215 glade fribadere, fire sure foreninger og en fortørnet festival

UGEREVY: Der er noget for både gnavpotter og humørbomber i denne uges civile overblik. Vi skal omkring fribadere, religiøse foreninger, en forurettet festival og en aflyst brancheforening.

Vi nærmer os den tid på året, hvor vinterbaderne springer ud. I Vejle får de snart også noget at springe ind i, når kulden bider i balderne. 
Vi nærmer os den tid på året, hvor vinterbaderne springer ud. I Vejle får de snart også noget at springe ind i, når kulden bider i balderne. Foto: /ritzau/Jan Dagø
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen.

Vi beklager at måtte meddele, at weekenden er omme. Men i det mindste kan vi byde velkommen til et overblik med både surt og sødt. Og dermed kan du starte ugen i komplet balance.

Okay, måske er der mest af det sure. Men det skal nu ikke få lov at spolere humøret, når nu der er så meget at være tilfreds med.

Tag nu for eksempel frivilligt arbejde. Tager man del i det, bliver man ikke blot i bedre humør, imens man foretager det. Man drager også fløjtende og trallende afsted til sit lønnede job.

De nyeste tal fra God Arbejdslyst Indeks 2017 viser nemlig, at folk, der bruger fritiden på frivilligt arbejde, har større arbejdslyst og lykkefølelse end folk, der ikke gør. Faktisk scorer de frivillige højere på samtlige syv faktorer, der giver god arbejdslyst. Det kan du læse mere om her.

I Vejle er munterheden heller ikke til at tage fejl af. Her har den lokale vinterbadeforening Morgenrøden efter 13 års kamp fået halvanden million kroner til de 215 frost-resistente vandhunde, der dypper tæer (med mere) ved Tirsbæk Strand.

Pengene skal bruges til fire flytbare træhuse, der skal rumme omklædning, brusebade og sauna.

”Vi kan næsten ikke få armene ned ved tanken. Det er 13 år siden, vi begyndte at gå målrettet efter at få faciliteter herude,” siger badeformand Karen Blok til Vejle Amts Folkeblad.

Andre har for længst fået armene ned. For selv om kommunerne for tre år siden fik besked på ikke at gøre forskel på religiøse og ikke-religiøse foreninger, foregår der stadig forskelsbehandling, skriver Kristeligt Dagblad.

En rundspørge foretaget af Dansk Ungdoms Fællesråd viser, at fire ud af de 20 religiøse foreninger under DUF-paraplyen stadig får afslag på tilskud, de er berettiget til efter folkeoplysningsloven.

”Vi må konstatere, at problemet fra 2014 ikke er løst. Der er fortsat brug for, at politikerne fra Christiansborg sætter fokus på området,” siger DUF-formand Kasper Sand Kjær i artiklen her.

Og nu hvor vi har fat i det pekuniære, så er der jo også moms-sagen.

Det korte referat af sagen er, at regeringen vil sløjfe den nuværende ordning med moms-refusion til alment velgørende organisationer og erstatte den med en anden mindre pulje. Det betyder, at der skal ryddes ud i, hvem der skal modtage støtten fremover.

Og det er Roskilde Festival fortørnet over. For en ting er, at festivalen står til at miste omkring 10 millioner kroner årligt. Men det er de underliggende præmisser om, at festivalens almennyttige arbejde er mindre værdifuldt end andet almennyttigt arbejde, der virkelig støder festivalen på manchetterne.

For først fremhævede skatteminister Karsten Lauritzen (V) i dette interview med Altinget Roskilde Festival som et eksempel på, at refusions-ordningen ikke fungerer. Og dernæst kaldte Joachim B. Olsen (LA) i denne artikel det helt urimeligt, at festivalen er den største modtager af støtten.

I sidste uge svarede festivaldirektør Signe Lobdrup så igen.

”Jeg anerkender fuldt ud, at vi er anderledes. Og vi er en anden type almennyttig organisation. Men jeg anerkender ikke, det skal være en type af almennyttighed, som ikke er lige så rigtig eller vigtig,” siger hun i artiklen her.

I Aarhus er der også noget at være knotten over. For kommunen har fået et havnebad til 40 millioner kroner forærende. Og hvorfor skulle man så være sur over det? spørger den undrende læser. Jo, det er såmænd, fordi der er tale om en fondsgave med modhager.

For at kunne tage gaven fra Salling Fonden i brug er kommunen nødt til at sikre kvaliteten af badevandet. Og det kommer til at koste i omegnen af 20 millioner kroner, skriver Jyllands-Posten.

Nu kunne Aarhus Kommune jo bare have sagt nej til gaven, er der nok nogle, der vil indvende. Men det gjorde kommunen ikke. Så havnebadet bliver indviet til maj næste år.

Og apropos fonde: Vi bringer en aflysning. Det er en brancheforening, der er blevet skrinlagt. For trods udtalte ønsker om en forening, der kan varetage fondenes interesser over for det politiske miljø, har direktørerne for de største erhvervsdrivende fonde ikke kunnet blive enige om en brancheforening.

”Skridtet med en brancheforening er nok for stort,” siger direktør i Spar Nord Fonden Steffen Nørgaard til Børsen (kræver abonnement).

I stedet er der nu nedsat en arbejdsgruppe, der skal forberede et videnscenter, som med lidt held kan etableres næste år.

Nu skal det hele jo ikke være så surt. Så her er en ny beregner.

Den er simpel. Den er gratis. Og så kan den sætte tal på, hvor stor værdi det skaber, når en virksomhed finder plads til folk på kanten af arbejdsmarkedet.

Og det kan der være god brug for, mener Annette Dupont, som er business development director i firmaet Borg & Bigum.

”Hvis ikke man har en beregner, kan alle jo gå rundt og hævde, at de er socialt ansvarlige. Men med beregneren kan man differentiere sig over for konkurrenterne og komme med solide argumenter i forhold til kommunernes indkøb,” siger hun til Altinget.

Og glade budskaber er der flere af. I april gik Coop Crowdfunding i luften med et erklæret mål om at indsamle 11 millioner kroner til 19 små og større projekter fra udbygning af Dagli'Brugsen i Svenstrup til økologisk whisky i verdensklasse fra Ærø.

Og målet er næsten nået. 10 millioner kroner er kommet i kassen. 1900 medlemmer af Coop har støttet projekterne med enten investeringer i størrelsesordenen fra 1.000 kroner og op eller ved donationer.

”Vi har fundet en model, der vil kunne finansiere både små og store fødevareiværksættere i fremtiden. Det bekræfter os i visionen om at skabe Andelsbevægelsen 2.0, hvor vi løfter i flok,” siger projektdirektør Charlotte Skovgaard her.

Og så er vi nået til Ugens Flotte Fyr.

 

Ja, det er Altinget: civilsamfunds egen Rasmus Løppenthin – her fanget på en tilfældig arbejdsdag i Rwanda.

Rasmus kan nu også skrive redaktør for Altinget: udvikling på sit visitkort. Det betyder dog ikke, at han holder sig fra de civile spalter. Fremover skal han bare lave dobbelt så meget.

Ugen, der kommer, er fuld af halløj.

Tirsdag starter med en konference på Christiansborg om handicappede på arbejdsmarkedet. Det er Landsforeningen LEV og KLAPjob, der arrangerer. Og konferencen begynder 9.30.

Klokken 11 afholder statsministeren topmøde på Marienborg. Her mødes foreninger, fonde og frivillige med kommuner, regioner, arbejdsmarkedets parter og en håndfuld ministre for at dkuskutere, hvordan man får flere danskere op af sofaen og ind i foreningslivet.

Og klokken 12.30 stiller Globalt Fokus spørgsmålet "Civilsamfund, hvorfor organiserer I jer ikke bedre?”. Det er den første af tre sessioner om civilsamfundet, og der vil være oplæg af blandt andre den radikale Martin Lidegaard og Neil Jameson fra Citizens UK.

Torsdag er det sidste chance for at få pudset ansøgningerne til to puljer på højskole- og folkeoplysningsområdet af. Puljerne ligger under Kulturministeriet, og fristen udløber klokken 23.59.

Og lørdag sætter tænketanken Cura engagement og samfundsudvikling på dagsordenen. Der bliver plads til både Macron, Løgstrup og lokalaktivistiske medborgere. Hele herligheden starter klokken 12.45 i Vartov i København.

Lørdag er der også finale i DM i foreningsudvikling, arrangeret af DGI. Vinderne er dem, der formår at tænke nyt og strategisk og evner at realisere deres ideer, samtidig med at de motiverer og engagerer så mange som muligt i processen. Danmarksmesterskabet foregår på Ollerup Gymnastikhøjskole.

Nu har vi ikke mere at dele ud af i denne ombæring. Men der kommer et nyt overblik om en uge. Og mon ikke det også vil rumme både surt og sødt fra det civile Danmark?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00