Aktivisten, som blev Bernies højre hånd og mobiliserede millioner af mennesker

ZACK EXLEY: Han startede som en ung og middelmådig organisator i fagbevægelsen og endte som manden, der engagerede millioner af frivillige for Bernie Sanders. Et ubehageligt møde på en fabrik i Minneapolis blev vendepunktet.

Bernie Sanders var stjernen. Men uden en stærk kampagnestab i ryggen er det tvivlsomt, om han var blevet en central spiller i valgkampen.
Bernie Sanders var stjernen. Men uden en stærk kampagnestab i ryggen er det tvivlsomt, om han var blevet en central spiller i valgkampen.Foto: Polfoto
Rasmus Dahl Løppenthin

Zack Exley trådte ind i auditoriet på Harvard. Og der sad de så, blomsten af Amerikas ungdom, omkranset af væggene fra verdens måske mest ikoniske universitet. Han forestillede sig, at de måtte være de rene unika, masterminds, som sad klar med små laptops og store karriereambitioner.

“Men da jeg lærte dem at kende, stod det hurtigt klart, at deres liv var et rod. At flere af dem havde svært ved at holde sammen på deres tilværelse, og mange i øvrigt ikke havde den store indsigt i hverken historie eller politik,” siger Zack Exley.

Han har netop afsluttet et forløb som gæsteunderviser på Harvard og er i den internationale superliga for såkaldte political organizers. Og Zack Exleys analyse af amerikanske superstudenter er ikke bare kontroversiel. Den er også et udtryk for den tankegang, som gjorde det muligt for ham at vække en slumrende amerikansk fagbevægelse i Minnesota og arrangere intensive kampagner mod Irak-krigen.

Det hele kulminerede så sidste år, da han var med til at mobilisere millioner af begejstrede Bernie Sanders-tilhængere i den amerikanske præsident-valgkamp. 

Foto:
Foto: Polfoto

“Vi gav de frivillige rum til at lede,” lyder den korte forklaring på succesen fra Zack Exley.

Den lange forklaring er anderledes snørklet og starter i nordstaternes arbejderkvarterer i 1990'erne.

Sløv start i fagbevægelsen
Dengang var der nu intet, som tydede på, at Zack Exley havde et særligt talent for at mobilisere mennesker. Tværtimod havde han sjældent held til at hverve medlemmer til fagbevægelsen på de amerikanske fabrikker i Minnesota og Michigan.

Foto: Polfoto
Foto: Ron Sachs/Polfoto

“Vi mistede virkelig fodfæste i den periode,” husker han.

Han var frustreret og undrede sig over, hvad der mon gik galt.

I 40’erne og 50’erne havde den amerikanske fagbevægelse massiv opbakning på trods af, at fabriksejerne hyrede folk med våben, som ved flere lejligheder skød på strejkende og dræbte fagforeningsledere. Nu kunne man dårligt nok skaffe medlemmer, selvom fabriksarbejderne ikke skulle gøre andet end at åbne døren og udfylde en formular. Fagforeningens ansatte prøvede virkelig at gøre det nemt for de potentielle medlemmer – alligevel bed de ikke til bolle.

“Og jeg indså, at det var, fordi det ikke handler om at gøre det nemt for folk. Vi greb det helt forkert an. Det var ikke rigtige strategi at sende 23-årige nyuddannede universitetskandidater ud at stemme dørklokker i massevis. Fabriksarbejderne tog os simpelthen ikke alvorligt,” siger Zack Exley.

40’erne og 50’erne var ikke præget af professionelle og akademiske fagforenings-organisatorer. Det var arbejderne selv, som gik ind i fagforeningskampen.

“Det var en fejl bare at hverve folk i blinde. Vi blev nødt til at identificere personer med lederpotentiale og få dem overbevist om, at de ansatte på fabrikken skulle have en fagforening i ryggen.”


Zack Exley blev omkring årtusindskiftet landskendt for en hjemmeside, der lavede parodier af George W. Bush.

Tankegangen var et nybrud med den konsensus, som herskede blandt amerikanske fagforenings-organisatorer. Mange hang stadig fast i en marxistisk inspireret tankegang om, at arbejderne var en flok får med falsk bevidsthed, som skulle vækkes af de lærde.

“Fagforeningerne var i høj grad blevet overtaget af børn fra den øvre middelklasse med en universitetsbaggrund, som ikke havde nogen idé om, hvordan livet er på en fabrik. Og som mødte arbejderne med indgroede fordomme om, at de ikke kunne tænke en selvstændig tanke, og derfor havde behov for et stærkt lederskab fra vores side,” siger Zack Exley.

“Og det er klart, at hvis du kommer ud til en gruppe fabriksarbejdere og taler fagforeningstaktik eller politik; ja, så vil du opleve, at de fleste af dem, du møder, fremstår lidt ignorante.”

Det samme gælder for langt de fleste mennesker. De færreste er eksperter i politik eller historie – og det gælder også for Harvard-studerende.

“Min pointe er, at hvis man mødte Harvard-studerende med de samme negative stereotyper i baghovedet, som vi fagforenings-organisationer havde i forhold til fabriks-arbejderne, ville der ikke være den store forskel. Så ville begge grupper fremstå ret uvidende,” siger Zack Exley.

Forskellen er, at vi godt ved, at Harvard-studerende er højt begavede og har nogle unikke egenskaber – ellers kunne de ikke gå på et af verdens fineste universiteter. Men fabriksarbejderne har også unikke talenter, som de nyudklækkede uni-kandidater fra fagbevægelsen – ifølge Zack Exley – ignorerede i årtier.

En historisk fejltagelse, som ifølge Zack Exley er med til at forklare, hvorfor opbakningen til de amerikanske fagforeninger er styrtdykket på et par generationer: fra 20 til godt 6 procent.

Han ville dog ikke acceptere den udvikling og satte sig for aktivt at knække kurven. Så tilbage i 1997 lagde Zack Exley en plan, der skulle ende med at medføre en jordskreds-succes for fagbevægelsen i Missouri.

Første skridt var at lade sig ansætte på en fabrik i Minneapolis.


Blå bog: Zack Exley

- Født (1969)
- Bachelor i Social Thoughts & Political Economy, University of Massachusetts Amherst (1993)
- Organizer i fagbevægelsen (1993-1999)
- Skaber hjemmesiden GWBush.com, der parodierer George W. Bush (2000)
- Stifter af MoveOn.org, der ville stoppe Irak-krigen (2003)
- Digital chef for præsidentkandidat John Kerry (2004)
- Leder af en række kampagner, bl.a. kommunikationschef for Wikimedia Foundation, 2005-2015
- Senior-rådgiver for Bernie Sanders (2015-2016)

 

Ansatte stoppede fyringsrunde
“Du siger ikke et ord!”

Den ældre kvinde tog fat i sin unge kollega og så på ham med et bestemt blik. Zack Exley havde fanget budskabet.

Han var relativt ny på fabrikken, og ledelsen havde efter japansk forbillede besluttet sig for at indkalde de ansatte for at høre, hvordan de kunne effektivisere produktionen. Det lød sådan set meget attråværdigt. Flere af arbejderne var dog mistænksomme. De var overbeviste om, at ledelsen ikke ville følge den japanske metode helt til målstregen.

“I Japan bruger man metoden til at sænke arbejdspresset for de ansatte. Men her var flere kolleger overbeviste om, at de ville bruge det til optimere og derefter fyre ansatte,” siger Zack Exley.

De ansatte var derfor blevet enige om, at de skulle møde frem uden at sige et kvæk.

“Så vi sad bare og stirrede. Det har helt utrolig ubehageligt og akavet,” husker Zack Exley.

Men det virkede. Fabrikken blev ikke effektiviseret. Ingen mistede deres job.

“Og jeg fik samtidig set, at der var en masse stærke personligheder på fabrikken, som var klar til at påtage sig et lederskab.”

Efterfølgende fik Zack samlet frontfigurerne i aktionen mod ledelsen og holdt et møde, hvor han opfordrede dem til at lade sig organisere i en fagforening. Og så gik han – så de kunne diskutere i fred.

“Efter et kvarters tid kom de så ud og sagde: 'Ok, vi er klar til at være med'.”

Herefter tog det fart. Fagforeningsfolkene omkring Zack Exley ændrede strategi og mindset. I stedet for at stemme fabriksarbejderes dørklokker i blinde lavede man et solidt forarbejde for at identificere, hvem der havde kollegernes respekt.

“Vi fandt ret hurtigt ud af, at ud af en gruppe ansatte på 300 var der typisk 30 til 50, som havde lederpotentiale. Og dem samlede vi så,” siger Zack Exley.

Resultaterne var til at tage at føle på: I løbet af ganske få år fik man etableret 2000 nye lokale fagforeninger i Minnesota.


Zack Exley var også en central figur i de mange kampagner og demonstrationer mod Irak-krigen i 2003.

Blev bestormet af frivillige
Og erfaringerne skulle vise sig værdifulde, da Zack Exley små 20 år senere blev en central figur i Bernie Sanders' strategiske kommandorum.

Efter tiden i den amerikanske fagbevægelse var Zack Exley begyndt at arbejde med politik. Han blev landskendt i 2000 for sin hjemmeside, der parodierede George Bush jr., og han var leder af den digitale kampagne for demokraten John Kerry, der tabte til samme Bush i 2004.

Alligevel var Zack Exley ikke forberedt på den orkan, der ramte ham, da han i august 2015 blev seniorrådgiver for Bernie Sanders, som ville tage kampen op med Hillary Clinton om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

“Pludselig kom der den her ældre fyr, som satte ord på de ting, politikerne ikke plejede at turde tale om. Han argumenterede for fri sundhedsforsikring og uddannelse. Og det var ikke et populistisk statement – for der florerede en række YouTube-videoer, som viste, han havde haft de samme synspunkter siden 1970’erne,” siger Exley.

“Det skabte en massiv begejstring, og der var voldsomt store mængder af mennesker, som meldte sig.”

Det var på sin vis en luksus for den erfarne organisator at have tusinder og atter tusinder af amerikanere, der bankede på for at gøre en forskel.

“Men det var virkelig også en udfordring at holde kog i begejstringen og få skabt en struktur, så vi kunne give dem opgaver, der hjalp kampagnen,” siger han.

 

Strategien blev at inddele folk i grupper lokalt og samle mellem 50 og 500 til stormøder. Her forsøgte Zack Exleys team så at engagere folk til at blive værter for ringe-aftener, hvor der blev kapret stemmer over telefonen.

“Og så stod vi der på scenen og viste hjemmesiden og formularer om, hvordan de kunne registrere sig. Det var utrolig nemt for folk,” siger Exley.

Alligevel skete der ingenting. Folk meldte sig ikke til – man havde begået samme fejl, som da fagbevægelsen stemte dørklokker i blinde i 1990’erne.

“Igen var nøglen at få identificeret, hvem der rent faktisk havde lederpotentiale,” siger Zack Exley.

Han kom frem til en løsning, som muligvis forekommer meget amerikansk for en lettere introvert skandinav. Men det virkede.

“Vi råbte til forsamlingen: ‘Hvem har lyst til at holde ringe-aftener i jeres hjem? Kom op på scenen og meld jer!’”

Og så viste de sig, dem. der havde potentialet til at organisere andre tilhængere. De trådte frem, tog mikrofonen og fortalte, hvor og hvornår man kunne komme. Og hurtigt samlede der sig en ring rundt om de nyslåede frivillige ledere. Der blev aftalt, hvem der tog chips, dip og øl med, når der skulle ringes i den gode Sanders-sags tjeneste.

“Og det er helt ufatteligt, hvad der skete derefter. Vi fulgte samme strategi over hele landet, og da kampagnen var slut, kunne vi tracke, at der havde været holdt 100.000 ringe-aftener,” siger Zack Exley.

Hillary Clinton endte med at trække det længste strå, inden hun selv måtte lide den tort at tabe til republikaneren Donald Trump. Flere kommentatorer har siden peget på, at Sanders ville have haft en bedre chance end Hillary i en direkte duel med Trump.

På trods af nederlaget var det et nybrud i amerikansk politik, at en så relativt ukendt karakter pludselig blev en seriøs kandidat i kampen om at blive præsident i USA. Han blev båret frem af begejstrede tilhængere, som blev samlet, organiseret i en koordineret hverveindsats. Men succesen skyldtes ikke kun et succesfuldt kampagne-apparat, pointerer Zack Exley.

“Det kunne kun lade sig gøre, fordi Sanders var så stærk en person med et budskab, som ramte utrolig mange mennesker. Og det, tror jeg, er nøglen, som alle, der arbejder med kampagner, må indse. Du kan være nok så dygtig en organisator og strateg – men hvis ikke din sag taler til folk, får du rigtig svært ved at mobilisere frivillige,” siger Zack Exley. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00