Ugen i dansk politik: Bliver det Arnes tur i denne uge?

DET SKER: En aftale om tidlig pension kan falde på plads i løbet af ugen, og så præsenterer regeringen sit klimaprogram. Få overblik over ugen i dansk politik.

Ifølge Altingets oplysninger er der stor sandsynlighed for, at der falder en aftale om tidlig pension på plads i denne uge.
Ifølge Altingets oplysninger er der stor sandsynlighed for, at der falder en aftale om tidlig pension på plads i denne uge.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Bliver det Arnes tur i denne uge? Ifølge Altingets oplysninger er en aftale om en ret til tidligere pension på trapperne, og den kan med stor sandsynlighed lande i løbet af ugen. Regeringen har selv meddelt, at Folketingets åbning tirsdag i næste uge er bagkanten for forhandlingerne.

Mandag
Veganerpartiet holder pressemøde efter partiet tidligere på måneden blev erklæret opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Partiet har siden, at det nåede det krævede antal vælgererklæringer, ikke ønsket at udtale sig til pressen

Læs også

Tirsdag
Ifølge Altingets oplysninger præsenterer Dan Jørgensen (S) i dag regeringens klimaprogram. Det er et krav fra klimaloven fra sidste år, at den siddende regering hvert år skal fremlægge en status på klimaindsatsen, og hvor tæt den er på 2030-målet.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) skal en tur i samråd og svare på spørgsmål om trængsel på de danske veje.

Samme dag skal uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et samråd om konsekvenserne af besparelser på landets uddannelser.

Radikale er vært for en konference om danske statsborgeres mulighed for familiesamføring med udenlandske ægtefæller. Det finder sted i Fællessalen på Christiansborg, og på deltagerlisten er blandt andre udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Det er i år 50 år siden, at Folketinget vedtog, at seksualundervisning skal være obligatorisk i folkeskolen. I anledning af det jubilæum afholder Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder en høring om, hvordan seksualundervisningen har udviklet sig og skal udvikle sig fremadrettet.

Onsdag
Kulturminister Joy Mogensen (S) skal svare på, hvordan hun vil hjælpe kulturinstitutioner, som er ramt af coronakrisen. Det sker efter, at ministeren har kastet sig ud i kampen for at hjælpe det lukningstruede spillested Montmartre, hvilket har vakt kritik fra andre kriseramte kulturinstitutioner.

Udlændinge- og Integrationsudvalget har kaldt Mattias Tesfaye i et samråd, hvor han skal redegøre for sagen med en ansat i Forsvarets Ejendomsstyrelse, som har sikret sin kæreste ordrer i millionklassen.

Instrukskommissionen fortsætter sine afhøringer i Retten på Frederiksberg. Kommissionen undersøger forløbet bag en instruks om at adskille asylpar, hvoraf den ene part var under 18 år, som blev udsendt fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, da Inger Støjberg (V) var minister.

Dagens afhøringer omfatter afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Line Skytte Mørk Hansen, forhenværende afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Lykke Sørensen og vicedirektør i Udlændingestyrelsen Anni Fode.

Torsdag
Hele tre ministre skal stå skoleret i et samråd om den nuværende situation på Motalavej i Korsør. Det er udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, boligminister Kaare Dybvad (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), som skal svare på spørgsmål.

Tre andre ministre skal også en tur i samråd dog hver for sig. Erhvervsminister Simon Kollerup skal svare på spørgsmål om Danske Banks ulovlige opkrævning af gæld hos sine kunder.

Udskydelsen af politiske drøftelser om en natur- og biodiversitetspakke har fået kritik af blandt andet SF, som har indkaldt miljøminister Lea Wermelin (S) til et samråd, hvor hun skal redegøre for den beslutning.

Udenrigsminister Jeppe Kofod skal i samråd om terrortruslen mod Danmark på baggrund af en ny rapport.

Transportminister Benny Engelbrecht afholder en digital eksperthøring om lavere hastighedsgrænser i byerne.

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser til Bruxelles for at deltage i et todages EU-topmøde med sine europæiske kollegaer.

Fredag
To ministre skal deltage i ugens sidste samråd. Det er udviklingsminister Rasmus Preh (S) og Simon Kollerup, som skal svare på spørgsmål om Danwatchs undersøgelse af virksomheder og deres overholdelse af FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder.

Lørdag
Coronavirussen betød i første omgang, at Enhedslisten måtte udskyde sit årsmøde til den første weekend i oktober. Men den nuværende situation betyder, at årsmødet stadig skal afholdes under anderledes former, og samles partiet virtuelt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00