Boesen: Macrons franske fornemmelse for filantropiske fonde

Programmet var mere end proppet, da den populære franske præsident og hans følge af ministre og embeds- og kulturfolk i sidste uge med stor appetit tog hul på et todages besøg i Danmark. Efter programmet at dømme stod menuen på et righoldigt udvalg af alt, hvad der er dansk: Amalienborg, Designskolen, Folketinget, Søren Kierkegaard på Det Kongelige Bibliotek, sejltur i Københavns Havn, Dansk Industri, gymnasiebesøg og dertil et besøg på Glyptoteket.

Sidstnævnte bød på en kærkommen anledning til at opdatere Emmanuel Macron på den danske fondsmodel, hvor private erhvervsdrivende fonde i kraft af aktieudbyttet fra deres virksomhed(er) kan bidrage til almennyttige, filantropiske aktiviteter for eksempel til at fremme hhv. forskningens, kulturens og kunstens betydning i det danske samfund, som det eksempelvis er tilfældet med helholdsvis Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet.

Med sine mange private erhvervsdrivende fonde er Danmark et unikt fondsland, og det er netop derfor, at præsident Macron og hans økonomi- og finansminister Bruno Le Maire interesseret lyttede, da Carlsbergfondets bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher, under besøget på Glyptoteket fortalte om bryggeriet Carlsbergs governancemodel og de afledte filantropiske aktiviteter.

Ud over ølsalg skaber en række andre profitable fondsinvesteringer et filantropisk råderum, der i størrelse overgår det finanspolitiske ditto. Samlet set går der hvert år i omegnen af 17 milliarder kroner fra de private fonde til filantropiske aktiviteter af forskellig slags: Knap 10 milliarder kroner bevilges til offentlige institutioner, mens mere end 3 milliarder går til civilsamfundets mange ngo’er.

Den særligt danske vinkel
Tillad mig at dvæle et øjeblik længere ved den danske situation. Herhjemme skaber fondenes voksende formuer hos nogle en bekymring for, om de dertilhørende store filantropiske muskler giver dem for megen indflydelse på fordelingen af samfundets goder, og om dette sker på bekostning af politiske prioriteringer i Folketing og byråd. Hvad svarer man til den bekymring? Måske, at det er vigtigt, at vi som borgere og politikere stiller krav til fondene om at arbejde åbent og gennemsigtigt, og at det tætte samspil med offentlige institutioner giver fondsbevillingerne en samfundsmæssig legitimitet.

Omvendt er dilemmaet også til at få øje på: Så længe et flertal af vælgerne ønsker et lavere skattetryk og samtidig nødigt ser velfærdssamfundet forringet, må der findes andre finansieringskilder til forskning, kunst og kultur, sociale indsatser, oplysning og uddannelse og meget andet. Her kommer de filantropiske fondes mange frie milliarder meget belejligt ind i billedet. Ikke mindst i en tid, hvor det finanspolitiske råderum strammer til. På få år er det rådighedsbeløb, som politikerne kan tage udgangspunkt i ved de årlige finanslovsforhandlinger, reduceret fra 15 til 5 milliarder kr.

Væksten i det filantropiske råderum er samtidig forklaringen på, hvorfor politikere herhjemme i stigende grad interesserer sig for private fondsmidler. Netop derfor virker det også en smule paradoksalt, at vi herhjemme de seneste 20 år har haft en skattelovgivning, der reelt spænder ben for nye fondsdannelser. Det drejer sig naturligvis om den særlige successionsskat, der betyder, at man som virksomhedsejer ikke kan overdrage sine virksomhedsaktiver til fondseje uden først at blive voldsomt beskattet. Endnu engang kom der her i juni et forslag fra en arbejdsgruppe til skatteministeren, hvor hovedpunktet er, at det fremover skal være skattefrit at overdrage sine aktiver til en fond, såfremt fonden får et almennyttigt, filantropisk formål. Det er ikke første gang, forsøget bliver gjort. Indtil videre uden held, men måske … måske.   

Patriotisk økonomi
I mellemtiden kan man så glæde sig over, at man i Frankrig omsider er ved at opgive sin lange tradition for politisk mistro til private fondsdannelser og er i gang med at gøre op med de klassiske skel mellem kapitalisme og filantropi.

Således kunne man samtidig med det franske statsbesøg i dagbladet Le Monde læse en opfordring fra en gruppe erhvervsfolk til at ”følge det danske eksempel med erhvervsdrivende fonde”. Tilsammen repræsenterer disse en række små og mellemstore virksomheder blandt andet inden for fødevaresektoren. De deler et fælles ønske om at skabe nogle mere dynamisk ejerformer, som på én og samme tid beskytter virksomhederne mod lunefulde, kortsigtede aktionærinteresser, giver bedre udviklingsmuligheder og står for, hvad de betegner som en ”patriotisk økonomi”, der bidrager positivt til samfundet.

Samme dag, som Macron og Le Maire besøgte Danmark, lancerede gruppen en ny bevægelse, De Facto, med det formål at stimulere flere fondsdannelser, hvor forretning og filantropi kan gå hånd i hånd. For som de skriver: Vi er en ny generation af forretningsfolk, der er overbeviste om, at ”forretning rimer helt på fælleskabets interesse”. Hvilket det, i parentes bemærket, hverken gør på fransk eller dansk – rimer ordmæssigt, altså.

Til gengæld passer initiativet glimrende til Macrons politiske intentioner og ambitioner. Og hjemme i Frankrig har økonomi- og finansministeren da også hårdt brug for at sætte initiativer i gang, som understøtter landets spirende økonomiske vækst.

Erhvervslivet ønsker at komme af med de bureaukratiske barrierer, der besværliggør samhandel og skaber skel mellem det private og det offentlige. De mere fremsynede forretningsfolk efterspørger grundlæggende reformer af det kapitalistiske system, og en del af svaret kunne meget vel være at gøre det mere attraktivt for virksomhederne at overgå til fondseje, mod at de til gengæld løfter et større samfundsansvar. I et land med kronisk underskud på de offentlige finanser og en dødvægt af statssyrede selskaber er der brug for at understøtte alternative initiativer, hvor man tager en større del af ansvaret for samfundets udvikling. Dette er ikke mindst af vital betydning for Macron, hvis han og regeringen skal lykkes med det politiske projekt, der bragte dem til magten i 2017.

Ny form for kapitalisme
Tilsyneladende ulmer et oprør blandt yngre franske erhvervsledere – måske især i de små og mellemstore virksomheder. De er trætte af den herskende form for kapitalisme, hvor fjendtlige overtagelser og hurtige handler hører til dagens orden. I stedet drømmer de om at skabe en ny kapitalistisk model, der er modstandsdygtig over for pludselige fluktuationer og gør dem i stand til at nå deres mål, som eksempelvis kan være at producere fødevarer af en vis kvalitet. Med andre ord en model, der kan forene børsnoteringer med samfundsansvar og ikke kun er fokuseret på at skabe værdi for troløse aktionærer.

Samtidig med statsbesøget forlod den franske ambassadør siden 2013, Francois Zimeray, sin post i Danmark. I de mellemliggende fem år har han gjort en stor indsats for at skærpe den franske forståelse for det langsigtede fondsejerskabs samfundsnyttige effekt. I 2015 præsenterede ambassaden således en rapport om fondsejerskabets fordele, og året efter kaldte det franske magasin Les Echos den danske erhvervsfondsmodel for et ”kapitalistisk økosystem”.

Tankevækkende, hvad man kunne stille op, hvis der på basis af det franske statsbesøg kunne udvikle sig en fransk-dansk alliance med det formål at eksperimentere med nye kapital- og ressourcemodeller, hvor flere virksomheder orienterer sig i retning mod en synergi af social innovation, økonomisk effektivitet, og filantropisk samfundssind.

---

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.