Villy Søvndals historiske valg 2011: 40-årssejren

HISTORIE: Altinget har inviteret tre markante skikkelser i dansk politik til at fortælle om det valg, der for dem var det mest skelsættende. Villy Søvndal mindes særligt det i 2011: "Der er skrevet meget – også ufattelig meget vrøvl – om vores regeringsperiode," skriver han.

Af Villy Søvndal
Forhenværende udenrigsminister og formand for SF

Det er altid vanskeligt at vælge det mest interessante valg efter 19 år i Folketinget. Fordi der har været så mange interessante valg.

Jeg blev valgt til Folketinget i 1994. Første gang er jo som bekendt altid spændende.

Det var valget i 1998 også, fordi det var så tæt og så overraskende. Det var valget i 2001, fordi det sænkede et jerntæppe ned igennem midten af dansk politik. Det var valget i 2005, for det udløste det formandsvalg i både S og SF, hvor Helle Thorning-Schmidt og jeg blev formænd. Det var valget i 2007, hvor SF godt og vel fordoblede stemmetallet

Men når jeg her vil fokusere på valget i 2011, er det, fordi det endte med at blive et historisk valg af flere grunde: Det fandt sted på et tidspunkt, hvor vi stod midt i den største økonomiske krise siden krisen i 1930’erne med tab af 200.000 industriarbejdspladser, en arbejdsløshed, der bare voksede eksplosivt, og som konsekvens et økonomisk råderum, der var meget begrænset. Og det var første valg siden 1971-valget, hvor det lykkedes centrum-venstre at vinde regeringsmagten ved et valg over en siddende borgerlig regering. Lars Løkke Rasmussen tabte valget.

Det blot til venlig erindring til dem, der mener, det må være så let som at klø sig et vist sted for venstresiden at vinde valg i Danmark.

Projekt regering
Valget i 2011 var også historisk, fordi det var første gang i SF’s historie, at vi havde en reel mulighed for efter valget at indgå i en regering efter et meget tæt samarbejde mellem S og SF, der strakte sig over mindst et par år og kulminerede i en række fælles udspil og fælles optrædener i en række sammenhænge. Mere herom senere.

Det var det for mig personligt, fordi det var kulminationen på et langt og spændende politisk liv, der startede med 12 år i byrådet i Kolding, hvor gode valg blev omsat til politisk indflydelse og vigtige politiske læreår. Det blev efterfulgt af 19 spændende år i Folketinget, først som støtteparti til Nyrup-regeringerne frem til 2001. Derefter i absolut opposition til Fogh-regeringernes tætte samarbejde med DF i et Folketing, der var skarpere opdelt, end jeg nogensinde husker, på nogle afgørende spørgsmål som: nedskæringer af klima- og miljøindsatsen, Irakkrig og en ideologisk drejning skarpt til højre.

Erkendelsen i SF efter valgnederlagene i 2001, 2005 og 2007 var, at forudsætningen for at vinde over højrefløjen var et tættere samarbejde i centrum-venstre med S og SF som de centrale aktører. Svarene var meget forbeholdne i starten. ”Jeg ser det ikke lige for mig”, sagde Helle Thorning, da vi pressede på. Efter nogen tid blev det ændret til: ”Der er ikke noget, der principielt udelukker det” – stadig ikke en sætning, der dirrede af lyst, men dog en betydelig åbning. Alt sammen endte det med SF’s indtræden i regeringen i oktober 2011.

Ethvert parti, der vil deltage i et regeringssamarbejde, er nødt til at forberede sig grundigt. Dels i forhold til organisatorisk at finde en formel, der både muliggør at deltage i den beslutningsmaskine, som en regering er, og samtidig sikre en diskussion med de forskellige dele af partiet og omverdenen, et dilemma, som jeg tror, alle partier, der har været med i regeringer, har prøvet. (PS: Der findes nyere eksempler).

Dels i forhold til det politiske indhold, hvor en regering jo nødvendigvis må have samme syn på sagerne.

Derfor forsøgte vi også i denne periode at få De Radikale med i et fælles centrum-venstre-alternativ, men de valgte som så ofte før – og siden – at være mest optaget af at være sig selv. Og i øvrigt lave aftaler med højrefløjen om forringelser af dagpengene og de facto afvikling af efterlønnen. Vi holdt også god kontakt til Enhedslisten. 

S-SF
I den situation blev det derfor naturligt S og SF, der blev krumtappen i at præsentere alternativet til højrefløjen. Vi afholdt de sidste par år op til valget en række møder for at undersøge, om isen kunne bære i forhold til regeringssamarbejdet.

Vi tog det sværeste først: Et fælles integrationsudspil med det mål at løfte integrationen og bryde mønstret af parallelsamfund.

Vi gik videre med et fælles skatteudspil, der indeholdt en række gode elementer: Et større samfundsbidrag fra bankerne til at finansiere et historisk løft af folkeskolen.

En millionærskat, loft over de bedst stilledes fradrag for pensionsopsparinger, en afgift på hurtige aktiehandler til at finansiere et løft af pensionstillægget til pensionisterne og et højere beskæftigelsesfradrag til lønmodtagerne.

Endelig en højere afgift på usunde fødevarer og cigaretter sammen med en afgift på dårligt arbejdsmiljø for at sikre en bedre økonomi i sundhedsvæsenet samt en bedre forebyggelsesindsats.

Det er nok det mest omfordelende politiske udspil i nyere dansk historie fra partier, der gerne vil danne regering. En solid omfordeling fra dem, der har mest, til dem, der har mindst.

Vi sluttede af med det fælles udspil, der hed ‘Fair Løsning – sammen om Danmark’, et detaljeret værk på 93 sider, hvor vi redegjorde for, hvad vi gerne ville, hvis vi vandt magten.

Villy Søvndal til såkaldt sættemøde efter valgsejren i 2011 sammen med Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager. Særligt hos sidstnævnte placerer han ansvaret for, at de efterfølgende år blev så turbulente. "Hvis man sammenligner ‘Fair løsning – sammen om Danmark’ med regeringsgrundlaget, er det tydeligt, hvor De Radikale ikke ville være med," skriver han. FOTO: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

I indledningen redegjorde vi for det principielle valg for fremtiden: Enten en model, hvor fællesskabet fylder mindre, uligheden er større, og den bedste velfærd er for dem, der kan betale. Eller at stå sammen om beslutninger, der gør fællesskabet stærkere.

Ud over udarbejdelse af fælles politiske udspil arbejdede vi sammen på en række områder. Vi lavede fælles kampagnemateriale. Vi talte på hinandens landsmøder og kongresser. Vi optrådte sammen på kongresser i LO og en række af fagforbundene. Vi stod altså skulder ved skulder op til og under valgkampen ud fra den fælles analyse, at skulle vi vinde et valg mod en borgerlig regering for første gang i 40 år, så skulle vi gøre det sammen.

Vores hovedmodstandere ved valget var Venstre med Lars Løkke Rasmussen og DF med Pia Kjærsgaard. Valgets vigtigste temaer var:

  • En langt mere aktiv økonomisk politik for at nedbringe arbejdsløsheden ved at skubbe gang i dansk økonomi i form af en vækstpakke
  • Investering i sundhed og forebyggelse
  • Styrkelse af uddannelse og forskning
  • Løft af integrationen
  • En økonomisk omfordeling fra dem, der har meget, til dem, der har mindst osv. 

Løkke tabte
Valgdagen er altid noget helt specielt. Nu skal det vise sig, om det lykkes at få det flertal, som har kostet så meget arbejde, så mange taler rundtom i landet og i medierne, så mange diskussioner for at finde de kompromiser og fælles svar på udfordringerne. Det kribler altid i maven på valgdagen.

Fra Løkke udskrev valget 26. august 2011 og frem til valgets afholdelse havde jeg stort set ikke været hjemme i huset i Sdr. Bjert ved Kolding, på trods af at vi lige var flyttet ind i huset sammen i sommeren 2011. Disse korte valgkampe med stadig større medietryk er en ret udmarvende disciplin.

På selve valgaftenen var en gruppe af de centrale SF’ere samlet på et hotel i København fra sidst på eftermiddagen for at få styr på nerverne, diskutere de sidste ting, vi skulle have styr på inden aftenens valgfest, og de kommende dages program, hvis vi som ventet vandt valget.

Da de første resultater begyndte at tikke ind om aftenen, kunne vi se, at dette blev tættere, end vi havde regnet med, og vi var nødt til at vente med at komme til festen og kommentere resultatet, til vi var sikre på, at resultatet holdt. Da vi følte os sikre, tog vi afsted til valgfest i TAP2 i Carlsberg Byen. Lars Løkke Rasmussen og det borgerlige Danmark havde tabt valget.

Ufatteligt meget vrøvl
Der er skrevet meget – også ufattelig meget vrøvl – om vores regeringsperiode. Jeg måtte desværre selv slutte i december 2013 som udenrigsminister, da jeg fik en blodprop i hjertet. Jeg har derfor til dels været tilskuer til det politiske liv, indtil jeg i efteråret 2017 besluttede at stille op til regionsrådsvalget i Syddanmark.

Jeg har derfor også haft tid til at tænke og overveje det hektiske forløb op til regeringsdannelsen og efter. Jeg er glad for at konstatere, at når jeg sammenligner den politik, vi førte, og sammenligner med den politik, der er ført i Danmark de sidste fire år, så synes jeg, forskellene er så indlysende, at de taler for sig selv:

Det drejer sig om finansieringen af den fælles velfærd, hvor forskellene på højre og venstre er helt tydelige. I år blev de tydelig understreget, da SF og Liberal Alliance holdt landsmøder samme dag.

Det samme gælder de fordelingspolitiske skillelinjer, herunder kampen mod fattigdommen – også tydelig understreget i forskellen mellem højre og venstre. Forskellene i uddannelsesambitionerne er til at få øje på. Det er absurd at være vidne til de forringelser, der sker i de uddannelser, der er vores mulighed for at klare os i fremtidens internationale konkurrence. På miljøområdet var Danmark verdens grønneste land, og siden da er vi rutsjet baglæns.

Der blev sat klare SF-aftryk på sundhedsområdet, hvor regeringen gjorde endeligt op med Løkkes ideologiske favorisering af privathospitalerne. Vi øgede bistandshjælpen. Vores efterfølgere beskar den. Uanset sætningen om at hjælpe mennesker der, hvor de bor. Hvis nogen spørger, om jeg ikke gerne ville, at vi var kommet endnu længere, er svaret: jo. Hvis man sammenligner ‘Fair løsning – sammen om Danmark’ med regeringsgrundlaget, er det tydeligt, hvor De Radikale ikke ville være med.

Nogle vælgere kom i skyndingen i valgkampen til at forveksle De Radikale med et progressivt parti på fordelingspolitik og finansiering af den offentlige velfærd. Det er en meget farlig forveksling, som man skal passe på med. Denne forveksling blev dyr for de langtidsledige, der midt i en historisk dyb krise, fik halveret dagpengeperioden. Og hvor mange røg ud af dagpengesystemet på trods af ihærdige redningsforsøg fra især SF. Det blev også dyrt for især faglærte og ufaglærte, der kom tidligst på arbejdsmarkedet i hårde nedslidende jobs. De mistede efterlønnen, og der blev ikke lavet en værdig udgang fra arbejdsmarkedet i det Danmark, der er på vej til at få Europas højeste pensionsalder.

De alvorlige konsekvenser har De Radikale stadig ingen fornemmelse for, hvilket ses af den aktuelle pensionsdebat om en rettighedsbaseret ordning for disse grupper.

Jeg håber, at centrum-venstre-vælgerne ved et kommende valg vil drage læren af erfaringerne fra valget i 2011 og den efterfølgende regeringsperiode.  

Forrige artikel Kommentatorer: Ny måling om formandsposten i Venstre er skidt nyt for Kristian Jensen Kommentatorer: Ny måling om formandsposten i Venstre er skidt nyt for Kristian Jensen Næste artikel Kenneth Thue: Historisk set har stemmespild ramt rød blok hårdest Kenneth Thue: Historisk set har stemmespild ramt rød blok hårdest
Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

POLITISK PORTRÆT: Intelligent, strategisk tænkende, politisk engageret, stærk til kommunikation. Men også ilter, hårdhændet, konfliktoptrappende og nærtagende. Det er blot nogle af de begreber, der hæftes på Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen, der har fået en uhørt magtfuld post.