Civilsamfundets ABC: Å for Åndsliv

Som begreb havde åndsliv sin storhedstid samtidig med dannelsesbegrebet. Det smager mere af 1800- og 1900-tal end af nutid og bruges nu mest i historiske henvisninger. Der tales om den betydning for dansk ånds- og kulturliv, som Ludvig Holberg (1684-1754), Georg Brandes (1842-1927) eller Poul Henningsen (1894-1967) havde, og N.F.S. Grundtvig (1783 - 1872) dukker uvægerligt op.

Både historisk og indholdsmæssigt er der et slægtskab med dannelsesbegrebet, men mens der i dag gøres ihærdige forsøg på at gentænke ideen om dannelse, gælder det ikke i samme grad forestillingen om åndsliv. Når talen er om nutiden, optræder forestillingen mest i forbindelse med udsagn om tab og forarmelse af åndslivet, med åndløshed til følge.

Sjælelige evner af højere art
Åndløs og beåndet er to af mere end hundrede sammensatte danske ord, hvor "ånd" indgår med en af sine mange mulige og til dels modsatrettede betydninger. Ordbøgerne nævner betydninger som sind, mentalitet, livsholdning og sjæl. Ånd kan optræde som synonym for sjæl, tillagt udødelighed og tænkt religiøst. Men ånd kan også bruges til at præcisere, at man netop ikke tænker på en udødelig sjæl, men – fortæller Ordbog over Det Danske Sprog – på "det højere bevidsthedsliv, tænkeevnen og andre sjælelige evner af højere art".

Udspringer fra og udmunder i glæde
Det er sidstnævnte betydning, som er på færde i begrebet om åndslivet, der ifølge ordbogen udgør "det samlede udtryk for et samfunds højere tankevirksomhed (videnskab, litteratur, kunst, religion osv.)" og repræsenterer "tankevirksomhed af finere art".

Hvordan finere og højere? Det kommer an på tolkningen. Det finere og højere kan henvise til tankevirksomhed, der ikke drejer sig om dagen og vejen, om brød på bordet og tag over hovedet, om produktivitet, effektivitet og konkurrenceevne – set som lavere tankevirksomhed i denne logik – men om en anden form for berigelse, der både kommer af og giver overskud i form af glæde.

Alle har ret til et åndsliv
Man kan mene, at alle bør have mulighed for at deltage i dette, og det er faktisk et synspunkt – en oplysningstanke – der har været betydningsfuld i såvel den grundtvigianske som den danske socialdemokratiske tradition, og som dermed også markant har præget det danske civilsamfund. Synspunktet har båret højskolebevægelsen, givet stødet til oplysningsforbundene og haft betydning for almennyttige fondes støtte til kulturel virksomhed. Det ligger bag det offentlige biblioteksvæsen, ditto museer, tilskud til teatre og teaterbilletter og så videre. Det har haft betydning for opfattelser af både folkelighed og politik, der ikke stod i modsætning til åndsliv. "Ånd er magt", lød Venstrehøvdingen I.C. Christensens (1856-1930) valgsprog, som han både er blevet prist og skoset for.

Ånden og den sociale status
Finere og højere kan også henvise til en social statusdimension, som både i dag og tidligere har fået nogle til at tage afstand fra idealer om åndsliv og dannelse. At komme fra et hjem med klaver – udtrykket stammer fra samme skuffe som at være født med en sølvske i munden – har betydet at komme fra et velstående hjem og være en af de privilegerede ejere af et åndsliv, der blev set som domæne for toppen af den sociale pyramide. Grundtvigianere talte med vrede om åndshovmod, som de knyttede til akademisk uddannelseskultur, karakteriseret med smædebetegnelser om teoretisk latinskolepræk og drengevidenskabelighed.

Foragten for åndslivet
I en del årtier er statusaspektet blev håndteret med forlegenhed. Der er gjort forsøg på at erstatte betegnelser som høje uddannelser – svarende til forestillinger om højere og lavere klasser af mennesker – med betegnelser som lange og korte videregående uddannelser. Men pølsen har beholdt sin smag.

Få har været så opmærksomme på statusdimensionen som den amerikanske sociolog Thorstein Veblen (1857–1929), der reagerede med udtalt foragt for åndslivet og de dertil hørende såkaldte åndsvidenskaber – en ældre betegnelse for de humanistiske videnskaber – med deres dyrkelse af det sande, det skønne og det gode og deres inderligt overflødige viden om døde sprog, som blot blev anvendt til at holde driftige, producerende mennesker nede.

Det aktuelle paradoks
I den moderne verden burde kun teknologi, industri og produktion tælle. Veblen ville næppe have sunget med på Christian Winthers (1796-1876) studentervise fra 1820 – den med "Herrer vi ere i Aandernes Rige" og "Dristigt vi Bogen og Pennen vil tage, Det er de Mærker, vi føre i Skjold".

Uanset hvilke tolkninger og værdisæt man holder sig til hvordan, er det et aktuelt paradoks, at de forestillinger om noget højere og finere, som åndsliv og intellektuel virksomhed i bred forstand historisk har været forbundet med, i dag fortsat klæber til et uddannelsessystem, der generelt ses som produktionslivets siamesiske tvilling, og som bereder de humanistiske videnskaber alvorlige vanskeligheder. Produktionsliv agtes uforbeholdent som åndsliv.

De langsigtede virkninger af denne vending for blandt andet det danske civilsamfund er en intellektuel udfordring, som kan blive svær at håndtere uden et rigt og mangfoldigt åndsliv.

Se også: Kultur; Demokrati; Masse og Økonomi.