Om  
Torben M. Andersen
Peter Hummelgaard
Lizette Risgaard

Tidligere overvismand bliver formand for lønstrukturkomité

Komitéen, der blev lovet ved regeringsindgrebet i sygeplejerskekonflikten, skal undersøge lønudviklingen i den offentlige sektor. Formand for komitéen bliver Torben M. Andersen, der er professor i økonomi og tidligere overvismand.

Torben
M. Andersen er udpeget som formand for lønstrukturkomitéen. 
Torben M. Andersen er udpeget som formand for lønstrukturkomitéen. Foto: Phillip Davali/Ritzau Scanpix
Max Læbo Wulff

Efter ti uger med strejke sluttede sygeplejerskekonflikten i slutningen af august måned med et regeringsindgreb. Indgrebet betød, at det mæglingsforslag, som sygeplejerskerne ellers stemte nej til i maj måned, blev til lov.

En del af indgrebet indbefattede en såkaldt lønstrukturkomité, der skal ”analysere lønstrukturer og lønudviklinger i den offentlige sektor”. Dertil skal komitéen også undersøge, hvad det vil betyde, hvis der laves ændringer i lønningerne for de offentlige faggrupper.

Nu er komitéens medlemmer udpeget, meddeler Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen bliver formand for komitéen. Professoren har været en del af Det Økonomiske Råd mellem 1993 og 1996 og 2001 og 2003 som overvismand. Siden 2017 har han været sagkyndigt medlem af rådet.

Torben M. Andersen blev desuden udpeget som formand for det ekspertudvalg af økonomiske og sundhedsfaglige eksperter, der i maj måned blev nedsat for at rådgive regeringen i genåbningen af samfundet.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) lægger i pressemeddelelsen vægt på, at komitéens arbejde skal danne grundlag for kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

”Jeg er glad for, at vi nu nedsætter den lønstrukturkomité, som vi lovede i forbindelse med Folketingets afslutning af konflikten på sygeplejerskeområdet. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er udfordringer med uligeløn i Danmark. Men vi må også erkende, at det er en kompleks debat, og vi har brug for, at der skabes et fælles oplyst grundlag,” udtaler Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen.

I kommissoriet for komitéen fremgår det, at analyserne skal indebære en historisk afdækning af de offentlige lønninger fra tjenestemandsreformerne efter Anden Verdenskrig og frem.

Netop tjenestemandsreformerne var i centrum for sygeplejerskekonflikten, hvor et borgerforslag, der blev stemt ned i Folketinget, ville have reformerne afskaffet. Og reformerne var et centralt argument, der fik sygeplejerskerne til at stemme det forslag, Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner nåede frem til i Forligsinstitutionen, ned.

I forbindelse med komitéens arbejde vil der blive gennemført en offentlig høring. Komitéen vil fremlægge dets rapport senest inden udgangen af 2022.

Udover formand Torben M. Andersen består komitéen af følgende eksperter og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.

Ekspertmedlemmer

  • Mona Larsen, seniorforsker for Vive
  • Mette Ejrnæs, professor i økonomi ved Københavns Universitet
  • Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef for Vive
  • Astrid Würtz Rasmussen, lektor i økonomi ved Aarhus Universitet
  • Lars Andersen, direktør og cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
  • Henrik Bach Mortensen, vicepræsident for Alde.

Medlemmer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter:

  • Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation
  • Rita Bundgaard, sektorformand for HK Stat
  • Mona Striib, forbundsformand for FOA
  • Grete Christensen, formand for  Dansk Sygeplejeråd
  • Claus Jensen, formand for Dansk Metal
  • Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne
  • Jacob Holbraad, administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening
  • Signe Friberg Nielsen, direktør for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
  • Michael Ziegler, formand for for KL’s Løn- og Personaleudvalg
  • Anders Kühnau, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben M. Andersen

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, formand, ATP
m.Sc. (London School of Economics 1981), lic.oecon. (Aarhus Uni. 1984), ph.d. (CORE, Belgien, 1986)

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

0:000:00