdemonstration af et valgresultat i 2014, hvor partiet nappede fire mandater og 26,6 procent af stemmerne.  

Erik Holstein, der er politisk analytiker på Altinget, kalder resultatet “et totalt nederlag for Dansk Folkeparti”. 

“Thulesen havde ventet et nederlag, men ikke af disse dimensioner. 14-15 procent og to mandater havde været helt okay. Men mere end en halvering og kun et mandat er helt galt."

"Oven i det hele mister de Anders Vistisen, der er en dygtig EU-parlamentariker og har langt mere tjek på EU-politikken end Peter Kofod, der nu kommer derned som den eneste DF’er.” 

Klimaet har kostet  
Kristian Thulesen Dahl kalder selv resultatet for “træls”.  

“Vi gik efter to, men vi fik kun et enkelt.”  

Han forklarer nederlaget med et kaotisk Brexit-forløb og den stadig verserende Meld- og Feld-sag, hvor det snart forhenværende medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt er under undersøgelse for misbrug af EU-midler.  

Og så har valgkampens dagsordener heller ikke passet godt til partiets profil, lyder det fra DF-formanden.  

Især på klimaspørgsmål har der været en del udfordringer i kampen mod de øvrige partier, der alle har konkurreret om at være de mest grønne, lyder det fra DF-formanden.  

“I 2014 handlede valgkampen om velfærdsturisme og social dumping, hvor klima til gengæld har fyldt mere i denne omgang."

"Og der må vi sige, at selvom partierne ikke er så forskellige, som man gør det til i en valgkamp, så kan det have haft indflydelse på, hvordan danskerne har stemt,” siger Kristian Thulesen Dahl.  

Grøn overbudspolitik  
Men måske skulle Dansk Folkeparti overveje at kigge nærmere på sin klimapolitik?  

Det mener Erik Holstein, der er Altingets politiske analytiker. 

“DF har placeret sig i direkte modsætning til store vælgergrupper, særligt de unge, på det her spørgsmål. De bliver nødt til at pynte på deres klimapolitik. Det er ikke en holdbar position, de har, i forhold til vælgernes store flertal. De kan jo starte med at lade være med at bruge begreber som klimatosser og klimahysteri,” siger han med henvisning til Kristian Thulesen Dahl, der tidligere på måneden sagde følgende til TV 2:  

“Der er noget klimahysteri i valgkampen. Jeg er dødtræt af, at den her valgkamp er gået ud i grøn, grønnere, grønnest. Men vi glemmer, hvor vi kommer fra som land, og jeg synes, der er gået usund konkurrence i det her.” 

Men vælgerne skal bestemt ikke forvente nye boller på DF’s klimasuppe, lyder det fra Thulesen Dahl.   

Heller ikke selvom flere undersøgelser har konkluderet, at klima er det vigtigste politikområde for et flertal af de danske vælgere. Især når det gælder den europæiske politiske scene. 

"Vi laver ikke vores politik om for at tiltrække flere vælgere. Det er populistiske partier, der gør det, og jeg mener, at der er partier, der arbejder på den måde. Når stemningen skifter, så skifter de politik," siger han og fortsætter:   

“Når det kommer til klimadebatten, er det også nødvendigt, at man er parat til at kaste nogle kritiske spørgsmål ind til dem, der står nede på gaden. Også i en periode, hvor det er lidt upopulært."  

“Svært for os at håndtere”  
Ny klimapolitik eller ej – konsekvensen og fremtiden er den samme for partiets spidskandidat Peter Kofod, der nu skal tilbringe de næste fem år af hans politiske karriere som ene DF’er i Bruxelles og Strasbourg.  

“Jeg er ikke bitter. Jeg er ærgerlig, for det havde været rigtig godt med to mandater,” siger han.  

Han har svært ved at vurdere, hvor meget Dansk Folkeparti har tabt på klimadagsordenen.  

“Der er eksperter i det her land, der får en højere løn, end jeg gør, for at forholde sig til den slags.”  

“Men klima er rykket op som et vigtigt emne, og det har måske været svært for os at håndtere. Der er mange ubesvarede spørgsmål, vi skal have tænkt over. Jeg kan ikke give et egentligt svar eller opskrift lige nu."  

Hans forgænger på posten, Morten Messerschmidt, undrer sig over, at klimaet har fyldt så meget i debatten, som det er tilfældet.  

“Klima og energi er vigtigt af mange forskellige årsager. Men at det et sted, hvor man kan tale store ideologiske forskelle op blandt partierne, det er et mysterium.” 

Det rigtige hold  
Anders Vistisen, der inden udnævnelsen af Peter Kofod anbefalede sig selv som partiets spidskandidat, men som blev vraget af DF-ledelsen, forklarer den store tilbagegang med “generel afmatning" af partiet som følge af Meld- og Feld-sagerne.  

“Vi har været martret af Meld og Feld, der ikke er blevet afsluttet efter tre år. Det har også gjort det vanskeligt. Det er altid vanskeligt, når man kaster en masse beskyldninger op i luften og ikke kommer til nogen konklusion. Det er uanstændigt.” 

Morten Messerschmidt, der selv er anklaget i sagen, mener ikke, at Meld og Feld har haft den store betydning, omend sagen er “pisseirriterende.”  

“Jeg tror mere, det følger landstendenserne. For et halvt år siden der stod vi til en 16-17 procent. Så jeg tror ikke, det har været toneangivende.”  

Anders Vistisen, der nu altså kan se frem til at vende hjem til Danmark, vil ikke svare på, om han kunne have leveret et bedre valgresultat, hvis ledelsen havde lyttet og peget på ham som spidskandidat. 

“Jeg har været en stor del af kampagnen, og hvis den har fejlet, så har jeg en stor del af ansvaret ligesom Peter Kofod og Kristian Thulesen Dahl." 

Skulle du have været spidskandidat?  

“Nej, det skulle jeg ikke, for partiets hovedbestyrelse valgte, at det skulle være Peter (Kofod, red.).” 

Men synes du selv, at du skulle have været spidskandidat?  

“Jeg har valgt at stille op på de vilkår, der var, og det kendte jeg godt, da jeg stillede op." 

Kristian Thulesen Dahl er ikke i tvivl om, at han sammen med resten af DF-ledelsen har sat det rigtige hold i EU-valgkampen.  

“Peter Kofod har gennemslagskraft. Også i de debatter, han har været med i. Han har været et frisk pust,” siger Kristian Thulesen Dahl, der afslår at lade sig slå ud det dårlige valgresultat.  

Eller som hans forgænger Pia Kjærsgaard sagde det, inden hun forlod scenen i Snapstinget, før nederlaget var en realitet. 

“Den her kamp har været hård. Rigtig hård. Men det skal man også kunne tåle en gang imellem. Vi har været begunstiget af så meget fremgang og medgang, men en gang imellem skal man altså også have modgang.”  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Vistisen

Medlem af Europa-Parlamnetet (DF)
cand.jur. (Aarhus Uni. 2013)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Peter Kofod

MF (DF)
lærer (UC Syddanmark 2015)

0:000:00