Debat

Amnesty: Vores arbejde er kun troværdigt uden statsstøtte

DEBAT: Amnestys arbejde kan kun være troværdigt uden statsstøtte, skriver Stinne Lyager Bech, policychef i Amnesty International.

Menneskerettighederne er mere udsatte end nogensinde før, og vi hverken kan eller vil være venner med alle, skriver Stinne Lyager Bech.
Menneskerettighederne er mere udsatte end nogensinde før, og vi hverken kan eller vil være venner med alle, skriver Stinne Lyager Bech.
Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stinne Lyager Bech
Policychef, Amnesty International

Det var en advarsel til civilsamfundet, da Naser Khader (K) tidligere på året anklagede Mellemfolkeligt Samvirke (MS) for at "politisere". Fint nok, at MS agerer ude i den store verden, lød det, men kritik af forholdene i Danmark ville Khader "være forsigtig med, for Mellemfolkeligt Samvirke og andre lever ikke alene af deres medlemmers penge, men også af skattekroner".

Advarslen fulgte efter en finanslov, hvor mange ngo'er, der modtager støtte fra staten, blev skåret ind til benet. Medarbejdere blev fyret, og vigtige projekter blev skrinlagt.

Civilsamfundet er en sårbar størrelse, og Naser Khaders løftede pegefinger gav mindelser om lande, vi normalt ikke sammenligner os med. Det er lande, hvor magthaverne lukker de organisationer og medier, der er for kritiske. Så galt står det ikke til her til lands, men historien var en huskekage til civilsamfundet om, at organisationerne ikke kan tage statsstøtten for givet, og at de politiske vinde her til lands også kan få konsekvenser for deres daglige virke.

Vi bruger vores viden som våben til at holde stater og regeringer op på respekten for menneskerettighederne. Det kan vi ikke gøre på troværdig vis, hvis vi samtidig modtager ydelser fra de selvsamme stater eller deres modstandere.

Stinne Lyager Bech
Policychef i Amnesty International

Helt uafhængige
Amnesty International har fulgt debatten fra sidelinjen, for vi var ikke selv i skudlinjen. Det er vi ellers tit fra politikere og magthavere i hele verden, når vi offentliggør vores rapporter. Men Amnesty modtager ikke statsstøtte – udover en årlig andel af tipsmidlerne og mindre beløb, som er øremærket projekter, der har med menneskerettighedsundervisning at gøre.

Vi er kendetegnet ved, at vi laver research og indsamler dokumentation for menneskerettighedskrænkelser – ofte i krigs- og konfliktzoner – og vi bruger vores viden som våben til at holde stater og regeringer op på respekten for menneskerettighederne. Det kan vi ikke gøre på troværdig vis, hvis vi samtidig modtager ydelser fra de selvsamme stater eller deres modstandere.

Amnestys arbejde er udelukkende finansieret af donationer fra enkeltpersoner og fonde, og sådan har det været siden 1961, hvor den britiske advokat Peter Benenson grundlagde Amnesty som en folkelig bevægelse, der er uafhængig af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Politikere og regeringer kan dermed ikke blande sig i vores arbejde eller bruge økonomisk pression imod os. Vi kan heller ikke blive skudt i skoene, at vi har bestemte holdninger til eksempelvis Rusland eller Israel, fordi vi har modtaget støtte fra dem – eller fra USA eller Det Palæstinensiske Selvstyre.

Må ikke ende som Australien
I vores optik er menneskerettighederne mere udsatte end nogensinde før, og vi hverken kan eller vil være venner med alle. Vi lever af troværdighed og ønsket om at skabe retfærdighed for de mennesker, der i stort set alle lande får krænket deres rettigheder i større eller mindre grad. Og selv om det som udgangspunkt er værdier, som alle bør kunne bakke op om, er det som bekendt ikke tilfældet.

Amnesty er ikke en nødhjælpsorganisation. Dermed adskiller vi os fra andre ngo'er som Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors, hvis kerneydelser er direkte hjælp til udsatte mennesker i forbindelse med sult, katastrofer og konflikter. Det er en uhyre vigtig opgave, som fortjener den dybeste respekt, og som ikke kunne finde sted i samme omfang uden finansiering fra staten. Alle organisationerne har dybt dedikerede og vidende medarbejdere, som er vigtige stemmer i samfundsdebatten, og selv om de i et vist omfang er afhængige af statsstøtte, så er der heldigvis intet, der tyder på, at de har taget mundkurv på.

Det ville også være en farlig og helt forkert vej at gå. Den australske regerings stramme kontrol af flygtningelejren på øen Nauru er et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når stater forsøger at lukke ned for kritik fra de mennesker, der gennem deres job møder ofrene for menneskerettighedskrænkelser. I flere år slap intet ud fra lejrene, fordi sygeplejersker og læger risikerede fængselsstraf, hvis de udtalte sig offentligt om, hvad der foregik i den kontroversielle flygtningelejr. Dér skal Danmark ikke ende.

Dokumentation

Altinget: civilsamfund har bedt et debatpanel diskutere, om man som ngo kan modtage offentlig støtte og samtidig bevare sin rolle som kritisk vagthund.

Følg debatten her, og send dit indlæg til [email protected], hvis du også vil være med.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stinne Lyager Bech

National chef, Kvinfo
cand.scient.soc. (RUC. 2003)

0:000:00