Civilsamfundets ABC: B for Borgerinddragelse

Borgerinddragelse kan i forbindelse med almennyttig virksomhed ses som forsøg på at leve op til et oldgammelt princip om participation som det civile livs bærebjælke. I praksis kan der næppe findes eksempler på samfund, hvor alle har deltaget aktivt.

Ganske fri for selvmodsigende elementer er idealer om den slags altså ikke. Det helt fundamentale spørgsmål kan rejses, om det overhovedet giver mening at gøre nogen til genstand for “inddragelse”, når “borgeren” i et demokratisk samfund per definition ikke kan betragtes som et objekt, men som et selvstændigt handlende og myndigt subjekt?

Pragmatisk kan det konstateres, at der i moderne samfund til stadighed gennemføres store og komplekse projekter, hvor mange forskellige interesser og hensyn er på spil. Ingen har tid eller overblik til at følge med og sætte sig ind i alle de projekter, som berører civilsamfundet i al almindelighed. Skal princippet om borgerdeltagelse opretholdes, må der derfor findes måder, som ikke spænder ben for sig selv eller bare producerer en lind strøm af kværulanter.

Inddragelsen blev genoplivet i 1960'erne
Direkte politisk deltagelse blev som moderne demokratisk ideal først for alvor udviklet i tiden omkring den franske revolution med Jean-Jacques Rousseau som en af mange indflydelsesrige tænkere.

Efterhånden som det indirekte, repræsentative demokrati fik fodfæste i de europæiske stater, trådte ideologier om direkte borgerdeltagelse i baggrunden. Siden 1960’erne har en genoplivning fundet sted – nu ofte under betegnelsen brugerdeltagelse.

Konkret har det blandt andet ført til udvikling af en bred vifte af metoder, såsom høringer, konsensuskonferencer og fremtidsværksteder, der sigter mod at involvere berørte, for eksempel i forbindelse med ændringer i arealanvendelse og andre former for fordeling af knappe ressourcer.

Karakteristisk for disse metoder er, at deres demokratiske og praktiske værdi afhænger af, om det står alle deltagere klart, hvad der kan påvirkes, og hvilke præmisser der allerede er lagt fast af projektmagerne og derfor ikke er til diskussion.

Desuden må initiativtagerne gøre sig klart, om de primært ønsker at inddrage folk i rollen som borgere eller som brugere.

Borgere, brugere og medmennesker
Borgerrollen er en politisk identitet, knyttet til stat og offentlighed, hvortil der både er knyttet rettigheder og pligter, blandt andet de såkaldte borgerlige ombud, der fordrer individuel modenhed og gensidig anerkendelse. Rollen forudsætter, at den enkelte oplever at have medansvar for offentlige anliggender.

Brugerrollen er en social identitet, knyttet til marked og privatliv. Som forbruger af varer og serviceydelser har man udelukkende rettigheder – ingen pligter. Denne tankegang er i stigende grad blevet overført til brugere af offentlige ydelser, hvortil der blandt andet er knyttet krav om ligebehandling og klageret.

Ved siden af rollen som borger i staten og (for)bruger på markedet kan vi operere med en rolle som medmenneske i civilsamfundet.

Ligesom civilsamfundet er mindre klart afgrænset end stat og marked, er også rollen som medmenneske mindre klart afgrænset end borger- og brugerrollerne. Rollen som medmenneske er både social og politisk og kommer blandt andet til udtryk gennem foreninger og andre frivillige fællesskaber. Den rummer en udstrakt grad af gensidige forpligtelser.

Den berørte stakeholder
I forbindelse med formaliserede eller ritualiserede forsøg på at inddrage berørte i planer om store samfundsprojekter, er det ofte uklart, om det er medmennesker i rollen som borgere eller brugere, der søges inddraget.

Der tales i den forbindelse om den berørte stakeholder. Det vil sige interessenter, der kan påvirke eller blive påvirket af en given aktivitet. Det gør dog ikke uden videre inddragelsen mere enkel. I sidste instans beror afgrænsningen af interessenterne dels på en strategisk vurdering hos dem, der tager initiativ til samspillet, dels på de berørtes evne og vilje til selv at handle.

Ikke alle projektmagere udstyrer sig med formelle borger- eller brugerinddragelsesprocesser, og så kan det ske, at borgere inddrager sig selv.

Manipulation og hykleri
Potentielle konflikter kan søges undgået ved på forhånd at inddrage udvalgte interesse-repræsentanter i den løbende beslutningsproces. Hvis noget sådant er forbundet med uklarhed om de involveredes intentioner, rettigheder og pligter, kan det dog let føre til beskyldninger om manipulation og hykleri.

Passivisering af kritikere kan nemlig være en mere eller mindre tilsigtet bivirkning ved en sådan “ansvarliggørelsesstrategi”.

Det er dog ganske ualmindeligt, at noget sådant ligefrem nævnes som et formål med borgerinddragelse.

Derimod fremhæves plus-værdier som “brugerdrevet innovation” og ønsker om at skabe “informeret ejerskab”.