Ambjorn: Fonde er ikke kun løsningen – de er også en del af problemet

Den sociale sektor præges i stigende grad af et fokus på markedsføring af idéer frem for reel debat og egentligt fremskridt. Denne overtagelse af et nyt tankesystem kalder forfatteren Anand Giridharadas for MarketWorld. Det er et tankesystem, der beskriver en verden, som domineres af store armbevægelser på de største scener såsom TED-talks og møderne i Davos og Aspen.

MarketWorld beskriver en verden befolket af højtuddannede ‘vindere’, der foragter den offentlige sektor (og den ‘ikke-optimerede’ del af civilsamfundet) og helst vil arbejde udenom den. Dens befolkning karakteriseres som fetichister for, at alt skal være handelsbaseret og skatteoptimeret, og de taber reelt ikke noget, når idéerne ikke fungerer.

Det er en verden, der konsekvent springer frem til nøgleløsninger, gerne gennem McKinsey-metoder. Metoder, der ikke nødvendigvis egner sig til rent faktisk at løse udfordringerne.

Den filantropiske bjælke i fondsøjet
Frem for virkeligt at forstå de dybereliggende samfundsproblemer, så udruller den sociale sektors nye tankesystem sine spreadsheets og PowerPoints over det hele. Og dermed forsvinder en forståelse af, at vi i fondsverdenen muligvis selv er en del af problemstillingen. For eksempel gennem den selvmodsigelse, at fondsbestyrelsers medlemmer kommer fra organisationer, der skaber store sociale udfordringer, som fondene så bruger penge på at løse (mere om det om lidt). Kort sagt kan vi ikke selv se den onde cirkel.   

Det er især på det sidste punkt, at Anand Giridharadas for alvor sætter sindene i kog. Der bliver slået hårdt ned på de store amerikanske filantropiske institutioner og fonde. Som man ville sige på fransk: J’accuse!

Og han har fat i noget. Den amerikanske Sacklerfamilie, som man kan påstå har været en drivkraft bag opioidkrisen i USA, kender mange for deres velgørenhed. Og de hives frem som et eksempel på folk, der vil baske i filantropiens varme lys - uden at tage ansvar for, hvor pengene kom fra. Men aviserne er ved at vågne. Her er familien for eksempel gået efter i sømmene af Financial Times (kræver abonnement), og af The New Yorker her.

Et andet eksempel er Jeff Bezos, grundlæggeren af Amazon. Han har lige sat et par milliarder dollars af til en ny fond. Men som mange har pointeret: Hvis nu han betalte sine lavestlønnede en gage, man kan leve af, ville mange samfundsproblemer slet ikke opstå.  

Den slags finder vi også tættere på hjemmefronten. En tidligere minister kommenterede hvidvaskningen af penge i en stor bank sådan her:

“Jeg ville hellere være kunde i Danske Bank og betale solide fratrædelser end borger i velfærdsstaten og flås i skat til en overdimensioneret forsørgelsessektor.”

En falsk præmis
Det er en kaudervælsk sammenblanding af to helt forskellige ting: Retsstaten og velfærdssamfundet. Vi behøver ikke at vælge den ene over den anden. Og vi kan godt kritisere begge, uden at vi behøver at blande dem sammen. Det modsatte er et falsk valg, der distraherer os fra at løse rigtige problemer, så som hvordan vi undgår kriminel aktivitet i banker, og hvordan vi får et bedre velfærdssamfund.

Det er den tendens, Anand Giridharadas vil pille ved. Han peger både på et sprog, der er højt til hest og på oversimplificeringen af samfundsudfordringer. Ifølge Anand Giridharadas er det, han kalder eliten, ikke villig til at se de svære problemer i øjnene. Skattefusk påvirker os alle, og selv den tidligere minister, som vel kører på motorveje, kan tænkes at have besøgt en praktiserende læge og måske endda et hospital engang.

Fondsverdenen må se indad
Men hvad kan vi så bruge dette opråb til? Først må vi, som Anand Giridharadas, anerkende, at vi i fondsverdenen kan være en del af problemet. Og så kan vi stille de tunge og potentielt svære spørgsmål:

• Har vi et klart billede af, hvad vores vision er - fra idé til slutspil?
• Modarbejder vi os selv og vores vision - eventuelt gennem vores egen bestyrelse (eller dem vi modtager penge fra)? Har vi haft en dybdegående diskussion om vores forskellige interesser - inklusive dem, der måske er i konflikt og kontrast med hinanden?
• Er vores forståelse af de problemer, vi prøver at løse, dyb nok? Det kræver grundige samtaler med alle, der berøres af problemerne, inklusive folk, vi ved er dybt uenige, både almindelige mennesker og politikere.  

Hvis man ikke har fundet nogle, der er uenige med én, så sidder man nok i et såkaldt ekkokammer. Og det kan lade sig gøre at ændre kammertonen uden at blive uvenner, men det er muligt, at man skal have lidt ekstern hjælp til det, for eksempel fra en professionel facilitator. Det er ikke let, men det er arbejdet værd. Kom med i kampen, så der kan blive nok til alle!

---

Michael Ambjorn er strategirådgiver, facilitator og adm. dir. hos AlignYour.org og tidligere bestyrelsesformand i amerikanske civilsamfundsorganisationer.