Analyse: Valgets tale var klima – ikke en ny udlændingepolitik

ANALYSE: Resultatet af folketingsvalget er blevet tolket som et opgør med "systemskiftet" i 2001. Men ser man nærmere på tallene, er der ikke dækning for den tolkning. Østergaards afbrydelse af forhandlingerne onsdag er helt efter bogen.

Morten Østergaards (R) tale var flot kreeret og fuld af patos.

”Med systemskiftet i 2001 startede Fogh (V) og Kjærsgaard (DF) et værdiskred. … Der gik stram, strammere, strammest i udlændingepolitikken, og gakgak lovgivning som håndtrykslov, integrationsstop og en udvisnings-ø blev dagens orden.”

Sådan lød det fra Østergaard på sidste uges Folkemøde, hvor han benyttede lejligheden til at kræve ”et nyt systemskifte”.

Et klassisk politisk statement fra den radikale leder, der forsøger at presse mest mulig indflydelse ud af kombinationen af radikal fremgang og et katastrofevalg til Dansk Folkeparti. Men trods det flotte radikale valg skal Østergaard være forsigtig med at overspille sine kort, for det er ikke på alle områder, vælgerne har givet mandat til en ny politik.

Magtkamp
Onsdag afviste Morten Østergaard at møde op til aftenens forhandlinger med S-formand Mette Frederiksen om klima, fordi han ikke mente, han fik nok indrømmelser i forhold til økonomi og værdipolitik.

Derefter indgik Mette Fredriksen en aftale om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 med SF og Enhedslisten, der dermed noterede en af de helt store indrømmelser fra socialdemokraterne.

De 70 procent anses for nødvendige, hvis Danmark skal leve op til Parisaftalen, hvor målet er at reducere den globale opvarmning til 1,5 grader.

Morten Østergaards midlertidige afbrydelse af forhandlingerne er logisk ud fra de radikale positioner. Men det er samtidig en risikabel øvelse, og Østergaard har aktuelt placeret sig i en mere kompromisløs position end Enhedslistens Pernille Skipper.

DF's udlændingepolitik
Mens det er soleklart, at vælgerne ønsker en langt mere ambitiøs klimapolitik, er det meget kreativt at tolke valgets tale som et opgør med den stramme udlændingepolitik, der kom efter "systemskiftet i 2001". Det understreger en hel række meningsmålinger:

Således viste en Norstat-måling for Altinget og Jyllands-Posten fra 10. maj, at 17 procent af vælgerne er mest enig i Dansk Folkepartis udlændingepolitik, mens 4 procent foretrækker udlændingepolitikken fra enten Nye Borgerlige og 5 procent udgaven fra Stram Kurs.

21 procent af vælgerne abonnerer altså på en mere stram udlændingepolitik end i dag, mens 5 procent ligefrem ønsker en højreekstrem udlændingepolitik.

Til sammenligning ønsker tilsammen 19 procent af vælgerne en blødere udlændingepolitik og foretrækker den udgave, partier som SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet står for.

Skal blive på Sjælsmark
I en anden Norstat-måling foretaget senere i maj blev respondenterne spurgt, om ”asylansøgere, der nægter at rejse ud, skal have lov til at bo uden for udrejsecentrene, hvis de har børn”. Præcis den problematik, der er om børnefamilierne på Udrejsecenter Sjælsmark.

Her svarede 22 procent af svarpersonerne ja til, at børnefamilierne skal have lov til at bo uden for udrejsecentrene, 61 procent svarede nej. SF’s vælgere var delt midt over på spørgsmålet. ”Børnene ud af Sjælsmark” var ellers et fast slogan i valgkampen fra SF, Enhedslisten og Radikale, og kravet er et af stridspunkterne i de igangværende regeringsforhandlinger.

Vil fastholde lav ydelse
I samme periode spurgte Norstat til integrationsydelsen med denne formulering: ”I dag får man som flygtning eller indvandrer uden job en særlig lav ydelse, hvis man har boet i Danmark i mindre end syv år. Mener du, det fortsat bør være sådan?”

27 procent ville afskaffe den særlig lave integrationsydelse, mens 60 procent ville beholde den, heriblandt knap 40 procent af vælgerne fra SF og Radikale. De to partier kæmper sammen med Enhedslisten en indædt kamp for at afskaffe den lave ydelse i forhandlingerne med Mette Frederiksen.

Et andet stridspunkt er grænsekontrollen, som SF, Enhedslisten og Radikale ser som nytteløs symbolpolitik. Men 53 procent af vælgerne ønsker ligefrem, at den midlertidige grænsekontrol bliver gjort permanent, mens 36 procent er imod permanent grænsekontrol. Det fremgik af endnu en Norstat-måling fra valgkampen. 

Alle målinger er foretaget efter valgets udskrivelse, og det er meget svært at identificere tegn på, at vælgerne ikke længere ønsker en stram udlændingepolitik.

DF's totale nedtur
Analyserer man på selve valgresultatet, kan man til gengæld konstatere, at de fire partier med den blødeste udlændingepolitik, SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet, samlet set gik frem fra 21 procent til 26 procent.

Samtidig gik Dansk Folkeparti vildt tilbage fra 21,3 procent til 8,7 procent, mens Nye Borgerlige og Stram Kurs tilsammen kun scorede 4,3 procent. Sammenlignet med valget i 2015 var der fremdrift for den mest lempelige udlændingepolitik og en klar tilbagegang for den strammeste udgave.

Men hvis man går dybere i tallene, bliver billedet mere broget.

S står et andet sted
For det første var 2015-valget et helt atypisk godt valg for Dansk Folkeparti, der i tiden fra 2001 til 2015 lå stabilt mellem 12 og 14 procent af stemmerne. Lægger man stemmerne til Nye Borgerlige og Stram Kurs sammen med DF’s nuværende 8,7 procent, får man igen det normale niveau fra 2001 til 2015, hvor omkring 12 procent står bag den skrappeste udlændingepolitik.

For det andet kan man ikke uden videre placere de socialdemokratiske vælgere samme sted som i 2015. Dengang stod Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidt (S) for en midterlinje i udlændingepolitikken, mens Mette Frederiksen har placeret partiet på en entydig strammerlinje.

Medregner man Kristendemokraterne, fik de partier, der ønsker en mere lempelig udlændingepolitik 28 procent af stemmerne ved valget for to uger siden. De partier, der ønsker en fortsat stram – eller endnu strammere – udlændingepolitik, fik 72 procent.

Politisk giver det god mening, at de tre partier, der nu forhandler med socialdemokraterne, arbejder for markante lempelser. Det har altid været deres mål. Men ser man på vælgerne, er der ikke antydning af flertal for et opgør med den stramme udlændingepolitik

Hejste klimaflaget
Til gengæld var folketingsvalget ubetinget en sejr for de mest grønne partier. I løbet af bare et år er klima og miljø stormet op ad vælgernes dagsorden i samtlige meningsmålinger, og der er nu et klart flertal i Folketinget for en betydelig grønnere politik.

Man kan uden overdrivelse konstatere, at budskabet fra såvel folketingsvalget som fra EP-valget er en mere ambitiøs klimapolitik. Det er samtidig det hovedområde, hvor der er størst enighed blandt de fire partier, der forhandler under dronningerunden.

Mette Frederiksen har hele tiden haft en oplagt interesse i først at få landet en aftale om klima. For Socialdemokraterne ved, at det vil være svært for Radikale at tage et brud, når der ligger en klimaaftale på bordet.

Af de præcis modsatte grunde havde Morten Østergaard interesse i at få tiltvunget sig indrømmelser på økonomi og værdipolitik, før klima blev lukket.

Med sin klimaaftale med SF og Enhedslisten tog Mette Frederiksen det første stik, og Østergaard skal nu vurdere omkostningerne, hvis det afgørende opgør bliver om udlændingepolitik.    

Man gør det svært for sig selv, hvis man prøver at gennemtvinge sin politik på et område, hvor man hverken har et flertal i Folketinget eller i befolkningen med sig. Spørg bare Anders Samuelsen.

Forrige artikel Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt Næste artikel Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge
Mette Frederiksen skal generobre storbyerne

Mette Frederiksen skal generobre storbyerne

ANALYSE: Statsministeren har mere kontrol med sit parti end nogen anden S-leder i 50 år. Men Socialdemokratiet skal vinde byerne og de unge tilbage, hvis projektet skal langtidssikres.