Uffe Elbæk efter nær halvering og skarp intern kritik: Vi skal genfinde rødderne

INTERVIEW: Alternativet skal finde tilbage til sine kerneværdier, hvis partiet skal flytte sig ud af den vælgerkrise, det står i, mener politisk leder Uffe Elbæk. 

9 til 5. 

Så kort kan den virkelighed, Alternativets stifter og politiske leder, Uffe Elbæk, er mødt på arbejde til efter sommerferien, opsummeres. 

Alternativet gik ved sit andet folketingsvalg tilbage med fire mandater og har nu blot fem stemmer tilbage i Folketinget.

Valgresultatet betød desuden, at Alternativet ikke blev afgørende, da landets nye statsminister skulle udpeges. Mette Frederiksen (S) kunne uden Alternativet samle 91 mandater bag sig. 

Samtidig måtte partiet blandt flere andre profiler vinke farvel til gruppeformand Carolina Magdalene Maier, der på vejen ud smækkede eftertrykkeligt med døren bag sig.

Der er gået lidt over to måneder, siden Alternativet blev decimeret ved folketingsvalget 5. juni, da Altinget møder Uffe Elbæk på hans kontor på Ridebanen på Christiansborg.

Sommerferien har han brugt på at overveje, hvordan det kunne gå så galt: Hvorfor kunne Alternativet ved det, der er blevet beskrevet som et historisk klimavalg, ikke samle større opbakning end tre procent af stemmerne?

Hans svar er komplekst: Valgkampsbudgettet var småt. Medierne var mere interesserede i at tale om Alternativets nedtur i meningsmålingerne og mange personsager end partiets reelle politik. Klimaet som mærkesag blev pludselig politisk allemandseje, så Alternativet blev udfordret på egen hjemmebane.

"Vi formåede i valgkampen ikke at kommunikere, hvad Alternativet også har på hylderne ud over det grønne. Vi fik ikke talt nok om, hvad det er for et grønt velfærdssamfund og rigt liv, vi mener, at vi har mulighed for at få, hvis vi indretter samfundet radikalt anderledes,” siger Uffe Elbæk.

Men den måske vigtigste faktor for Alternativets dårlige valgresultat skal ifølge Elbæk findes langt længere tilbage end ved valgkampens begyndelse.

”Min vurdering er, at vi førte en valgkamp, der løftede os. Den afgørende faktor for vores resultat ved det her valg var, at vi i løbet af de sidste to år har brugt alt for meget energi på proces, interne konflikter og personsager. I og med at vi har bundet så meget energi internt, har vi ikke kunnet bruge det eksternt og det politiske projekt,” siger Uffe Elbæk. 

(Artiklen fortsætter under grafen). 

Alternativets storhed og fald i meningsmålingerne


 
Tilbage til afsættet
Derfor skal netop Alternativets politiske projekt i løbet af det næste halve til hele år finjusteres i en ny og opdateret politisk strategi. 

Den proces blev sat i gang i den forgangne weekend, hvor repræsentanter fra både Alternativets ledelse, hovedbestyrelse og flere landsdelskredse mødtes for at sætte kursen for partiet.

Spørger man kaptajnen selv, hvordan den nye strategi skal se ud, ligger svaret i de allerspædeste tanker om Alternativet.

”Min anbefaling er, at vi udnytter den mulighed, som valget har givet os, til at − jeg vil ikke sige nulstille Alternativet − men at kigge tilbage på, hvad den oprindelige ambition var,” siger Elbæk inden weekendens møde:

”Mener vi stadig det samme? Det kan godt være, at vi mener noget andet. Det tror jeg nu ikke. Men jeg anbefaler, at vi stopper op og kigger på vores oprindelige afsæt. Hvis vi har bevæget os et andet sted hen, synes vi så, at det er godt eller mindre godt?” siger han.  

Det lyder, som om det er hele grundlaget for Alternativet, der kommer til debat i weekenden?

”Det lyder alt for dramatisk. Men det er min anbefaling, at vi husker hinanden på, hvad forudsætningen for Alternativet var.” 

Hvad er den?

”Vi har i Danmark meget svært ved at forestille os noget andet og bedre end det, der er. Status quo står så utroligt stærkt, at det næsten er umuligt at lave forandringer. Samtidig ser vi en verden derude, som råber på forandring af den måde, vi tænker økonomi og vækst på i dag. Alligevel er det næsten umuligt at komme ud af det spor, vi har lagt. Vores rolle er at være nogle af dem, der skubber forestillingen om noget helt andet i gang,” siger han.

Fylder Uffe for meget?
I løbet af  juni måned var flere Alternativet-profiler i medierne med kras kritik af Uffe Elbæk. Josephine Fock, der var med til at stifte partiet i 2013, har udtalt, at hun mener, at han ”fylder for meget”.

Den tidligere gruppeformand Carolina Magdalene Maier har luftet lignende frustrationer. Hun påpeger partiets ”ekstremt personbårne kommunikation” og har desuden opfordret Alternativet til et lederskifte ”inden for en overskuelig fremtid”.

Hvilke overvejelser sætter deres kritik i gang? 

”Ikke nogen som helst. Det var mig selv, der tilbage efter valget i 2015 rejste diskussionen i vores daværende folketingsgruppe, at vi skulle sikre os, at Alternativet i offentligheden blev kendt for andre personer end mig,” siger Uffe Elbæk og fortsætter:

”Så det er lidt sjovt at høre ekkoet fra de to nu. Jeg er fuldstændig enig i, at det er vigtigt at kommunikere, at Alternativet er så meget mere end den politiske leder. Men omvendt er jeg politisk leder. Alle politiske ledere har en synlighed. Det ville være et problem, hvis jeg ikke havde det.”

Mener du, at du har fyldt for meget?

”Nej, man kan vende den om og sige, at der måske er nogle, der har fyldt for lidt.”

Hvem kunne det være?

”Det vil jeg lade stå og blafre i vinden.”

“Vi står det rigtige sted” 
Da Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i juni blev enige om retningen for det nye røde regeringsprojekt, var det uden Alternativet som medunderskriver på det såkaldte forståelsespapir. Alligevel mener Uffe Elbæk, at regeringen er kommet godt fra land.

Nu bliver Alternativets rolle at råbe op, når regeringen skejer ud fra den udstukne retning.

”På det allerførste møde, jeg havde med Mette Frederiksen efter valget, fortalte jeg hende, at hun vil komme til at opleve Alternativet som en særdeles konstruktiv samarbejdspartner. Men vi vil selvfølgelig være hamrende kritiske, når vi synes, at den nye regering bliver svage i koderne,” siger han og tilføjer:

”Vi står det helt rigtige sted for os. Vi er den frie politiske stemme. Vi har ikke peget på Mette Frederiksen, og vi føler os bestemt ikke som en del af den øvrige opposition,” siger Uffe Elbæk.

Havde det ikke været sjovere at stå et sted, hvor I havde fået indflydelse på regeringens retning?

”Det valgte vi ikke. Vi fik tilbuddet efter valget, men vi fastholdt, at vi ønskede at stå i den frie position, vi står i i dag. Det er klart, at man kan gøre sig nogle overvejelser omkring fordele og ulemper ved den position, men det ændrer ikke ved, at jeg synes, at det var den rigtige prioritering. Det var hamrede modigt, hamrende risikabelt og hamrende rigtigt, at vi gjorde, som vi gjorde. Vi kunne ikke se os i det politiske projekt, som Socialdemokratiet tegnede op før valget.”

I risikerer vel også, at I bliver overflødige, der hvor I står nu?

”Lige nu kan Mette Frederiksen og regeringen lave politik fuldstændigt uafhængigt af os. Men hvad hvis valgresultatet havde flyttet bare to mandater i vores retning? Så havde vi stået i en fuldstændigt fantastisk situation. Sådan er politik. Du må gå efter det, du mener er rigtigt, og så finde ud af at navigere i den nye virkelighed bagefter,” siger Uffe Elbæk.

Hvad bliver jeres rolle i den kommende valgperiode?

”Vi vil selvfølgelig være meget opmærksomme på, om regeringen lever op til deres løfter om eksempelvis en CO2-reduktion på 70 procent i 2030. Vi vil hele tiden presse den nuværende regering til at leve op til en meget ambitiøs grøn strategi for Danmark.”

Forrige artikel Krisen er total i blå blok, mens den politiske sæson går i gang Krisen er total i blå blok, mens den politiske sæson går i gang Næste artikel Henrik Dahls kritiske partikammerat melder sig ud af LA Henrik Dahls kritiske partikammerat melder sig ud af LA
Løkke er fanget af sin egen retorik

Løkke er fanget af sin egen retorik

ANALYSE: SV-fantomet gav kortsigtede mandatgevinster til Venstre og styrkede Løkkes egen position. Men bivirkningerne er enorme, og Mette Frederiksen har det stærkeste udgangspunkt for en S-regering siden 1993.