Civilt overblik: Det kræver 39 tilladelser at holde en almindelig byfest

UGEREVY: Bureaukrati, baristaer og Bornholm for børn er nogle af de emner, vi skal omkring i denne uges civile overblik, hvor fonde fylder temmelig meget. 

Der ser så hyggeligt ud i Bjerringbro. Men den fredelige overflade dækker over en sand bureaukratisk skærsild. 
Der ser så hyggeligt ud i Bjerringbro. Men den fredelige overflade dækker over en sand bureaukratisk skærsild. Foto: Preben Madsen/Ritzau Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen og velkommen til dit ugentlige overblik over stort og småt i civilsamfundet. Der er fonde på menuen i denne uge, men vi får også plads til baristaer, bureaukrati og Bornholm for børn.

Vi starter med de frivillige, som er blevet filtret ind i bureaukratiets mere snærende end besnærende bånd. For det kan ikke lade sig gøre at afvikle en helt almindelig byfest uden først at indhente 39 tilladelser. Og det var altså 39 tilladelser.

Det er foreningen By- og Markedsfester i Danmark, der skønner, at det er, hvad det hele summer op til, når man har været omkring alkoholbevilling, hoppeborgs-bekendtgørelse, fødevare-forordninger og sikkerhedskrav, skriver DR.

Og det er vel at mærke hvert år, de samme tilladelser skal indhentes.

”Udfordringerne er blevet meget, meget større igennem årene. Det er virkelig dræbende. Så spørgsmålet er, om det er det værd, for vi kan gå hen og miste nogle frivillige,” siger Otto Skak, som er formand for foreningen i artiklen her.

Og så er det jo valgår. Ja, det er altså ikke det der perifere folketingsvalg, vi er ved at varme op til. Næ, vi snakker om det virkelig vigtige valg. Formandsvalget i Danmarks største idrætsorganisation, DGI, med mere end 1,5 millioner medlemmer.

Til november skal formand, næstformand og hovedbestyrelse vælges. Og tre temaer bliver særligt interessante at holde øje med:

1: Hvordan går det med ”Bevæg Dig For Livet”, der skal skabe 600.000 nye idrætsaktive danskere?

2: Skal DGI fusionere med Danmarks Idrætsforbund – eller snarere differentiere sig mere fra DIF?

3: Professionaliseringen af DGI – eller sagt på en anden måde: Er hovedet blevet for stort til kroppen?

Det kan du læse en indsigtsfuld analyse af her og samtidig få en ide om, hvordan valget egentlig kommer til at foregå.

Vi har lovet dig fonde, og fonde skal du få.
Vi begynder med en nystiftet velgørende fond. Det er nyhedsbrevet Danmarks Fonde, som kan fortælle, at medstifteren af smykkevirksomheden Pandora, Winnie Liljeborg, har stiftet Liljeborgfonden, som skal støtte udsatte børn, unge og mødre.

”Jeg har længe vidst, at jeg gerne ville arbejde med velgørenhed, og har, siden jeg sluttede mit aktive arbejdsliv i 2012, gjort mig en række gode erfaringer. Med etableringen af Liljeborgfonden formaliserer vi det velgørende arbejde, og jeg ser frem til at engagere mig i mange gode og spændende projekter i de kommende år,” siger Winnie Liljeborg. Og det kan du læse mere om her, hvis du har abonnement på Danmarks Fonde.

Det er også Danmarks Fonde, der kan fortælle, at Spar Nord Fonden snart lancerer en crowdfunding-platform til gavn for ildsjæle, som udvikler aktiviteter, der styrker lokalsamfundet.

”Crowdfunding er at sætte strøm til raslebøssen,” siger fondskoordinator i Spar Nord Fonden Claus Hald Andreasen i artiklen her, der også kræver abonnement.

Og så er der hattrick. For Danmarks Fonde er også involveret i den tredje fondshistorie, men denne gang er de selv genstand for historien. Fondsmediet blev nemlig topscorer ved den seneste uddeling af innovationsmidler fra Medienævnets Innovationspulje. Knap 2,4 millioner kroner blev det til. Og de penge skal blandt andet bruges til mere journalistik om Danmarks mange ikke-erhvervsdrivende fonde, fortæller chefredaktør Jakob Thomsen i denne artikel fra Journalisten. Og den kræver ikke noget abonnement.

På Bornholm er et stort fondsstøttet projekt netop blevet skudt i gang. Det hedder De Små Børns Bornholm. Og målet er at løfte indsatsen for socialt udsatte børn på Solskinsøen markant.

Det er Egmont Fonden, der har kastet penge i projektet, der i første omgang skal analysere problemet og give et bud på, hvordan en efterfølgende indsats skal skrues sammen.

”Vi skylder alle børn en god start på livet. Vi håber, at vi med dette forprojekt på Bornholm kan være med til at bane vejen for en stor indsats på øen, der kan inspirere andre rundt om i landet til, hvordan vi sammen sikrer, at alle børn kommer bedst muligt fra start,” siger direktør i Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration Henriette Christiansen i artiklen her fra Bornholm.nu.

Projektet skal gennemføres i samarbejde med Bornholms Regionskommune og i samarbejde med Danmarks Evalueringsinstitut, Socialt Udviklingscenter og SAS Institute.

Og endnu et samarbejde – denne gang på flygtningeområdet. Det er Dansk Flygtningehjælp og Ole Kirks Fond, som har indgået en ny aftale om at udvide deres samarbejde om den såkaldte Akutpulje. Det betyder i praksis, at fonden forhåndsdonerer 23,4 millioner kroner over de næste tre år. De penge kan Dansk Flygtningehjælp bruge, når der opstår en akut flygtningekrise et sted i verden. Og dermed kan hjælpen komme hurtigere frem, fordi organisationen ikke først skal ud at rejse midler.

”Vi kan ikke redde verden ved at gøre, som vi plejer, så vi er taknemmelige for Ole Kirks Fonds villighed til at tænke nyt og gå forrest,” siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach, her.

Og hurtig hjælp kan man vel også tale om her, omend i en lidt anden form. For det handler om at smidiggøre og effektivisere fondsansøgninger, så ikke mindst forskere kan komme hurtigere igennem ansøgningerne og i gang med at forske.

Den sociale virksomhed Grant Compass har indgået et samarbejde med tre regioner, der betyder, at 80.000 ansatte i regionerne, på DTU, KU, Københavns Professionshøjskole og Statens Serum Institut får gratis adgang til virksomhedens database over fonde og legater.

”Intentionen er, at det skal blive lettere og hurtigere at få et overblik over, hvor det kan betale sig at kigge hen for at finde penge – og det er ikke mindst til gavn for unge forskere og nye forskningsområder,” siger enhedschef i Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden Rosa Andersen. Og det kan du læse mere om i artiklen her.

Og så er der godt nyt fra Østfronten. Altinget har tidligere fortalt, hvordan Kofoeds Skole på Amager ville åbne sig mere mod omgivelserne og etablere socialøkonomiske butikker. Og nu sker det.

Efter renovering og en større omstilling slår Kofoeds Skole 13. juni dørene op til fire socialøkonomiske butikker i Nyrnberggade.

”Kofoeds Skole åbner sig op gennem butikker, engagement og involvering og bygger derved en bro ind i fremtiden, hvor samfundet og byerne ændrer sig, og behovene bliver anderledes. Vores udgangspunkt er, at selvom man er arbejdsløs eller hjemløs, så er man en del af samfundet og kan bidrage med sine ressourcer og sin kreativitet,” siger Kofoeds Skoles forstander, Robert Olsen. Og det kan du læse mere om her.

Vi skal en tur op i det sociale udkigstårn med hjælp fra Sociale Entreprenører i Danmark. Og vi starter med på samme tid at kaste et blik ud over grænserne og ind i fremtiden. For de olympiske lege i Paris i 2024 bliver de mest socialt ansvarlige nogensinde.

Det lover i hvert fald arrangørerne, som har indgået aftaler med en stribe organisationer i Paris, heriblandt The Yunus Centre, der skal arbejde for at leve op til målsætningen.

I en fælles erklæring forpligter parterne sig til at prioritere "social integration af sårbare grupper, at skabe markante jobmuligheder for udsatte ledige og at støtte socialt entreprenørskab".

Det kan du læse mere om her.

Arbejder du med bæredygtighed herhjemme inden for en af de fire kategorier, sundhed, mad, energi eller vand, kan du indstille din virksomhed eller organisation til den prestigefyldte pris, The Zayed Sustainability Prize.

Der er 600.000 dollars til vinderen inden for hver kategori. Og du skal have indsendt dit vinderprojekt senest den 9. august.

Det kan du læse mere om her hos Sociale Entreprenører i Danmark.

Og så er det vist blevet tid til en kop kaffe. Og vel at mærke en mokka, der gør godt andre steder end i mavsen.

For i England har den socialøkonomiske virksomhed Change Please analyseret sig frem til, at efterspørgslen efter kaffe to go stiger så voldsomt, at der vil blive skabt 100.000 job inden 2020. Det betyder, at der bliver brug for uddannede baristaer. Og da antallet af hjemløse samtidig er i stigning, hvorfor så ikke slå to fluer med ét smæk og uddanne de hjemløse til at brygge latte?

Derfor kan indbyggerne i London nu købe deres morgenkaffe fra hjemløse i kaffevogne med organisationens logo på. For som stifteren, Cemal Ezel, siger:

”Hvis vi kan få bare en lille andel af kaffedrikkerne til at købe deres kaffe hos os, kan vi virkelig ændre verden.”

Og den simple, men effektive ide har båret frugt. For lidt over en uge siden vandt den socialøkonomiske virksomhed førsteprisen på 350.000 dollars ved prisuddelingen Chivas Venture 2018 i Amsterdam.

Du kan læse mere om prisen her. Og her er der mere om Change Please.

Og husk så, at du altid kan finde flere historier om socialt iværksætteri og deslige hos Sociale Entreprenører i Danmark.

Ugen, der kommer, har en tirsdag, der hedder den 5. juni. Det er den, der også kaldes grundlovsdag. Og den byder naturligvis på en stribe grundlovsarrangementer rundtomkring i landet. Et af dem er på Vartov, hvor oplysningsforbundet DEO er vært. Og her vil Emma Holten videregive Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet – og så vil der være indlæg fra en række forskellige talere. Den officielle del af programmet begynder klokken 10, men der er kaffe og boller allerede fra klokken 9. Og det foregår altså på Vartov i København.

Onsdag klokken 14 afholder Realdania et arrangement om fællesskaber, som driver byudvikling. Og det er med særlig fokus på Københavns nye forstad Nærheden. Og det er da også i Nærheden på Kongelysvej 2 i Hedehusene, det foregår.

Og således kom vi til vejs ende. Nu kan du fuldt oplyst og med højt løftet pande bevæge dig rundt i det sommervarme civilsamfund. Men kig ind igen om en uge, hvor vi har en ny gennemgang af store og små civile begivenheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00