Big Society: Er regeringen ved at gentage Camerons civile fadæse?

For nogle år tilbage sad jeg i en sal i Somerset House i London med forventningens glæde i maven. Jeg var omgivet af projektører, filmhold, journalister og blitzlys. Det var en forårsdag et års tid efter at Big Society strategien var lanceret - regeringens udspil, der skulle sikre mere fokus på frivillighed, skabe nye initiativer for at engagere sig og give civilsamfundet mere indflydelse.

Vi havde alle budt the Big Society velkommen. Vi glædede os til det øgede fokus fra regeringens side, som ville få flere til at engagere sig, og vi forventede udspillet ville kaste penge og ressourcer af til os ude i organisationerne, så vi havde mulighed for at løfte opgaven.

Der var store forventninger på spil, da David Cameron entrerede og gjorde klar til at fortælle os alle om regeringens plan for hvilken støtte og opbakning, der var til Big Society, til civilsamfundet, til os i organisationer og foreninger rundt i landet.

Året før havde han havde nemlig lovet 1) at decentralisere, 2) gennemsigtighed og 3) financiering i sin Big society lanceringstale i Liverpool, hvor han sagde: ”We want to give citizens, communities and local government the power and information they need to come together, solve the problems they face and build the Britain they want”.

Men måske skulle de gode politikere vælge at engagere sig frivilligt mindst én gang om året.

Marie Baad Holdt

Kejserens nye klæder
Der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde, da den altid veltalende premiereminister begyndte sin tale. Den handlede om decentraliseringen, der naturligvis ikke var en spareøvelse (på trods af, at det godt kunne lyde som en), om civilsamfundet, der skulle have bedre mulighed for at tage ansvar lokalt (blandt andet ved at få mulighed for at overtage lukningstruede posthuse, biblioteker og skoler), at det skulle betale sig at arbejde og om hvordan, det ville blive nemmere for alle at donere penge.

Og det var så det.

Nå jo, han fortalte også, at alle i kabinettet ville committe sig til at være frivillig mindst én dag om året. Men det ville jo ikke løse udfordringen.

Og om det var varmen fra projektørerne, det at være i samme rum som premiereministeren eller bare almindelig engelsk pli, der gjorde, at vi bare rejste os op og klappede mens fotograferne blitzede løs, i stedet for at spørge ind til, hvordan han mon havde tænkt sig, at vi som organisation skulle støtte op om de mange mennesker, regeringen nu ville få til at engagere sig, ved jeg ikke. Det var bare sådan, det var.

Måske håbede vi på, at det Giving White Paper, han fortalte, at Nick Hurd, minister for civilsamfundet, ville offentliggøre samme dag, ville komme med en bedre forklaring. Men det gjorde ikke. Ikke nok i hvert fald.

Et blodbad
På trods af at regeringens Giving White Paper og Camerons lovning om at det ville blive lettere for menigmand at donere penge, oplevede vi fra første parket noget, der mindede om et blodbad. Der var penge at få, men stort set kun til nye initiativer, så den funding, som mange organisationer havde overlevet på, blev fjernet fra den ene dag til den anden. Staten sagde, at det nu var kommunerne, der skulle støtte organisationerne, men kommunerne var slet ikke klar.

Det betød, at små og større organisationer lukkede på stribe omkring os. Det totale antal af registrerede organisationer faldt efter mange års status quo med 1.600 inden for det første år, mens antallet af organisationer, der fusionerede, fordobledes.

Lokalt betød manglende tilskud til for eksempel offentlige dagtilbud til ældre, at betalingen for at komme i dagcenter steg fra £20 om måneden til £200. Det kunne de fleste ældre ikke betale. Konklusionen var, at ældre ikke længere havde brug for dagtilbuddene, og derfor lukkede de også på stribe. I sidste ende gik regeringens udspil ud over de mest sårbare landet over, som fra den ene dag til den anden havde mistet noget af det, der gjorde deres hverdag værd at leve.

Historien om igen
I den seneste tid har vi kunne læse, hvordan Mai Mercado og Sophie Løhdes task force skulle arbejde på en ny civilsamfundsstrategi. Der blev i august budt ind til dialogmøde, hvor organisationer, fonde og professorer fik lov til at give deres besyv til strategien, og der har været mange gode bud på, hvordan den skal se ud, hvad der er vigtigt, og hvem der skal have lov til at have indflydelse. Men hvor der i Storbritannien gik et helt år fra ny strategi til finansieringsudspillet, er her blot gået et par uger. Ellers minder det vi ser lige nu meget godt om "the rise and fall of the Big Society".

Jeg har altid brystet mig af, at vi i Danmark er gode til at lære fra andres fejltagelser. Kigge os rundt og kun tage det bedste med tilbage til vores land. Men det ser ikke ud til, at vi har gjort det denne gang.

Men måske, inden der er for sent, og det nye finansudspil bliver godkendt, skulle de gode politikere tage en ting med sig fra Big Society strategien, nemlig at vælge at engagere sig frivilligt mindst én gang om året. Sådan rigtigt. Ikke bare som Cameron, der inviterede min organisation til te i Downing Street (selvom det var hyggeligt). Men sådan rigtigt. Sidde med ved bordet, høre frustrationerne og drømmene ude i organisationerne.

På den måde kunne de komme ud og se, hvordan virkeligheden er i organisationerne, især hos dem, der støtter samfundets svageste, og som hvert år må søge penge til at fortsætte gode initiativer, der skal rette op på uligheden i samfundet. Og måske ville det få dem til at stoppe op og tænke sig om endnu engang, om det, der sker lige nu, er til gavn for samfundet.

Marie Baad Holdt har siden 2013 været chefkonsulent i Ingerfair. Forinden har hun været bosiddende i England i 13 år, hvor hun har arbejdet for engelske NGO’er blandt andet som frivilligkonsulent, projektleder og senest kommunikationschef for Contact the Elderly.