Civilt overblik: Studerende i oprør, Messerschmidt på retræten og det store puljelotteri

UGEREVY: Protester, skødesløshed, jublen og skumlen. Denne uges civile overblik kommer godt rundt i både følelser og handlinger.

Både i Aarhus og i København gik unge på gaden i den forgangne uge for at protestere mod besparelser på uddannelsesområdet.
Både i Aarhus og i København gik unge på gaden i den forgangne uge for at protestere mod besparelser på uddannelsesområdet.Foto: Erik Refner/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Det er mandag igen. Velkommen til den ugentlige måling af temperaturen på det danske civilsamfund.

Vi lægger ud med den nedslående nyhed, at fremtiden er aflyst. Torsdag demonstrerede op mod 40.000 elever i Aarhus og København mod regeringens besparelser på uddannelsesområdet under overskriften ”Ingen vinder, når fremtiden forsvinder”.

Hvis du ikke ved, hvordan protesterende studerende ser ud, kan du bladre igennem dette digitale billedalbum på dr.dk. Og så kan du i øvrigt glæde dig til torsdag, hvor Altinget fører dig bag kulisserne og beskriver forberedelsen af de store demonstrationer.

Mens de studerende er i fuldt vigør, tjekker børn ud af foreningslivet, kunne DR fortælle i sidste uge. Det er dårlig trivsel, der får børn og unge til at vælge aktiviteterne fra, viser en ny undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier.

Støttepenge tur-retur
Og så til føljetonen om Morten Messerschmidt (DF), partiet MELD og fonden FELD. I al stilhed er der nu ført omkring en million kroner tilbage til EU i uberettiget EU-støtte, skriver Berlingske. Europa-Parlamentet taler i artiklen om 'skødesløs omgang med EU-støtte'. Hovedpersonen selv, Morten Messerschmidt, mener ikke, der er tale om uregelmæssigheder, men derimod blot om forkert kontering. Om det bliver sidste ord i den sag, må vi se i næste uge.

Og nu vi er ved fonde, så har Altinget selv bragt både denne og denne artikel om erhvervsdrivende fonde. Eller rettere om et sæt kommende skatteregler, der gerne skulle resultere i, at flere erhvervsfolk donerer deres virksomhed til en fond. Det har fire eksperter stillet sig noget tvivlende overfor. Og nu melder formanden for Carlsberg og Carlsberg Fondet, Flemming Besenbacher, sig ind i koret af kritikere.

I Børsen kalder han de politiske forsøg på at lette adgangen til at stifte fonde for "halvhjertede" og "lapperier" og opfordrer til at fokusere på, hvad Danmark skal leve af i det 21. århundrede. (Det kræver abonnement at læse hele artiklen.)

Og så skal vi da ellers love for, at der har været hovedrengøring i LO-Huset på Islands Brygge. Der gik kun få dage, fra Lizette Risgaard vandt valget til formandsposten i Danmarks største hovedorganisation, før der rullede, ja netop, hoveder.

Fire mand fra den øverste LO-ledelse fik en fyreseddel, heriblandt den mangeårige leder af sekretariatet, Finn Larsen. Mere om ræsonnementet bag her i dagens klumme fra Hegelund og Mose. 

På Twitter gav begivenhederne på Bryggen i øvrigt anledning til følgende stykke satire fra JP Politik: 

Det store lotteri
Bladene falder fra træerne, og puljepengene deles ud - til lyden af jublen og banden i de berørte organisationer. 

'Iværksætternes rugekasse', Fonden for Entreprenørskab, hører til de jublende, for her lykkedes det i sidste time at redde 26 millioner kroner til støtte af iværksætteri, skriver Finans.dk. Artiklen ligger bag betalingsmur.

Hvad pengene bliver brugt til, kan du blandt andet læse om her på Trends Online, som fortæller historien om den 17-årige iværksætter Mads Herlev, der startede sin første virksomhed som 13-årig og nu står bag webshoppen babytoys.dk

Til de skumlende organisationer hører Innovationsfonden, som får 400 millioner kroner mindre at gøre godt med i 2016 end i år, skriver Ingeniøren.

Her giver Altinget et overblik over fordelingen af satspuljen på socialområdet. Og skulle du trænge til et drys skepsis over for puljebaseret økonomi, kan du kaste et blik på den bredside, professor Bjarne Ipsen fra Syddansk Universitet fyrede af i den forgangne uge.

”Satspuljen er blevet et sted, hvor politikerne kan rette lidt op på konsekvenserne af anden lovgivning og få fremmet deres små interesser,” lød det blandt andet fra professoren.

Ugen, der kommer
I dag, mandag, afholder Institut for Menneskerettigheder kurset: 'Ligebehandling i civilsamfundsorganisationer'. Og skulle du være forhindret i dag, får du chancen igen på fredag.

I dag er også dagen, hvor Johs. Poulsen fylder 60 år. Ud over at være medlem af byrådet i Herning for de Radikale er han formand For Idrættens Analyseinstitut.

Og apropos Herning, så afholder Landbrug & Fødevarer delegeretmøde i Herning Kongrescenter på onsdag, hvor blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen, miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen vil tale.

På søndag har Dansk Flygtningehjælp sin landsindsamling. Så husk at stå klar med mønter og sedler.

Og så må du ellers godt vende tilbage til arbejdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00