Om  
Steffen Kragh
Merete Eldrup

Formand for Nykredits bestyrelse træder tilbage

Formanden for Nykredits bestyrelse, Steffen Kragh, har valgt ikke at genopstille til posten.

Peter Bjørnbak Hansen

Efter 14 år i bestyrelsen har Nykredits bestyrelsesformand, Steffen Kragh, besluttet sig for ikke at genopstille til posten.

Det skriver Børsen.

Dermed træder han formelt set tilbage ved Nykredits generalforsamling 26. marts. 

"Nykredit står stærkt konkurrencemæssigt, der er stor kundetilgang, kapitalgrundlaget er styrket, og Nykredit har en meget dygtig ledelse på plads – jeg har derfor efter 14 år i bestyrelsen, herunder ti år i formandskabet, valgt den stærke situation for selskabet til at udtræde af bestyrelsen," siger Steffen Kragh om sin beslutning.

Bestyrelserne i Nykredit og Nykredit Realkredit vil bruge lejligheden til at konstituere sig under ét med den nuværende næstformand i Nykredit, Merete Eldrup, som ny formand, mens den anden næstformand, Nina Smith, vil indstilles til en ny periode med samme titel for selskaberne.

Også det vil blive til virkelighed på generalforsamlingen 26. marts.

Den kommende formand, Merete Eldrup, siger om rokaden:

"Jeg er glad for at modtage bestyrelsens opbakning til at tage over som formand. Jeg vil sammen med den øvrige bestyrelse arbejde for, at Nykredit også i fremtiden står som en stærk foreningsejet finansiel virksomhed."

For at fuldende rokaden vil Nykredit også indstille den tidligere bankdirektør Jørgen Høholt som nyvalgt medlem af bestyrelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steffen Kragh

Koncernchef for Egmont, formand for Lundbeckfonden, næstformand for Tryg
cand.merc. (Handelshøjskolen i København 1988), MBA (1996)

Merete Eldrup

Formand, Egmont Fonden og Egmont International, Københavns Universitet og Nykredit, fhv. adm. direktør, TV 2, 2007-19
cand.polit. (Københavns Uni. 1988)

0:000:00