Branchedirektør: Ny aftale om priser bør også handle om velfærd

Af Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Det er som udgangspunkt et meget vigtigt skridt, regeringen og de øvrige aftalepartier har taget med udspillet ”Fair og lige konkurrence”, for selvfølgelig skal det offentlige ikke gennem kunstigt lave priser udkonkurrere ikke offentlige virksomheder.

Det skal det offentlige ikke gøre, fordi det underminerer det offentliges egen finansieringskilde, og så skal det offentlige ikke gøre det, fordi differencen mellem den kunstige pris og den faktiske pris jo også skal betales.

Men den offentlige sektor handler grundlæggende om mennesker, om dig og mig. Konkurrence og fair prissætning er derfor ikke blot et mål, men også et middel til at sikre, at vi som borgere får det største velfærdsudbytte af de penge, vi betaler i skat.

Men hvad med vores velfærd?

Aftalen undtager ”offentlige kerneydelser” – men det er jo netop her, at vi bruger milliarder, det er her, tusindvis af mennesker hver dag er afhængige af at få hjælp, hvad enten de er udsatte, syge, ældre eller børn.

Velfærd handler om mennesker, og at vi skal have mest mulig velfærd ud af de midler, vi har til rådighed.

Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Nyt forslag risikerer at skabe silotænkning
Det er med andre ord her, at det offentliges manglende evne til at opstille fair priser for egne tilbud slår direkte igennem i form af mindre og/eller dårligere velfærd. Prøv at tage dette dugfriske eksempel fra Randers Kommune. 

I Randers behandlede socialudvalget i kommunen den 3. april i år en række besparelsesforslag på socialområdet. Det skete på baggrund af et oplæg fra forvaltningen, i hvilket forvaltningen beskriver, hvordan kommunen kan spare penge ved at trække borgere hjem til kommunens egne tilbud.

Argumentet er, ”at de eksterne tilbud ofte er dyrere end egne tilbud, blandt andet fordi der også her betales for administration, bygninger med videre.”

Dækker det over, at bygninger i Randers Kommune er gratis, over at medarbejdere i kommunens administration arbejder uden løn, at det nye tag, der erstatter det nedslidte, bare daler ned fra himlen og lægger sig til rette på kommunale bygninger?

Nej, det dækker over, at silotænkning i kommunerne fører til, at sådanne fiktivt lave priser faktisk kan komme til at fremstå som en besparelse.

Mest mulig velfærd for pengene
Og hvad værre er, så bliver resultatet ikke, at kommunen sparer penge, for da vi fortsat ikke kender alle de omkostninger, der ikke medtages, så ved vi det i realiteten ikke. Hvad vi til gengæld ved, er, at det risikerer at betyde, at en række borgere vil blive udsat for det overgreb, det er at blive fjernet fra det sted, de bor, og flyttet.

At det sted, de kommer fra – og som måske faktisk er billigere og bedre end kommunens egne tilbud (hvis omkostningen var opgjort korrekt) – risikerer at måtte lukke, og at kommunens samlede økonomi er lige så dårlig, som den var, inden alt det skete. 

Det her handler ikke om, hvorvidt velfærd skal være offentlig eller ej. For Selveje Danmark er det ikke et enten eller, men et både og. Det drejer sig om, at velfærd handler om mennesker, og at vi skal have mest mulig velfærd ud af de midler, vi har til rådighed.

Ønsker vi det, skal principperne om fair og lige priser udvides til at gælde alle offentlige driftstilbud, også driften af velfærdsydelserne. Først da bliver Randers Kommune i stand til at lave en ordentlig samlet vurdering af besparelsespotentialet ved at trække borgere hjem. Og så bør den uafhængige klagemyndighed også skulle kunne forholde sig til prissætningen af offentlige velfærdstilbud.