Alle og enhver ved da, hvordan en tankstation ser ud. Eller gør de?

FREMTIDSTANKE: En servicestation i det sydlige England byder på gourmetmad, lokal kunst og social ansvarlighed. Den er vokset ud af lokalsamfundet og giver gevinst til sine omgivelser hver dag. 

Carsten Terp Beck-Nilsson

Elendig kaffe, sjasket grillmad og en arkitektur, der nærmest skriger til de besøgende, at de skal skynde sig videre, inden deres nethinder bryder i brand.

Omtrent sådan er et besøg på den typiske motorvejstank. Nogenlunde lige så opmuntrende som en knæoperation. Lige så pirrende som størknet cement. Men sådan behøver det ikke være. Det demonstrerer en britisk servicestation.

Her, lige ved den brølende M5, der skærer det sydlige England midt over, ligger den. Skåret ind i de omgivende bakker. Diskret. Idyllisk. Praktisk. Med et tag af græs, der mest af alt får den til at minde om et fælleshus i en hobbitlandsby.

Hos Gloucester Services kan du nyde et fem-stjernet måltid, købe lokalt forarbejdede varer og tilbringe et uforstyrret øjeblik i zen, praktisk talt uden at kunne høre motorvejen blot få meter væk.

Vi har skabt permanente job, permanente indtægter til de lokale producenter og en permanent indtægtskilde for civilsamfundet i området.

Mark Gale
Social entreprenør

For at det ikke skal være løgn, udspringer ideen om den bæredygtige rasteplads af det lokale civilsamfund. Og hver dag betaler den tilbage til området, der huser den.

Harry Potter og det årlige osterul
14 kilometer væk jagter en lille purk i korte bukser, T-shirt og kasket duer på torvet i Gloucester by – uden den fjerneste ide om, hvad han skulle stille op, hvis han endelig skulle fange en.

Ellers sker der ikke meget på en tidlig formiddag her i den småsøvnige provinsby klos op af grænsen til Wales.

I statistikkerne er Gloucester omtrent gennemsnitlig, omend lidt mere produktiv, lidt bedre uddannet og en smule bedre økonomisk stillet end England som helhed. Derudover udmærker byen sig mest ved at have lagt katedral til optagelserne af Harry Potter. Og så selvfølgelig det årlige osterul i bakkerne uden for byen, hvor deltagere fra hele verden dyster om at trille en ni-punds Double Gloucester ned ad en bakke, spurte efter den og komme først over målstregen.

Vinderen får osten.

Fra passiv til aktiv
Men Gloucester er mere end bare en by, som trafikken glider forbi. Nu gør bilerne holdt.

”Jeg vågnede forleden morgen og hørte transportminister Chris Grayling sige i radioen, at alle tankstationer i fremtiden bør være som Gloucester Services. Jeg troede først, det var en drøm, men det var rigtigt nok,” siger Mark Gale.

Det er ham, der er overhobbitten, direktør i fonden Gloucestershire Gateway Trust og drivkraften bag Gloucester Services.

Mark Gale benægter, at han har fået ideen. Gloucester Services er vokset ud af lokalsamfundet, siger han. Men at det er ham, der har gjort tankerne til virkelighed, er indiskutabelt.

”Vi havde en motorvej, som primært bidrog med forurening og færdselsuheld. Så vi besluttede os for at vende et passiv til et aktiv,” siger Mark Gale.

Mark Gale er et velkendt ansigt i og omkring Gloucester. I 20 år har han arbejdet som community organizer i området. [Foto: Thousandwordsmedia.com]

 

Farmshop, galleri og gourmetrestaurant
Glasdørene i hobbithuset med det grønne tag glider lydløst til side, og man træder ind i en bikube med lyse vægge, fritlagte træbjælker og overraskende højt til loftet.

På venstre side ligger en farmshop på størrelse med en gennemsnitlig Føtex, hvor lokalt producerede varer fra 150 leverandører bliver solgt. Her er økologisk saft, pølser, ost og en slagterafdeling, hvor en slagter i rødt forklæde skærer kvæg og svin fra de omkringliggende gårde ud.

En slagter skærer lokalt kød ud i farmshoppen hos Gloucester Services. [Foto: Carsten Terp]

 

Der er også delikatesser, små kager og chokolader, anrettet på fade og tallerkener på rå plankeborde. Og så er der tøj og legetøj fra egnens virksomheder.

Til højre ligger et galleri, hvor 200.000 gæster om året kan se værker fra lokale kunstnere, ved siden af det mest besøgte turistkontor i Sydengland.

Og lige fremme ligger servicestationens kronjuvel, Le Champignon Sauvage, en gourmetrestaurant og -cafe med retter baseret på lokale råvarer. I den navnkundige ”Good Food Guide” over Englands 50 bedste restauranter ligger spisestedet nummer 16, ikke mange pladser under ”The Fat Duck” og ”Restaurant Gordon Ramsay”.

Der er højt til loftet i restauranten Le Champignon Sauvage hos Gloucester Services. [Foto: Gloucester Services]

 

400 ansatte
Der er et mylder af mennesker i bikuben – ikke mindst de mange ansatte, som driver de daglige aktiviteter under de lyse lofter.

”Da vi i sin tid præsenterede ideen om Gloucester Service, sagde vi, at vi forventede at få 300 ansatte. Og alle sagde, at vi skød vildt over målet,” siger Mark Gale.

”Nu er vi 400.”

I det hele taget blev ideen mødt med skepsis: en flok idemagere uden en krone på lommen med en plan om en socialøkonomisk, lokalt forankret gourmet tankstation på motorvejen?

”'I må være fuldstændig åndssvage. I får aldrig en byggetilladelse'.”

Mark Gale trækker på smilebåndet. Nu ligger servicestationen der. Med en afdeling på hver side af motorvejen.

Og der er en grund til, at det er lykkedes.

For de mindste gæster på rastepladsen er der opført en legeplads i træ ud for caféens udendørs borde. [Foto: Carsten Terp]

 

Vi holder, hvad vi lover
Når Mark Gale går tur i Gloucester og de omkringliggende småbyer, skal han sætte god tid af. For uanset hvor han bevæger sig hen, er der folk, som gerne lige vil vende det ene eller det andet med fondsdirektøren.

I 20 år har den sociale entreprenør og community organizer gennemført lokale projekter omkring bæredygtighed og social inklusion sammen med områdets velgørende foreninger. Den forankring i lokalsamfundet var en afgørende forudsætning for, at humlebien kom op at flyve.

”Vi havde en historisk track record at bygge på. Folk vidste, at når vi lovede noget, leverede vi,” siger Mark Gale.

Derfor kunne han – med et lån fra et par velgørende organisationer i området – købe det stykke land, Gloucester Services skulle bygges på. Derfor kunne han få gule mursten fra det lokale stenbrud – og få væggene muret op med hjælp fra indsatte fra det lokale fængsel. Og derfor kunne han få aftaler i stand med lokale farmere og gartnere om at levere varer til butikken og restauranten.

Den samme track record var også grunden til, at det lykkedes at få den kommercielle partner, Westmorland Family, med ombord i projektet.

”Vi kom med den nødvendige goodwill og ejendomsretten til et naturskønt stykke land. De kom med kapital og forretningsviden,” siger Mark Gale.

Permante job og indtægter
Og forretningen går strålende.

Tankstationen har kostet den nette sum af 40 millioner pund, svarende til 320 millioner danske nutidskroner. Og selv om det ikke er meget mere end tre år siden, den åbnede, giver Gloucester Services overskud.

For hvert pund, der kommer ind, går 2-3 pence til Gloucestershire Gateway Trust. Det bliver over en periode på 20 år til 10 millioner pund, rundt regnet 80 millioner danske kroner og mere end nok til at betale gælden på de knap 8 millioner kroner til køb af grunden.

Og overskuddet går tilbage til lokalsamfundet igennem projekter, som fonden fører ud i livet i samarbejde med lokale foreninger.

”Vi har skabt permanente job, permanente indtægter til de lokale producenter og en permanent indtægtskilde for civilsamfundet i området,” siger Mark Gale.

En udstrakt hånd til de udsatte
Her kunne historien om Gloucester Services slutte: En fremsynet entreprenør med en vision for fremtiden etablerer med lokal opbakning en blomstrende forretning, der skaber økonomisk fremgang i lokalsamfundet. Sløjfen bundet. Alt er godt.

Men der er en ekstra lille krølle på fortællingen. For lokalt engagement fordrer, at man tager socialt ansvar, mener Mark Gale.

Derfor har Gloucester Services løbende programmer med opkvalificering af folk, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

”Og lige derovre har vi etableret vores egen frugthave, der bliver passet af frivillige,” siger Mark Gale og peger mod nordvest, hvor den 198 meter høje, fredede Robinswood Hill knejser.

En klukken fra bækken er den mest markante lyd uden for restauranten. Bilerne på M5 er nærmest ikke til at høre. [Foto: Carsten Terp]

 

90 procent af områdets frugthaver er forsvundet, fortæller han. Men ved selv at dyrke æbler, pærer og blommer kan servicestationen ud over at forsyne sig selv genetablere en smule af fordums blomstrende frodighed. Og samtidig er plantagen en mulighed for at tiltrække socialt udsatte og gennem det frivillige arbejde trække dem lidt tættere på arbejdsmarkedet.

”Når først vi har fået dem indenfor, er det ikke nær så svært at få dem ind i et af vores opkvalificerende programmer,” siger Mark Gale.

Når han betragter de mennesker, som af den ene eller anden årsag har været uden arbejde i lang tid, ser han ikke en flok forkrøblede skæbner. Han ser muligheder.

”Alle har noget at tilbyde. Og vi sætter virkelig pris på det, de kommer med,” siger han og tilføjer:

”Vi ser på styrker – ikke på svagheder.”

Derfor kan det ikke undre, at en af fangerne fra det lokale fængsel efter sin løsladelse fik arbejde hos Gloucester Services.

Men er det hele så rosenrødt? Er der virkelig ingen huller i osten fra Gloucester?

”Jo, det er ikke alle vores varer, der er økologiske,” siger Mark Gale:

”Og så forsøgte vi at finde et bæredygtigt benzinselskab. Men efter et par måneder gav vi op. Den kunne vi ikke løse.”

Dokumentation

2 gode råd fra Mark Gale

Vil du gerne i mål med et lokalt projekt, der er så ambitiøst, at andre mener, det er det rene vanvid?
Her er to gode råd fra en mand, der ved, hvad det handler om. 

1: Identificer de muligheder, der er i dit lokalområde - og kvantificer dem. Trafiktallet på M5, der passerer Gloucester, var det, der overbeviste Mark Gale om, at Gloucester Services kunne blive levedygtigt. 28 millioner biler passerer forbi byen om året. 

2: Erhverv nøgleaktivet. Det skaber en god forhandlingsposition. Har du ikke nøgleaktivet, vil dine partnere være søde ved dig i starten, men med tiden vil de klemme dig ud. For Gloucester Services vedkommende var nøgleaktivet det stykke land, servicestationen ligger på. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00