Civilsamfundets ABC: G for Godhedsindustri

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til G for Godhedsindustri.

Anker Brink LundGitte Meyer

Den nedsættende betegnelse ”godhedsindustri” blev ifølge Den Danske Ordbog første gang identificeret i dansk sprogbrug i 1995 og refererer til ”organisationer, der arbejder for at hjælpe dårligt stillede, fx i ulandene, men menes at gøre dette ud fra selviske motiver”.

Betegnelsen opnår sin virkning som provokation ved at sammenstille ord, der giver helt forskellige associationer. Godhed forbinder til noget humanitært og uegennyttigt – eventuelt religiøst – mens industri blandt andet forbinder til marked, gevinst og egennytte. Og betegnelsen har provokeret.

Ordbogen fortæller også, at sprogbrugen er blevet fordømt som ”et ulækkert produkt af tidens egoisme og fremmedfjendskhed og en hån mod mennesker, der ønsker at hjælpe andre og at vise tolerance og medmenneskelig forståelse”.

De humanitære forretninger
Hinsides den gensidige fordømmelse findes dog en ægte problemstilling, som ikke kun er dansk. Formentlig er den specielle betegnelse af dansk oprindelse, selvom den nu også i et vist omfang bruges internationalt i engelsk oversættelse. Men den løftede pegefinger, som betegnelsen vifter med, er ikke specielt dansk.

Den hollandske journalist, Linda Polman, benytter for eksempel en lignende sproglig provokation i 2010-bogen The Crisis Caravan, hvor hun taler om humanitær forretningsvirksomhed. Som udmærket kan bedrives af organisationer, der ellers med et lille besværgende ”non” benægter, at de skulle være af dén slags. De er non-profit eller non-commercial eller – mest udbredt – non-governmental – også kaldet ngo’er.

Den skjulte profit
Med jævne mellemrum ruller der skandaler om ngo’er, der er kommet i lommen på regeringer rundt om i verden og derfor rettelig burde kalde sig QUANGOs (Quasi Non Governmental Organizations).

Og det hænder, at organisationer, der smykker sig med betegnelsen non-profit, lader ansatte og/eller eksterne konsulenter profitere på de indsamlede midler, der derfor kun efter betydelige fradrag kommer de værdigt trængende til gode. For dem har civilsamfundsforskere opfundet en ny forkortelse: FPID = For-Profit in Disguise – eller på godt gammelt dansk: hykleri eller dobbeltmoral.

Den nødvendige dobbeltmoral
Den svenske sociolog, Nils Brunsson, har arbejdet med dobbeltmoral i velmenende organisationer og er kommet til den konklusion, at det kan være svært at klare sig uden i organisationer, hvor der er konfliktende interesser på spil.

For at holde alle nogenlunde tilfredse er der behov for en konstant balancegang mellem det, der siges, det, der gøres, og de beslutninger, der træffes. Det er naivt at forvente, at der først tales og så træffes en beslutning, hvorefter man gør, som beslutningstagerne (mere eller mindre demokratisk) har bestemt. Sådan er det langt fra altid i praksis, dokumenterer Brunsson på grundlag af svenske eksempler.

Organiseret hykleri
Ofte muliggør beslutninger i både offentlig forvaltning og civilsamfundet, at de valgte ledere kan fastholde et standpunkt, der afviger fra det, medlemmer og ansatte aktuelt går rundt og gør. Brunsson taler i den forbindelse om ”organiseret hykleri”. Det er ikke fordømmende ment. Brunsson ser det organiserede hykleri som en strategisk reaktion på modsætningsfyldte rammevilkår – en reaktion, der kun krones med success, når det ikke bliver alt for tydeligt for omverdenen, at visioner og handlinger er i strid med hinanden.

Gode viljer og onde hensigter
Godgørende organisationer kan ikke altid handle, som de har måttet love. Men det kan blive for tykt.

I vibrerende civilsamfund vil der altid genereres en sund portion skepsis, når organisationer hævder at ville gøre godt for andre, og for andre menneskers penge. Og der er ikke noget, som offentligheden – repræsenteret ved kritiske journalister – hellere vil end at afsløre gode viljer som bærer af onde hensigter.

På længere sigt kan almennyttigt arbejde kun lykkes, hvis der er en rimelig grad af overensstemmelse mellem organisationens visioner og omverdenens reaktioner. Ellers svinder tilliden.

Brudte løfter genererer mistillid
Sociologisk forskning har knyttet tillid til forventninger til fremtidige transaktioner. Hvis man handler i det lokale supermarked, forventer de fleste vel rimelig kvalitet til prisen, men ikke at der følger altruisme og ubetinget almennytte med i købet.

Anderledes når det gælder indsamlingsorganisationer, der lover at bruge vores bidrag til at gøre godt for nødlidende tredjeparter uden at berige sig selv. Jo højere organisationer sætter forventningerne til godgørenhed og effektivitet, jo større risiko for at generere mistillid, hvis løfterne ikke kan indfries.

Ingen kan holde alle løfter
Det følger, at smædebetegelsen ”godhedsindustrien” kan bruges mere konstruktivt, end den var tænkt: Godhedsindustrien kan anstrenge sig for at blive bedre til at skille det gode fra det industrielle. Blandt andet ved at generere realistiske forventninger frem for luftige løfter om guld og grønne skove.

Det ideelle er som bekendt det godes værste fjende, og nødvendigheden af at ty til organiseret hykleri holdes bedst i skak, hvis man som hovedregel kan sige, hvad man gør, vel vidende at ingen ubetinget og altid kan gøre alt det gode, man har fået lovet sig selv og andre.


Se også Almennytte, Tillid og Åbenhed

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00