Analyse af 
Jakob Nielsen

Valgblog#9: Thulesen Dahl aflyser planlagt date med Frederiksen

ANALYSE: I mindst et år har Socialdemokraterne regnet med, at Dansk Folkeparti ville være redningskrans, hvis de røde partier blev for besværlige. Men svækket af elendige målinger har Thulesen Dahl nu afbrudt forholdet til Mette Frederiksen 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

For et års tid siden spærrede en flok pressefolk øjnene op, da de på en af byens bedre restauranter så Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl sidde tête-à-tête ved et bord over en lang, hyggelig middag med vin.

Scenen dokumenterede, at lederne for Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ikke var bange for at udstille deres tætte politiske relation i al offentlighed. Tværtimod: Alle skulle vide det. Alliancen mellem de to partier var nu så tæt, at DF var parat til at holde hånden under en kommende socialdemokratisk regering. 

Dén planlagte date blev brutalt aflyst, da Kristian Thulesen Dahl tirsdag i Børsen gjorde det klart, at DF's mandater kun kan komme i spil, hvis det bliver som del af en bred S-V-DF-regering.

Han begrunder det med de elendige målinger, som tyder på, at Dansk Folkeparti går markant tilbage ved valget grundlovsdag. Dermed vil der heller ikke længere være et flertal bestående af S, SF og DF, som kan enes om både gavmild velfærdspolitik og stram udlændingepolitik. 

Men reelt er det næppe bogstavkombinationerne, det handler om. Det handler mere om, at Dansk Folkeparti i sidste øjeblik forsøger at foregribe noget af den kritik, der uvægerligt vil komme, hvis partiet taber stort. En kritik, der med sikkerhed vil fokusere meget på, om den åbenlyse flirt med Mette Frederiksen nu var en god idé.

Frederiksens fatamorgana
For Mette Frederiksen betyder bruddet, at Socialdemokratiets store plan om at gennemføre partiets politik med skiftende flertal nu ser temmelig usikker ud.

Det har ellers været kernen i planen om en socialdemokratisk etpartiregering, der ifølge partiet selv vil være ekstremt "manøvredygtig", fordi den eksempelvis kan gennemføre udlændingepolitik med DF, klimapoltik med Radikale og velfærdspolitik med venstrefløjen. 

Men så god er verden ikke, lyder det nu klart fra Kristian Thulesen Dahl i Børsen:

"I virkelighedens verden er der ikke den situation, at for eksempel De Radikale vil komme ind til en finanslovforhandling og acceptere, at de kun må få indflydelse på nogle ganske udvalgte dele af finansloven. De vil selvfølgelig kræve indflydelse på nogle af de ting, som hun ikke havde tænkt sig, at de skulle have indflydelse på. Derfor er det lidt et fatamorgana, hun stiller op i forhold til, hvordan man laver politik på Christiansborg. For at hun kan give det indtryk over for danskerne, at hun i virkeligheden kan få gennemført hele det valgprogram, hun lægger frem," siger han.

Den nye melding sætter derfor Mette Frederiksen i den nye situation, at hun er nødt til at finde sammen med Enhedslisten, SF og De Radikale for at få flertal bag sin regering. 

I valgkampens sidste to uger vil vi komme til at høre mange advarsler fra den borgerlige fløj om, hvilke lempelser det kan medføre på udlændingeområdet. 

Mette Frederiksens date med Kristian Thulesen Dahl er udskudt på ubestemt tid. Og blokpolitikken er – i hvert fald for en stund – tilbage i dansk politik. 

 

Altingets Valgblog skrives under hele valgkampen på skift af chefredaktør Jakob Nielsen, chefredaktør Lisbeth Knudsen og magasinredaktør Esben Schjørring. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00