VKs egen sammenhængskraft

Lige nu overlever regeringen ikke på, at der trods alt er flere fællesstandpunkter, der samler dens to partier, end der er særstandpunkter, der splitter dem. Den overlever på oppositionens fortsatte relative talentløshed.

Berlingske
På lederplads

(...) Hvor de interne modsætninger i VK-regeringens første periode oftest kunne tilbageføres til markeringsforsøg, der havde partitaktiske begrundelser, men begrænset politisk perspektiv, så forholder det sig langt alvorligere i dag, hvor skærmydslerne i regeringskredsen har potent politisk karakter. At de senest er blevet formuleret af tidligere statsminister Poul Schlüter (K), og dermed af en »udenforstående«, skal man nok ikke lade sig narre af.

På centrale felter som skat og velfærdspolitik har de senere uger tydeligt vist, at de to partier dybest set vil noget forskelligt. Skismaet kan beskrives på flere ledder. Én måde at sige det på er, at Venstre vil være et bredt midterparti, og at det i den operation opportunistisk har givet køb på en stribe klassiske borgerlige standpunkter, mens det desto mere indædt søger at markere sig på en række såkaldt værdipolitiske positioner (hvilket ofte er en omskrivning af udlændingepolitik og islamkritik).

Heroverfor står så de Konservative, der foretrækker en borgerlig politik, der satser på mere synlige resultater - og lidt mindre på national oprustning. Men billedet er ikke entydigt; kulturminister Brian Mikkelsens tale om kanon på det konservative landsråd var f.eks. en skævert, der mere var egnet til at appellere til vælgere, der fristes af Dansk Folkeparti, end til et mere moderat K-vælgersegment.

Ikke desto mindre er tendenserne klare: Hvis V og K satte sig ned med hinanden og legede en omgang »sandhed eller konsekvens«, ville V være nødt til at indrømme, at partiet er mere holdningsmæssigt på bølgelængde med Dansk Folkeparti end med Det Radikale Venstre. Mens K rødmende måtte indrømme, at dets hu står til Det Radikale Venstre, og at partiet meget gerne ville tage de vildfarne Radikale til sin favn, hvis de ville vågne op til realiteterne og opgive deres selvvalgte marginalrolle som et Venstresocialisterne for de velstillede.

Der er med andre ord tyngde bag det, når K-lederen Bendt Bendtsen kritiserer V-lederen Anders Fogh for manglende statsmandskab. Ligesom der er det, når han bliver jaget på plads igen. Lige nu overlever regeringen ikke på, at der trods alt er flere fællesstandpunkter, der samler dens to partier, end der er særstandpunkter, der splitter dem. Den overlever på oppositionens fortsatte relative talentløshed og på, at hverken K eller V kan opnå noget ved at skubbe den anden part yderligere fra sig.