Civilsamfundets ABC: Æ for Ære

Ære (Eir) er navnet på den oldnordiske gudinde for lægekunst.

Både ære og hæder har rødder hos denne ærværdige dame. Sammen med en del andre oldnordiske ord som hæderlighed, redelighed, retskaffenhed og sædelighed indgår ærlighed – ære-lighed – i en klynge af begreber, der alle ender med at henvise til hinanden.

De kan siges at repræsentere, hver for sig og sammen, borgerdyd eller god karakter. De betegner den form for opførsel, som kendetegner et ordentligt menneske. Og de forudsætter, at man selv har en ganske sikker forestilling om, hvad dét så vil sige.

Ord med indbyggede krav
Såvel ærlighed som de andre ord i klyngen henviser til overholdelse af uskrevne regler for opførsel, som giver grund til tillid og altså betyder, at andre kan stole på en. Ærlighed indebærer, at man afstår fra at lyve, men dermed er ikke alt sagt.

Ordene stiller store krav til den enkelte person eller organisation og vil samtidig ikke rigtig ud med, hvad kravene går ud på. Ja, det kan ligefrem ses som en del af budskabet, at det burde man da virkelig selv forstå og handle ud fra.

I et civiliseret samfund med et velfungerede retssystem kan det for eksempel gå ud på, at man sætter en ære i at afstå fra at hævde sin ære gennem æresdrab og andre former for selvtægt. Men det kan også dreje sig om tilpasning til langt mindre formelle og gennemskuelige sociale adfærdsnormer.

Berettiget til magt
Både ære og hæder har været ophav til et utal af vage betydninger og sammensatte ord, som blandt andet gennem tiderne har tjent som begrundelser for, at nogle mennesker og foreninger var berettigede til at have privilegier og magtpositioner.

Ordbog over det danske sprog gengiver for eksempel dette citat: ”Lavene vare de rene, uplettede, uangribelige Borgerelementer, hvis Monopoler … fandt sin begrundelse i Haandværkets og dets Udøveres grundmurede ‘Ærlighed’”.

Faren ved de lånte fjer
Også i dag er det afgørende for institutioners og organisationers anseelse og – i sidste ende – magtposition, om de personer, som befolker dem, fremstår som og regnes for at være ærlige.

Derfor kan det være fristende at fremhæve egen ærlighed, hæderlighed og integritet, for eksempel i strategier for kommunikation, profilering og imagepleje. Det er bare ikke sikkert, det virker.

Måske kan det ligefrem give bagslag: Ærlighed som civil norm betyder nemlig ikke blot, at man ikke må lyve og ikke må snyde. Man må heller ikke forstille sig og da slet ikke smykke sig med lånte fjer. Men netop ved at fremhæve sin egen ærlighed kan man give andre mistanke om, at der er forstillelse og hykleri på færde, og at ens primære interesse gælder omsorgen for eget navn og rygte.

Ry og rygter
Rygtedannelse er i øvrigt en form for kommunikation, der ofte beklikker andres ære og som er karakteriseret ved sin uformelle form - ved hurtighed og ustyrlighed.

Rygter kan ikke umiddelbart verificeres eller dementeres og er altså hverken ren fiktion, information eller viden.

Det beslægtede begreb ry vedrører vurderinger af karakteregenskaber og moral, der i endnu mindre grad kan be- eller afkræftes. At personer eller organisationer har et godt ry indebærer, at disse lever op til den rolle, som andre forventer, at de spiller. Ærefuldt omdømme og reputation kan undergraves, hvis der opstår rygter eller fremkommer informationer, der ikke svarer til ryet.

Dokumentaren sparkede bagud
Sådan behøver det dog ikke at gå, hvis for eksempel national ære er på spil.

IKEA-stifteren, Ingvar Kamprad, var i 2010 genstand for mindre hædrende omtale i en dokumentarfilm vist i svensk fjernsyn. Filmen borede i det forhold, at Kamprad havde besørget over 100 milliarder svenske kroner i skattely i Lichtenstein.

Det var imidlertid ikke Kamprad, men journalisterne bag filmen, som derpå blev upopulære. Reaktioner på filmen tyder på, at mange fandt, at filmen ikke kun beklikkede Kamprads ære, men hele den svenske nations gode navn og rygte. At sprede smuds i eget civilsamfund anses de fleste steder for æreløst – derfor er det også sikrest for danske skribenter at finde eksempler som disse hos vore naboer.

Ære er en tvetydig størrelse
Samfund, der knytter ære og skam stærkt til et kollektiv som familien, snarere end til civile dyder og personlige meritter, kan have svært ved at etablere et åbent og frit civilsamfund, blandt andet fordi en sådan grundholdning står i vejen for indgåelse af kompromisser.

Antropologer har konkluderet, at der i sådanne samfund ofte gribes til vold, når konflikter skal bilægges.

Ære er med andre ord en tvetydig størrelse i moderne samfund, hvor traditionelle familieværdier let kan komme i konflikt med civile retsnormer, der bygger på politisk vedtagne regler og disciplinerede omgangsformer, som alle – uanset egensindige religiøse eller etniske æresbegreber – forventes at rette sig efter. Og hvor man, som blandt andet teologen og højskolemanden Hal Koch plæderede for i en dansk sammenhæng, kan sætte en ære i at tale sig til rette.

Teksten er et uddrag af bogen "Civilsamfundets ABC" af Anker Brink Lund og Gitte Meyer, udgivet på forlaget Møller.
Læs flere opslag her.