Kommentar: Skal civilsamfundet klare sig uden offentlig støtte?

KOMMENTAR: Det bliver ofte debatteret, hvorvidt foreningerne skal blive mindre afhængige af offentlige støttekroner og tjene flere af deres penge selv. Men er det overhovedet realistisk, spørger chefkonsulent Maria Baad Holdt. For hvor skal de penge komme fra, hvis den lille forening ønsker at vokse?

Af Marie Baad Holdt
Chefkonsulent i Ingerfair

For et par måneder siden kunne vi læse i Altinget, at Fonden for Socialt Ansvar stod til at miste sin grundbevilling. Det fik mange, inklusive SDU-professor Bjarne Ibsen, op af stolene. Han mener, at foreningerne skal blive bedre til at finde alternativ finansiering for eksempel i form af medlemskontingenter eller fra indsamlinger.

Der er ingen tvivl om, at medlemsindtægter er gode. Det er penge, der typisk ikke er øremærkede og derfor kan bruges til at dække de huller, der måtte være. Men det kræver en vis volumen af medlemmer, før det gør en reel forskel. 500 Facebook-venner, der hver især betaler et årligt beløb på 340 kroner (gennemsnittet af fire store danske nationale foreningers kontingent), løber op i 170.000 kroner. Det er selvfølgelig også en slat penge, men de rækker ikke særlig langt. Og er man en nystartet forening, er det slet ikke sikkert, at man kan overtale sine Facebook-venner til at betale så meget i medlemskab. Det er en helt anden problematik.

Så kan man se på indsamlinger i stedet. Men de koster også penge. Overraskende mange penge, som vi kunne læse i Altinget, der har analyseret ti organisationers indtægter og udgifter for årets indsamlinger. Løber man årsregnskaberne igennem for nogle af landets store og små organisationer, kan man se, at det er meget normalt, at der skal investeres mindst 400 kroner for at skabe et overskud på 1000 kroner. Indsamlingsbøsser, materiale til uddeling og reklamekampagne i forbindelse med indsamlingen er bare nogle af de ting, der skal bruges penge på. Men hvor skal de penge komme fra, hvis du er en lille organisation, der gerne vil vokse?

Fremskridt er kun for de store foreninger
På Folkemødet i år hørte jeg en generalsekretær fra en af landets største organisationer i en debat sige, at han mener, at det offentlige og fondene kun burde give penge til de store organisationer, fordi de er de eneste, der reelt har kompetencerne til at løfte de store samfundsopgaver.

Jeg blev ekstremt provokeret, for det er absolut ikke kun de største organisationer, der er nytænkende. Der kommer så mange fine aktiviteter fra den engagerede borger. Se bare, hvad der skete for Ole Kassow med rickshawen, hvis initiativ nu er blevet en international bevægelse af frivillige, der cykler med ældre og andre, der har brug for vind i håret. Cykling uden alder opstod ikke i en stor forening. Den opstod, fordi der var én, der så et behov og derefter gik i gang med at løse den udfordring.

Jeg er enig med Bjarne Ibsen i, at det er ekstremt prekært, at foreninger er så dybt afhængige af én finansieringskilde, at forsvinder den, falder hele korthuset sammen. Det så jeg ske i stor stil, da den britiske regering i 2010 lancerede Big Society og i samme åndedrag fjernede grundfinansieringen fra mange organisationer, hvilket resulterede i masselukning og nedskæringer i foreninger og organisationer landet rundt. Men det betyder jo ikke, at selvsamme organisationer og foreninger bare lige kan lave en indsamling eller få adgang til store indtægter fra medlemmerne. Og slet ikke nu, hvor andre professorer spår om dalende medlemstal. Men hvad kan de så gøre?

Desværre ligger jeg ikke selv inde med svaret. Jeg er klar over, at det er vigtigt, at der sikres finansiering mange forskellige steder fra. Det er bare lettere sagt end gjort.

Jeg tror på, at hvis foreninger og organisationer skal finde alternative finansieringsmuligheder, så skal de i gang med at sætte en pris på det, de gør. Det er ikke nemt, hvis ikke du kan sælge et konkret produkt. Men det kan dog lade sig gøre.

Tæl timer og sæt prisen
På en tidligere arbejdsplads skønnede vi, hvor mange timer det tog for eksempel at rekruttere frivillige og finde brugere til at starte en ny gruppe. Vi talte også, hvor mange timer vi cirka brugte på at vedligeholde eksisterende grupper, og de beløb gik vi til virksomhederne med. Med gode historier og billeder under armen fortalte vi om den forskel, de kunne være med til at gøre for vores brugere lokalt. Enten ved at støtte eksisterende grupper eller ved at være med til at starte endnu flere.

I en nyligt optaget Ingerfair-podcast fortæller Mads Roke Clausen fra Frivilligrådet om den ph.d., han er i gang med, der netop skal kigge på den sociale kapital, frivillige organisationer skaber, og hvordan det kan være en investeringsmulighed. Igen er det dog en mulighed, der hovedsageligt vil være til for de store organisationer.

Kend dit værd og sælg det
Der er også en anden vej, hvis du er en lokalforankret organisation. Det fandt jeg ud af efter at have holdt sparringsmøder med to forskellige, dybt engagerede frivillige, der ligesom Ole så et behov og gjorde noget. Begge har i hvert deres lokalområde fået en aktivitet til at vokse, der skaber liv og forandring lokalt. Den ild, der blev tændt i dem, da de så en mulighed for at gøre en forskel, har fået flere med ombord såsom frivillige, interesserede byrødder og lokale virksomheder. Sidstnævnte i form af sparring og donationer til den gode sag.

Og her er måske svaret på spørgsmålet. Nemlig at du skal ’sælge’ dit projekt. Disse to engagerede borgere er virkelig dygtige til at sætte ord på og sælge det, de gør. De taler om deres aktivitet og den forskel, de gør, så du slet ikke kan lade være med at ville være en del af det. De ved, at deres aktivitet gør en forskel, og det driver dem til at ville gøre mere. De ved, hvad 5-10-15.000 kroner kan gøre af forskel for den sag, de brænder for. Og de er ikke bange for at fortælle det.

 ---

Marie Baad Holdt har siden 2013 været chefkonsulent i Ingerfair. Forinden har hun været bosiddende i England i 13 år, hvor hun blandt andet har arbejdet som frivilligkonsulent, projektleder og kommunikationschef for forskellige ngo’er. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Kommentar: Lovforslag spænder ben for udviklingsarbejde Kommentar: Lovforslag spænder ben for udviklingsarbejde Næste artikel Kommentar: Fondene rækker ud til danskerne på de sociale medier Kommentar: Fondene rækker ud til danskerne på de sociale medier
  • Anmeld

    John Ebbestrup Hansen · Tidligere udviklingschef i KFUM's Sociale Arbejde

    Finansiering af det frivillige sociale arbejde

    Marie Baad Holdt stiller i artiklen spørgsmålet om de frivillige sociale foreningen kan klare sig uden offentlig støtte og evt. finde alternative finansieringskilder.
    Svaret ligger ikke lige til højrebenet, erkender artiklens forfatter.
    Spørgsmålet er evigt aktuelt for stort set alle NGO ér og fylder meget i foreningernes dagligdag.

    Langt de fleste foreninger er afhængige af offentlig støtte, men nogle af de store landsorganisationer har også solide egenkapitaler og henter finansiering fra bl.a. overskud fra organisationernes ejendomme.
    De mindre foreninger kæmper derimod en daglig kamp for at sikre finansiering af de mest nødvendige driftsudgifter og bruger mængder af kræfter for at skaffe midler fra offentlige kasser og private fonde.

    Med afskaffelsen af Satspuljen skal der findes nye metoder til fordeling af offentlige støttekroner til det frivillige sociale arbejde. Situationen er en god anledning til at få vendt hele det offentlige støtteområde, så støtten bliver mere retfærdig og sikrer en mere kontinuerlig støtte til det frivillige sociale arbejde.

    Hvad angår alternativ støtte er det jo rigtigt som Marie Baad Holdt skriver, at de rigtige ideer med lokal forankring ofte kan opnå økonomiske støtte fra mange sider, men udfordringen er at sikre finansiering på længere sigt, når først projektet er kommet i drift og den lokale interesse måske daler en smule.