Racister
Bogen "Er danskerne racister?" afdækker et så ringe akademisk niveau i dansk racisme-forskning, at en almindelig gymnasieelev ville være dumpet med et brag, hvis han præsterede noget lignende. (Foto: Frydenlund)

Tiltrængt opgør med forskerfusk

27. januar 2013 kl. 22:20
ANMELDELSE: Bogen "Er danskerne racister?" går i clinch med de betænkelige metoder i dansk indvandrerforskning. Bogen dokumenterer overbevisende, hvordan der i den gode viljes navn manipuleres for at få politisk korrekte resultater.
| Flere





Citatfusk, bevidste udeladelser, groteske overfortolkninger, cirkelslutninger og primitiv manipulation af enhver art. Det er kendetegnende for en pæn del af dansk indvandrerforskning gennem de sidste 20 - 30 år, hvis man skal tro en ny bog af professor Henning Bech og lektor Mehmet Ümit Necef. Og der er god grund til at tage deres kritik alvorligt: For i modsætning til de forskere, der tages under behandling i bogen, er Bech og Necef meget grundige i deres gennemgang.

Bogens største fortjeneste er, at den dokumenterer en chokerende mangel på kvalitet i store dele af den danske indvandrerforskning. Forhåbentlig vil bogen føre til, at medierne fremover går til indvandrer-forskningen med et minimum af kritisk sans - og at landets rektorer tager sig sammen til at skride ind over for tendentiøs og politiserende forskning, hvor de mest elementære videnskabelige principper er tilsidesat.

Erik Holstein
journalist og forfatter
Bogens titel "Er danskerne racister?" er fængende, men ikke dækkende. For det spørgsmål har forfatterne ingen intentioner om at besvare. Det har desværre ført til, at en del af debatten om bogen er blevet ført på fortegnet grundlag. Det er en skam, for bogen har betydelig mere sprængstof i sig end hele Penkowa-sagen.  

Formålet med "Er danskerne racister" er at vise, at mange af de "videnskabelige" undersøgelser, der har "dokumenteret" den danske racisme, overhovedet ikke lever op til helt elementære videnskabelige kriterier.

Bogen er rystende læsning. Selv læsere med en kritisk grundindstilling til rapporterne om dansk racisme vil utvivlsomt blive overrasket over, hvor galt det står til. Eksemplerne i bogen er talrige som stjernerne på himlen. Lidt tungt at komme igennem, men det styrker naturligvis dokumentationen.

Links på Altinget.dk:
Forskere eller fuskere
En af de forskere, Necef og Bech tager under kærlig behandling, er Peter Hervik, der har udgivet talrige rapporter om etniske minoriteter og dansk racisme. Herviks metoder er bemærkelsesværdige.

Bogen illustrerer, hvordan Hervik - der er professor - misrefererer kilder og tager citater ud af sammenhæng, så det giver et ganske andet billede, end det der var hensigten.

F.eks. refereres tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for at sige:
"If you try to legislate your way out of these problems (concerning muslim organsations) it is a historical rule, that rats always find new holes, if you cover the old ones."

Altså en udtalelse, hvor Nyrup tilsyneladende anvender den klassisk racistiske rotte-metafor over for muslimer i bred forstand. Necef og Bech har imidlertid fundet Nyrups oprindelige udtalelse og hvilken sammenhæng, den indgik i. Den lyder:

"Nyrup opremsede i samme åndedrag "Hizb ut-Tahrir, Minhaj-ul-Quran, nazister og andre fundamentalistiske grupper" som eksempel på det uvæsen, der skal bekæmpes - ikke med forbud, men med ord. Prøver man at lovgive sig ud af problemerne, er der en sort historisk regel, der bekræfter os i, at rotterne altid kommer op igennem nye huller, hvis vi tildækker de gamle. Fundamentalismen i enhver form i Danmark skal indhegnes ved fælles hjælp og bekæmpes i en åben kritisk og direkte dialog i dagslys."

Nyrup langede altså ud efter såvel ekstreme danskere som ekstreme muslimer, ligesom han på ingen måde angreb "muslimske organisationer" som sådan, men derimod specifikke ekstreme organisationer. Kendetegnende for Herviks metoder, undlader han også at oplyse, at Nyrups udtalelser faldt få uger efter 11. september 2001.

Eksemplet er langt fra enestående. I "Er danskerne er racister" er der snesevis af eksempler på tendentiøs og uvederhæftig forskning, hvor konklusionen er skrevet på forhånd, og alle elementer, der ikke passer ind, enten ignoreres eller bortforklares.

Bogen afdækker et så ringe akademisk niveau, at en almindelig gymnasieelev vil være dumpet med et brag, hvis han præsterede noget lignende.

Enøjet kildevalg
Som forfatterne gør opmærksom på, er Peter Hervik ikke hvem som helst. Han er en af de mest produktive og mest citerede racisme- og indvandrerforskere, og Hervik stod bag den rapport om Danmark, EU's daværende Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad (EUMC) udsendte efter 11. september 2001.

Allerede dengang vakte metoderne en vis opsigt. F.eks. blev brandattentater mod muslimer pr. definition karakteriseret som "racisme" - selvom attentaterne var uopklarede og i visse tilfælde skyldtes interne opgør eller forsikringssvindel. Ligesom det indgik i rapporten som "verbale overgreb", hvis danskere råbte "skrid hjem" efter indvandrere, mens det omvendt ikke talte med i regnskabet, hvis indvandrere råbte "danskerludder" efter danske kvinder.

Hervik brugte "Medie Watch" (ikke at forveksle med JP/Politikens Media Watch) som kilde for sin undersøgelse. Medie Watch var drevet af den stærkt polemiske debattør Bashy Quraishy, der er bannerfører for et verdensbillede, hvor danskere er racister og indvandrere ofre.

Det vil svare til, at man i en uvildig videnskabelig rapport om opgøret mellem HA og indvandrerbanderne havde fået Jønke til at levere alt forskningsmaterialet!

Henviser til hinanden
En anden forsker, der behandles grundigt i bogen er, Mustafa Hussain fra RUC. Også Hussain har problemer med dokumentationen af den danske racisme, men det kommer hen let udenom. For så henviser han blot til Hervik eller andre forskere - som ganske vist heller ikke har dokumentationen i orden.

Dermed får man en række cirkelslutninger, hvor en lille gruppe politisk enige forskere henviser til hinandens - tvivlsomme - resultater. Hvorefter de ophøjes til videnskabelig sandhed.

Eller tag lektor Rikke Andreassen, også fra RUC. Necef og Bech viser, hvordan hun - totalt uvidenskabeligt - forsøger at gøre enhver kritik af etniske kultur til racisme. F.eks. da den socialdemokratiske byrådspolitiker Mai-Britt Iversen kalder det "uhyggeligt" og "kvindeundertrykkende", at to små etniske piger er totalt indhyllede og derfor leger med besvær.

"Iversen understreger. at hun ikke er en national politiker som dem fra Dansk Folkeparti. Dette er en velkendt retorisk strategi. Ved at fremhæve, at man er tolerant og ikke er racistisk, kan man slippe af sted med at argumentere mere racistisk, end man ellers ville have kunnet," skriver Rikke Andreassen, der åbenbart mener sig i stand til at granske andres hjerter og nyrer.   

At den udskældte byrådspolitiker med de "racistiske" udtalelser selv var gift med en indvandrer, ligesom hendes børn gik i en tokulturel klasse, anfægtede naturligvis ikke Andreassens konklusion.  

Påstande og fakta et fedt
Det er ligeledes kendetegnende for en stor del af den forskning, der gennemgås i "Er danskerne racister?", at der ikke skelnes mellem rene påstande og statistisk baserede fakta.

F.eks. opererer en af forskerne med begrebet "selvoplevet diskrimination" på arbejdsmarkedet. Her bruges det som argument for, at der foregår etnisk diskriminering på arbejdsmarkedet, at 37 procent af indvandrerne mente, at et afslag på job "mest skyldtes deres etniske herkomst".  Om dette var en korrekt vurdering eller ej, står fuldstændig hen i det blå

Omvendt er en stor del af de i bogen citerede forskere tydeligvis af den opfattelse, at det er i sig er kritisabelt at fremsætte negative betragtninger om etniske grupper - uanset om de er tale om faktuelt beviselige forhold.

Således citerer Bech og Necef Rikke Andreassen for at angribe medierne for at viderebringe "stereotypen om minoritetskvinderne som arbejdsløse". Men på det tidspunkt (2006) var beskæftigelsesfrekvensen for kvinder: 74,4 for danske, 43,0 for tyrkiske, 19,0 for irakiske, 18,2 for libanesiske, 30,6 for pakistanske, 15,8 for somaliske og 24,3 for afghanske. Forskeren lod sig ikke distrahere af, at "stereotypen" således afspejlede virkeligheden.  

Det er i parentes bemærket ikke kun et dansk problem. Således scorede svarpersonerne automatisk på EUMC's "intolerance-barometer", hvis de svarede ja til, at "indvandrere er mere kriminelle end gennemsnittet". Selvom det faktuelt var - og er - tilfældet.  

Det store tabu
Hvis der endelig er negative forhold, der ikke lader sig bortviske, er det åbenbart magtpåliggende for mange af de i bogen citerede forskere at forklare det med "krigstraumer" eller "socioøkonomiske" forhold.

Ingen af de nævnte forskere har dog været i stand til at forklare, hvorfor f.eks. tamiler og vietnamesere (der kom til Danmark som fattige flygtninge fra grusomme borgerkrige) har en langt lavere kriminalitetsgrad og bedre uddannelsesniveau end f.eks. libanesere og marokkanere.

Den forskel kan næppe forklares uden at inddrage kulturelle faktorer, men her ryger man ind i indvandrerforskningens ultimative tabu: For en række af de toneangivende forskere er det tydeligvis rent kætteri at inddrage kulturelle forklaringer, det kunne jo indebære, at det ikke kun er dansk racisme, men også kulturelle normer i etniske kredse, der skaber problemer. Og det må under ingen omstændigheder blive resultat af en forskning, der på forhånd lagt sig fast på offervinklen.

Bogens helt store fortjeneste er, at den dokumenterer en chokerende mangel på kvalitet i store dele af den danske indvandrerforskning. Forhåbentlig vil bogen føre til, at medierne fremover går til indvandrerforskningen med et minimum af kritisk sans - og landets rektorer tager sig sammen til at skride ind over for en tendentiøs og politiserende forskning, hvor de mest elementære videnskabelige principper er tilsidesat.

Rektorerne svigter deres tilsynspligt, hvis de efter dette fortsætter med at tolerere løsagtighed i dansk racisme-forskning. Videnskabelig uredelighed er ikke kun et problem, når det gælder rotteforsøg.

Bogen "Er danskerne racister?" af Mehmet Ümit Necef og Henning Bech er udkommet på forlaget Frydenlund. Bogen er på 363 sider og koster 299 kr.

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK