Analyse af 
Erik Holstein

Uklar strategi lagde pres på Mette Frederiksen i spørgetimen

ANALYSE: De blå manglede klare svar på regeringens langsigtede strategi mod corona i spørgetimen. Venstrefløjen satte med optimal timing fokus på salget af statens vaccineproduktion, hvor Mette Frederiksen lagde en noget anden linje end Thorning.

Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, udfordrede endnu en gang S-leder Mette Frederiksen i spørgetimen. Han er ved at komme efter det, men der mangler stadig de sidste procents skarphed.
Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, udfordrede endnu en gang S-leder Mette Frederiksen i spørgetimen. Han er ved at komme efter det, men der mangler stadig de sidste procents skarphed.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut fik ufrivilligt sat en pæn del af dagsordenen, da Folketinget tirsdag holdt den første spørgetime med statsministeren under coronakrisen. Mølbaks spådom om, at social afstand kan blive nødvendigt i et år – eller indtil der er opfundet en vaccine – fik en række partiledere på banen.

For hvad er regeringens plan egentlig i den situation? Det ville flere af de blå partiledere gerne vide, og Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, opfordrede flere gange regeringen til at fremlægge en klar plan.

Mette Frederiksen skød behændigt tilbage, da hun inviterede de andre partiledere med til at lave en sådan plan. På den måde imødegik hun samtidig beskyldningerne for manglende inddragelse tidligere i coronaprocessen og fik bredt ansvaret ud for de senere faser.

Statsministerens eget bud på en langsigtet coronaplan var noget mere svævende. Vi må ”finde andre måder at være sammen og understøtte nærværet på”, hvis corona-krisen trækker ud, lød svaret til DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Debatten understregede, i hvilken grad coronakrisen har gjort det politisk mainstream at ønske kritisk produktion på statslige hænder.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Skarp youngster
Endnu en gang var den nye LA-leder, Alex Vanopslagh, en af de skarpeste i den type debatter.

LA-lederen pegede på, at den tyske regering har meldt sin strategi klart ud. Her styrer man efter et smittetryk på maksimalt én, så smittespredningen ikke øges. Sverige har valgt den stik modsatte strategi med et officielt mål om flokimmunitet. En lignende klarhed mangler i Danmark, lød det fra LA-lederen.

Endnu en gang blev regeringens overordnede tre mål opridset af statsministeren: Der skal reddes liv, det danske sundhedsvæsen må ikke bryde sammen, og Danmark skal økonomisk komme så godt som muligt gennem krisen.

Overordnede mål, som samtlige partiledere kan skrive under på, men som stadig ikke afklarede den langsigtede strategi. Er det i virkeligheden flokimmunitet i et langsommere tempo end det svenske – eller er man med den forøgede testning på vej mod en decideret inddæmning af smitten, som tyskerne forsøger?

Durkdreven statsminister
Mette Frederiksen er blevet utrolig dreven i politiske debatter, og hun brugte flere gange en bisætning i modpartens bemærkning til at sætte et angreb ind. Det skete eksempelvis, da Vanopslagh kom for skade at sige, at han har ” en høj grad af tillid til, at danskerne vil overholde retningslinjerne, mens jeg ikke altid oplever det samme hos regeringen”.

Statsministeren hamrede omgående til og kaldte det ”en meget grov påstand, at jeg ikke har tillid til danskernes adfærd. En påstand, man ikke kan tillade sig, og jeg vil ikke have det siddende på mig.”

Indignationen var tydeligvis reel, men det var samtidig en meget bekvem måde at dreje diskussionen i en anden retning. 

Håbløst vaccinesalg
SF og Enhedslisten havde valgt et ganske andet angrebspunkt. Her var frasalget af statens vaccineproduktion tilbage i 2017 i fokus. Salget til et saudiarabisk firma endte som en økonomisk katastrofe for den danske stat med et formodet samlet tab på 1,5 milliarder kroner. Salget og salgsprocessen blev skarpt kritiseret af Rigsrevisionen.

Enhedslisten har længe kørt på sagen, der har fået ny aktualitet under coronakrisen, hvor rigtig mange gerne havde set fortsat vaccineproduktion på dansk jord.

"For," argumenterede Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, "der er i virkeligheden tale om kritisk infrastruktur, der slet ikke bør sælges af hensyn til forsyningssikkerheden."

Begrebet "kritisk infrastruktur" var valgt med omhu, for Mette Frederiksen har tidligere udtalt sig imod salg af kritisk infrastruktur, der eksempelvis kan være energiforsyning. Det fremgår af forståelsespapiret fra regeringsdannelsen, at kritisk infrastruktur skal forblive "under demokratisk kontrol", altså under offentlig kontrol.

Fortidens skygger
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, spurgte Mette Frederiksen, om hun gerne havde set, at vaccineproduktionen ikke var blevet solgt. Spørgsmålet var en smule tricky for statsministeren, for det var Thorning-regeringen, der med finansminister Bjarne Corydon i spidsen satte salgsprocessen i gang.

I den situation valgte statsministeren forståeligt nok at anlægge et bredere perspektiv:

"Vores håndtering (af coronakrisen) i Europa har afsløret en sårbarhed, som er uholdbar. Jeg ønsker ikke en så stor afhængighed af andre, hvis noget lignende opstår igen. Det gælder både produktion af medicin, respiratorer, værnemidler og udstyr til test," sagde Mette Frederiksen

Statsministeren varslede, at hun ville tage sagen op på torsdag i Det Europæiske Råd for at sikre en europæisk hjemmeproduktion af den type varer inden en mulig anden runde af coronaepidemien til efteråret. Mette Frederiksen åbnede også op for at genetablere en statslig vaccineproduktion i Danmark.

Debatten understregede ikke alene forskellen mellem Helle Thorning-regeringen og Mette Frederiksen-regeringen, men også i hvilken grad det med coronakrisen er blevet politisk mainstream at ønske den type produktion på statslige hænder.  

Corydon en fejl
Pernille Skipper var mere direkte end Pia Olsen Dyhr, og Skipper efterlyste et klart svar på, om det salg af vaccineproduktion, "en anden socialdemokratisk regering" besluttede, havde været en fejl. 

"Selvom det naturligvis ikke ville gøre det godt igen, hvis man indrømmede, det var en fejl. Det ville jo ikke heller gøre det godt igen, hvis man indrømmede, at Bjarne Corydon som finansminister var en fejl," som Skipper uskyldigt formulerede det. 

Heller ikke Skipper fik et klart svar, men Mette Frederiksen lovede at indkalde til forhandlinger, der skal sikre den kritiske infrastruktur på sundhedsområdet. 

Spørgetimen var et konkret eksempel på den normalisering af det politiske liv, der er i gang. Partierne samarbejder stadig i brede forlig, men fredningen af regeringen er et overstået kapitel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00