Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

To uger før valget: Disse kommuner holder partierne særligt øje med

Nogle partier afventer en kommunalpolitisk sejrsgang 16. november, mens andre bare afventer afklapsningen. Læs Simon Emil Ammitzbøll-Billes analyse af partiernes interne opmærksomhedspunkter her.

Frederiksberg står til at blive en spændende kommuner for flere partier, mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Frederiksberg står til at blive en spændende kommuner for flere partier, mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille.Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når stemmerne tælles op til de 98 lokale byrådsvalg 16. november, vil partierne nøje sidde og lægge mærke til resultaterne. Gik det som forventet? Lever gode kandidater op til forventningerne? Er der katastrofer i blandt? Alle kommunerne vil blive gennemlyst og analyseret.

Men i alle partier er der nogle kommuner, man lægger mere mærke til end andre. Steder, hvor forventningerne har været særligt høje. Eller enkeltkandidater, man har særlige forventninger til. Det er ikke nødvendigvis de samme kommuner for alle partier. Så lad os se nærmere på, hvilke kommuner de forskellige partier er særligt interesserede i:

Socialdemokraterne havde satset på en landslide-sejr. De nationale meningsmålinger var røget til tops på en bølge af coranastøtte til statsministeren. Nu risikerer den socialdemokratiske fremgang at blive bremset af coronatræthed og manglende mink-sms’er. Men forventningen er trods alt stadig fremgang – også i antallet af borgmesterposter.

På Frederiksberg er Konservatives mere end 100-årige styre udfordret. Det var tæt på for fire år siden. S stiller igen med Michael Vindfeldt, mens Konservative har skiftet borgmesteren ud i valgperioden.

I byer som Esbjerg, Silkeborg, Skive, Vejle og Greve ser socialdemokraterne deres snit til at vælte siddende venstreborgmestre, mens der er mere åbne slag i række jyske kommuner, hvor venstreborgmestrene går af ved valget - lige som i vestegnskommunen Glostrup, der lige nu er den eneste anomali i et område, der ellers er dækket af socialdemokratiske borgmestre med enkelte konservative undtagelser.

I Holbæk og Halsnæs håber S på at få absolut flertal med de populære borgmestre Christina Krzyrosiak Hansen og Steffen Jensen, mens de er mere bekymrede for den socialdemokratiske stemmeprocent i landets hovedstad, København. Overborgmesterposten er allerede hjemme, men det vil gøre ondt, hvis Altingets københavnermåling får ret i, at Enhedslisten bliver det største parti.

Endelig er der nogle kommuner, S er bange for at miste. Vil skandalerne med den nu detroniserede borgmester Jacob Bjerregaard i Fredericia ende med at koste borgmesterposten for partiet? Vil postyret i Slagelse med en aftalt deling af borgmesterposten med Liberal Alliance, der i øvrigt endte med ikke at blive til noget, koste de gyldne kæder for John Dyrby? Kan Bornholm holdes, efter den populære Winnie Grosbøll er blevet direktør for Friluftsrådet? Og risikerer den ellers driftssikre Køge-borgmester Marie Stærke endnu engang at miste borgmesterposten?

Der er nok at holde øje med for socialdemokraterne 16. november, men alt andet end fremgang i både stemmer og borgmesterposter vil være en skuffelse.

Jeg fristes til at skrive, at Venstre slet ikke holder øje, men holder sig for øjnene 16. november. Selv om det siges, at forventningens glæde er den største af alle, er forventningerne lave hos venstrefolkene. De håber på det bedste, men frygter det værste.

Stemmer skal de nok miste. Mange stemmer. Spørgsmålet er mere, hvordan det kommer til at gå med borgmesterposterne. Listen af kommuner, hvor Venstre er bange for at miste magten, kan nærmest ikke gøres langt nok.

Man er særligt spændt på, hvordan det kommer til at gå i Esbjerg, Vejle, Kolding, Tønder, Silkeborg, Skive, Ringkøbing-Skjern, Vesthimmerland, Greve, Faxe og Frederikssund. Sidst gik Venstre 11 borgmesterposter tilbage og fik kun 37. Ti færre end Socialdemokraterne, som Venstre ydmyget måtte overlade pladsen som Danmarks største borgmesterparti til.

Nyerobringer kan selvfølgelig komme som følge af andres fejl eller gode konstitueringer, men partiet er presset af voldsom landspolitisk tilbagegang, sejrssikre socialdemokrater og borgmestersultne konservative.

Dansk Folkeparti venter bare på at få afklapsningen 16. november overstået. Det mest spændende bliver i virkeligheden, om resultatet får stridighederne i og om partiets ledelse til at blusse op igen.

Særlig interesse vil der være om en række kommuner med højprofilerede partimedlemmer i front. Kan finansordfører René Christensen holde på stemmerne i højborgen Guldborgsund, hvor Dansk Folkeparti fik hele 23,8 procent sidste gang? Hvordan går det sundhedsordfører Liselott Blixt i Greve? Og hvad med erhvervsordfører Hans Kristian Skibby i Hedensted?

Det ærlige svar er, at spændingen alene drejer sig om, hvor meget de går tilbage. Mere interessant bliver det i virkeligheden, hvordan partiets tidligere udlændingeordfører, hardlineren Martin Henriksen, klarer sig som spidskandidat i Stevns Kommune. Sidste gang manglede partiet i udpræget grad en stemmesluger, og det bliver spændende at få en indikation på Henriksens folkelige potentiale.

Skal Simon Aggesen være manden, der tabte Frederiksberg for de konservative eller dagens mand i skysovs?

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Rebild, Herning og Kolding får særlig opmærksomhed hos Radikale. Men sandheden er, at Radikale først og fremmest håber på, at de beholder så mange af deres byrådsmedlemmer som muligt. For fire år siden lykkedes det at få flere byrådsmedlemmer med færre stemmer. Det sker næppe to gange i streg.

Blikket er først og fremmest rettet mod Rebild, hvor Leon Sebbelin er Danmarks eneste radikale borgmester. Men kun på grund af gode konstitueringer ved flere valg i træk.

I Herning skal partiveteranen Johs. Poulsen forsøge at hive et ekstra mandat hjem. Han har siddet i byrådet siden kommunalvalget i 1981 og skal et generationsskifte sikres, er det nu. En måling viste for nyligt, at han er den mest populære borgmesterkandidat i kommunen efter den nyudpegede borgmester Dorte West.

Endelig har Merete Due Paarup fra Kolding fået Christiansborgs opmærksomhed. Hun fører en sjældent flittig valgkamp, som partiet venter sig meget af. Spørgsmålet er selvfølgelig, om resultatet kan stå mål med forventningerne. Partiet håber også at kunne beholde sin fagborgmesterpost i København. Det burde kunne lade sig gøre.

Folkesocialisterne er på borgmesterjagt. Tre kommuner stikker særligt ud: Langeland, Syddjurs og Kolding.

I Langeland sidder Danmarks eneste SF-borgmester, Tonni Hansen, som for fire år siden fik øens højeste personlige stemmetal og gjorde sit parti til det næststørste. Han er næppe blevet mindre populær siden, og kampen imod S-regeringens idé om at lade Langeland huse et udrejsecenter for afviste asylansøgere har bestemt ikke skadet ham. Spørgsmålet er, om han kan få følgeskab af en eller måske to ekstra SF-borgmestre.

I Syddjurs kæmper SF’s tidligere borgmester Kirstine Bille for et comeback. I Kolding kæmper partiets tidligere formand og Danmarks tidligere udenrigsminister Villy Søvndal en brav kamp om borgmesterposten imod den tidligere venstreminister Eva Kjer. Det bliver spændende, hvem der trækker det længste strå i den kamp, men under alle omstændigheder er forventningen at SF får et kanonvalg i Kolding, hvor Søvndal for årtier siden var en meget populær lokalpolitiker.

Konservative er særlig optaget af borgmesterposter. De er det tredjestørste borgmesterparti efter S og V. Og de vil gerne have flere. Frederiksberg, Kerteminde og Vesthimmerland har de et godt øje til.

Særligt opmærksomme er de på Frederiksberg, hvor de har haft borgmesterposten i ikke mindre end 112 år. Sidste gang beholdt de posten med det yderste af neglene. Siden har de skiftet borgmester, så der er stor spænding om, hvordan Simon Aggesen klarer det. Skal han være manden, der tabte Frederiksberg for de konservative eller dagens mand i skysovs?

Så er det sjovere for partiet at se længere mod vest. I 2017 fik K et kanonvalg i Kerteminde. Partiet blev kommunens næststørste, og den konservative spidskandidat Klaus Norup Lauridsen blev den største stemmesluger af alle. Men Venstre var Konservative utro med socialdemokraterne, så det blev ikke til en borgmesterpost i denne omgang. V og K i Kerteminde har nu nærmet sig hinanden. Men det er usikkert om det holder.

Og så taler K meget om at få borgmesterposten tilbage i Vesthimmerland. Det skal de jo have lov til. Men den var meget bundet op på tidligere folketingsmedlem Knud Kristensen, som dog tabte til en alliance af V og S for fire år siden. Lige som i Kerteminde har Konservative en stor lyst til at vise, hvad de duer til. Time will show.

Tre steder har Enhedslistens særlige interesse: København, Frederiksberg og Bornholm. I København stiller man med advokat og tidligere folketingsmedlem Line Barfod som spidskandidat. Eller overborgmesterkandidat, som Enhedslisten optimistisk kalder det. Men det bliver der nu ikke noget af. Man satser hårdt på fremgang og drømmer om at blive større en Socialdemokraterne. En drøm, Altingets københavnermåling i sidste uge gav ny næring til.

På Frederiksberg stiller man op med chefideolog og tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted som uofficiel spidskandidat, selv om han kun er nummer to på listen. Øverst står det nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Mette Bang Larsen, men Dragsted kører blandt andet en synlig fælleskampagne med den københavnske spidskandidat Line Barfod, lige som det er ham, Frederiksbergs borgerlige kører skræmmekampagne imod. Det påvirker næppe vælgerne. Men det øger interessen om Enhedslisten, der allerede i dag er det tredjestørste parti i kommunen.

På øen i den herlige Østersø, Bornholm, ser det også ud til, at Enhedslisten har fundet en formel til succes. En måling fra Jysk Analyse for TV 2/Bornholm gav i oktober Enhedslisten mere end hver fjerde stemme og en plads som øens største parti. Derfor holdes der godt øje med, hvad spidskandidat Morten Riis kan drive det til.

I byer som Esbjerg, Silkeborg, Skive, Vejle og Greve ser socialdemokraterne deres snit til at vælte siddende venstreborgmestre.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Alternativet: København. No more, no less. Lad os se det i øjnene: Al spænding samler sig om, hvorvidt Alternativet overlever i Københavns Borgerrepræsentation. Især fordi partiets formand, Franciska Rosenkilde, er i front.

For fire år siden bragede partiet igennem lydmuren med hele 10,5 procent af stemmerne i landets hovedstad. Det rakte til at blive det tredjestørste parti i kommunen. Og til en kulturborgmesterpost. Hvilken succes.

Det er på alle måder lang tid siden. Og denne gang handler det alene om at holde en fod indenfor. Altingets københavnermåling fra sidste uge giver grund til en vis optimisme. Hvis de 2,3 procent fra målingen holder, er det nok til ét mandat. Men usikkerhedsmarginen gør, at det lige så godt kan betyde, at partiet er ude.

Nye Borgerlige håber først og fremmest at veksle den landspolitiske fremgang til flere kommunalbestyrelsesmedlemmer. For fire år siden blev det kun til et enkelt.

Øjnene vil i særlig grad rette sig mod partiets kerneland i Sydjylland. Både Tønder og Haderslev er i fokus med de to tidligere LA’ere Allan Svendsen og Benny Bonde som spidskandidater.

Øst for Storebælt er der knyttet håb til Slagelse og Tårnby, hvor man var meget tæt på sidste gang. I Slagelse med endnu en tidligere LA’er i front, Thomas Vesth. I lighed med spidskandidaten i Tårnby, Benny Bindslev, har han en baggrund i politiet.

Partiformand Pernille Vermund har meldt ud, at målsætningen for partiet er ti kommunalbestyrelsesmedlemmer i hele landet. Det kommer til at gå langt bedre. Og Vermund vil da også blive mere end almindeligt skuffet, hvis resultatet alene skulle matche målsætningen.

Mange af de mindre partier har særligt fokus på København. Blandt andet fordi den naturlige spærregrænse er lavere end i nogen anden kommune.

LA stiller med partiets gruppeformand i Folketinget, tidligere transportminister Ole Birk Olesen. Ved de seneste to valg har partiet fået et par mandater i Borgerrepræsentationen. Det drømmes der stadig om, selv om det vigtigste er at holde sig inde.

Norddjurs er måske ikke en kommune, de fleste først tænker på, når de tænker Liberal Alliance. Men ved de to seneste valg har partiet haft nogle af deres bedste kommunalvalg i Norddjurs. Begge gange har de haft den tidligere venstremand Jens Meilvang i spidsen, og han er også parat denne gang.

Endelig er der Roskilde. Liberal Alliance har på landsplan mistet over halvdelen af sine byrådsmedlemmer siden valget i 2017. Men i få tilfælde er rejsen gået den anden vej. Kommunens 2. viceborgmester, Lars-Christian Braskk, har således forladt Venstre til fordel for Liberal Alliance. Ved det seneste kommunalvalg var han den fjerdestørste stemmesluger i hele Roskilde kommune. Det bliver interessant at se, om han kan tage nogle af stemmerne med over til LA, hvor man ikke har brug for eksempler på, at et sådant skifte ødelægger folks kommunalpolitiske karriere.

Hos Kristendemokraterne bør man lægge mærke til Andersen og Andersen. Umiddelbart handler kommunalvalget for Kristendemokraterne primært om Ringkøbing-Skjern, hvor hele seks af partiets på landsplan kun ni byrådsmedlemmer blev valgt. Siden er der endda kommet en tilløber til byrådsgruppen. Partiets spidskandidat, Kristian Andersen, var den helt store stemmesluger. Flest personlige stemmer af alle partiers kandidater i kommunen. Partiet håber, at han kan gentage og udbygge resultatet fra sidst.

Lidt usædvanligt for Kristendemokraterne er der også interesse for Ringsted kommune. Her stillede KD slet ikke op for fire år siden, men denne gang har de en lang liste med Finn Andersen i spidsen. For fire år siden var han spidskandidat for Konservative, og dengang var det kun borgmesteren, der fik flere stemmer end Andersen. Så måske lurer der en kristeligt overraskelse i det midtsjællandske.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00