Vanopslagh i opgør med vulgær-liberalismen

Vanopslaghs bog tager dermed tråden op efter LA's succesrige kampagne ved folketingsvalget i november, hvor det gennemgående slogan var "Du kan godt". Et snarere moralsk – eller psykologisk, om man – budskab om, at næsten alle kan påvirke sin egen situation. Et modbillede til offerfortællingen om en ekstremt skrøbelig ungdom, hvor alle mistrives og ikke har de store chancer for selv at gøre noget ved det. 

Men det har de fleste, lød budskabet fra Vanopslagh i kampagnen, der vandt overraskende stor genklang specielt hos en større gruppe unge drenge og mænd, der ikke genkendte sig selv i en offerrolle.

Den moralske og personlige dimension i Vanopslaghs liberalisme adskiller sig fra den topskats-liberalisme, som forgængeren Anders Samuelsen excellerede i, og den lige så prosaiske regnearks- og maskinrumsliberalisme, en mand som Lars Løkke Rasmussen (M) dyrkede som Venstre-leder.

Vanopslagh byder snarere ind på en række af de traditionelt konservative enemærker, hvor den intellektuelle dimension i Konservative har været en mangelvare, siden Per Stig Møller forlod aktiv politik.

Pseudoarbejde

Det gælder eksempelvis på folkeskoleområdet, hvor Vanopslagh slår et slag for lærerens autoritet. Ikke i et frontalopgør med 68-oprøret og en tilbagevenden til den sorte skole. Men som en korrektion – og et opgør med normløshed.

Et opgør med bureaukratiet er en anden af Vanopslaghs mærkesager, som han både dyrker i bogen og i adskillige spørgetimer i Folketinget. Det er han langtfra ene om, talrige statsministre med Mette Frederiksen (S) i spidsen har set det som et afgørende indsatsområde. Uden at der er sket så forfærdelig meget.

Vanopslagh giver en række konkrete eksempler på, hvordan bureaukratiet svulmer op i det offentlige: 15 procent af det, der var afsat til minimumsnormeringer i daginstitutioner, er gået til administration, og antallet af akademikere i kommuner og regioner er fordoblet siden kommunalreformen i 2007. En reform, der ellers skulle føre til stordriftsfordele.

LA-lederen citerer sin partifælle Henrik Dahl for at sige, at "uddannelse til arbejdsløshed ikke er et nær så stort problem som uddannelse til pseudoarbejde". 

Her foreslår LA-lederen, at man vender tilbage til det niveau af akademikerne i kommunerne, der var før kommunalreformen i 2007. Ført ud i livet vil det være et ekstremt drastisk forslag. Men rigtig turneret vil LA-lederen få opbakning fra mange af de fag-faglige medarbejdere i det offentlige, der er dødtrætte af ligegyldige projekter, evindelige processer og talrige møder. 

Med Kierkegaard i baglommen

Det interessante ved Vanopslaghs tilgang til politik er netop, at hans budskaber har potentiale til at ramme meget bredere end gruppen af superliberalister.

Når det gælder skolepolitik og vægtningen af en god borgerlig moral, forsøger han at kombinere elementer fra liberalisme og konservative, som i disse år ellers står stadig skarpere over for hinanden. Mens kampen mod over-akademiseringen af den offentlige sektor rammer lige ind hos arbejdervælgere, der ellers stemmer Socialdemokratiet eller Danmarksdemokraterne. Det er ikke tilfældigt, at Vanopslagh er begejstret for Kaare Dybvad Beks bog, "De lærdes tyranni". 

Her er ikke så langt fra Vanopslaghs opfordring til den enkelte om at tage sit ansvar på sig til Mette Frederiksens "ret og pligt". Vanopslagh henviser i sin bog flere gange til den kerne-protestantiske danske filosof Søren Kierkegaard, ligesom man kan høre Kaare Dybvad lovprise "den protestantiske arbejdsmoral".

Dermed udvider Vanopslagh paletten for det tidligere "one-trick-pony-parti", der i årene 2015-19 i parodisk grad koncentrerede sig om topskatten som noget sakralt. Dengang det nærmest blev gjort til en moralsk fordring at få nedsat skatteprocenten for de rigeste.

Det er primært indpakningen af Liberal Alliance, der har fået en betydelig bedre kvalitet.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Succesens grænser

Vanopslagh udvider klart LA's potentiale for at vokse yderligere. Men der er alligevel en række hindringer, der sætter grænser for LA's vækst. Hindringer, der gør det meget svært at se en LA-leder som borgerlig statsministerkandidat, selv hvis LA mere vedvarende bliver det største af de blå partier.

Indtil videre er det primært indpakningen af Liberal Alliance, der har fået en betydelig bedre kvalitet. Indholdet er fundamentalt stadig det samme. Det betyder også, at mange af de løsninger, Vanopslagh anviser, kun vil blive købt af et forsvindende mindretal af den danske befolkning.

Tag eksempelvis sundhedsvæsnet, hvor mange vil nikke genkendende til LA-lederens diagnose, men hvor de færreste vil købe hans medicin. For Vanopslagh ønsker et sundhedsvæsen, der baserer sig på private sundhedsforsikringer. Et system, der uundgåeligt vil være langt dyrere og ikke nødvendigvis bedre. Bare se på USA, som den gamle liberale kæmpe Bertel Haarder (V) skriver i sin – ellers positive – anmeldelse i Altinget af "Vejen til ansvar".

Vanopslagh mener selv, at systemet med private sundhedsforsikringer fungerer bedre i Schweiz, men han erkender, at der tale om et dyrere sundhedsvæsen. Og i USA er et sundhedsvæsen baseret på forsikringer blevet et eldorado for advokater snarere end for patienter.

Konkurrence som vidundermiddel

I det hele taget er Vanopslaghs løsning på mange af problemerne i det offentlige, at man skal konkurrenceudsætte. Hvis offentlige institutioner konkurrerer mere – og man kan lukke de dårlige institutioner – vil alt blive meget bedre, mener LA-lederen. Men passer det nu med erfaringerne?

Tag eksempelvis gymnasierne, der i forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev selvejende institutioner. En model, der passede glimrende til tankegangen hos daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Den øgede konkurrence mellem gymnasierne var direkte medvirkende til, at bureaukratiet på de enkelte gymnasier voksede, fordi der nu skulle ansættes folk til at brande gymnasierne i konkurrencen. Der blev opfundet tillokkende og glinsende projekter for at lokke elever til, og kommunikationsmedarbejdere blev ansat på stribe for at udbrede det glade budskab. Der er bare intet, der tyder på, at gymnasierne er blevet bedre af den grund.

Eller tag kommunerne, der også i langt højere grad er gået ind i en konkurrence med hinanden for fremstå lækre. Det har ført til en mangedobling af kommunernes kommunikationsafdelinger, men der er ikke mange beretninger om, at det har gjort den kommunale service bedre.

Her risikerer nogle af Vanopslaghs løsningsforslag således at forøge nogle af de andre problemer, han stiller skarpt på. Såsom det voksende bureaukrati.

Lex Pape

Et andet problem for Liberal Alliances bredde er skattepolitikken.

Selv om Vanopslagh kommer igennem en hel bog uden at argumentere lidenskabeligt for en sænkelse af topskatten, er det stadig partiets politik. Partiets yderliggående skattepolitik spiller ikke nogen synderlig rolle nu, hvor LA's leder ikke aspirerer til Statsministeriet Men hvis Vanopslagh rent faktisk meldte sit kandidatur, blev situationen en helt anden.

Prøv bare at spørge Søren Pape Poulsen (K), der smeltede ned kort for valget af to årsager:

Den ene var de højst mærkværdige scener fra hans privatliv, der nåede offentligheden.

Den anden årsag var den konservative skatteplan, der lå alt for langt til højre, i en grad så Venstre følte sig tvunget til at tage afstand fra den. Den slags kan man køre med, hvis man er et mindre og rebelsk parti. Men det koster, hvis man nærmer sig magten.     

Hvad med udlændingepolitik?

Der er også en række ting, der glimrer ved deres fravær i Vanopslaghs univers. Ikke kun i forhold til den aktuelle bog, men også hvis man følger ham i Folketinget.

Et element er udlændingepolitikken, som Vanopslagh siger meget lidt om. Det er et tema, han skal have med, hvis han skal slå døren ind til flertallet i det blå vælgerkorps – og som også er nødvendigt, hvis LA for alvor have fat i det konservative vælgersegment. Hos den del af de blå vælgere er nationen og sammenhængskraften i samfundet helt afgørende elementer.

Men for Vanopslagh har det hidtil fyldt meget lidt, selv om der også oplagte liberale indgangsvinkler til emnet. Ikke mindst i forhold til hele diskussionen om de islamistiske trusler mod ytringsfriheden. 

Søndag holdt en anden LA'er, formanden for Folketingets Retsudvalg, Steffen Larsen, en tale ved et friluftsmøde i Foreningen Paty, til ære for den myrdede franske lærer Samuel Paty, og LA's spidskandidat til europaparlamentsvalget, Henrik Dahl, har i årevis talt om det.

Så udlændingepolitikken er ikke helt fraværende i partiet, men det er ikke noget formanden, taler ret meget om.

Hvor blev klimaet af?

Et andet felt er klima, som man heller ikke hører særlig meget til fra Vanopslagh. Oprindelig var LA tæt allieret med lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug, som mest har gjort sig bemærket ved at bekæmpe miljø- og klimakrav til landbruget.

Men skal LA fastholde sin stærke position blandt de unge vælgere, må partiet før eller siden til at anlægge en mere ambitiøs klimaprofil. 

Alex Vanopslagh har ikke fundet en mirakelmedicin, hverken for det borgerlige Danmark eller for samfundet som helhed.

Men han har forlenet Liberal Alliance med en større intellektuel tyngde og føjet flere facetter til partiet, så dets potentiale er blevet betydeligt større.