Dansk Erhverv: Civilsamfundsstrategien skal ikke blive ved snak

Af Rasmus Kjærhus Nørgaard
Politisk konsulent, Dansk Erhverv

At den danske velfærdsstat siden guldalderen i 1950’erne og 1960’erne permanent har befundet sig i en brydningstid, synes der at være bred konsensus om.

At civilsamfundet, de frivillige og sociale organisationer udgør et endnu ikke fuldt udnyttet potentiale til at adressere de udfordringer, velfærdsstaten står over for, synes der ligeledes efterhånden at være bred konsensus om; forskningsmæssigt såvel som politisk. 

Derfor er regeringens civilsamfundsstrategi med alle dens bidrag fra organisationer og interessenter vigtig. Så langt, så godt!

Fra strategi til handling – den svære del
“However beautiful the strategy, you should occasionally look at the results,” skulle Winston Churchill engang have sagt. Og det er her, hvor civilsamfundsstrategien for alvor skal bevise sit værd: I resultaterne. 

Derfor er strategiens bebudede 360 graders eftersyn af de statslige rammevilkår for den frivillige sociale sektor ganske enkelt super vigtig. Den arbejdsgruppe, som børne- og socialminister Mai Mercado annoncerede her i Altinget, skal derfor også afdække reelle bud på ændringer. 

På vores ønskeliste for en mere effektiv og gennemsigtig støttestruktur står blandt andet, at ministeriernes puljeadministration får nogle mere styrende principper for gennemsigtighed og tildeling.

Rasmus Kjærhus Nørgaard
Politisk konsulent, Dansk Erhverv

Det er der behov for, hører vi ofte fra de mange af Dansk Erhvervs medlemsorganisationer, der modtager eksempelvis puljemidler. 

Styrende principper bør udfordre kortsigtet patchwork-økonomi
På vores ønskeliste for en mere effektiv og gennemsigtig støttestruktur står blandt andet, at ministeriernes puljeadministration får nogle mere styrende principper for gennemsigtighed og tildeling. Et af de velkendte problemer er eksempelvis trygheden i finansieringen.

Det at kunne planlægge sammenhængende over tid. Foreningerne får ganske enkelt midler for ganske få år ad gangen. De oplever derfor en ”patchwork-økonomi”, hvor deres samlede finansiering består af en lang række delelementer fra puljer, fonde og lignende med et ganske kortsigtet formål.

Det siger næsten sig selv, at det i sidste ende går ud over det, som det hele handler om; nemlig civilsamfundets indsatser for ofte udsatte medborgere.

Et andet ønske for en udmøntning af civilsamfundsstrategiens ambitioner må være, at selvom fokus helt naturligt er på de statslige rammebetingelser og støttestruktur, så vil det være klogt at skele til, hvordan samspillet er med de øvrige finansieringskilder.

Det kan være fondenes stigende betydning, partnerskaber med erhvervsliv og den offentlige sektor. Vi ser også et mere konkurrencebetonet indsamlingsmarked, hvor vi inden for nuværende kalenderår kan forvente en revision af indsamlingsloven.

En beslægtet problematik er, hvor andre statslige regler, eksempelvis refusionsordninger, risikerer at spænde ben for samspillet mellem kommuner og civilsamfundet, hvis der styres for snævert efter nogle mål frem for andre.

Civilsamfundet risikerer at blive låst fast
De senere år har vi været vidne til en udvikling i retning af mere styring og flere betingelser bygget ind i den statslige støttestruktur. Det kan der være mange gode grunde til, herunder et fortsat styrket fokus på dokumenterede effekter af sociale indsatser. 

Men kombineret med de øvrige rammer for indtægter står vi over for et stadig mere fastlåst civilsamfund. Dermed hæmmes noget af det, civilsamfundet er allerbedst til, nemlig den risikovillighed og den innovation, som er mange af de elementer, nutidens velfærdssamfund er bygget på ryggen af. Ting, som vi i dag tager for givet.

Hvordan det skal løses, håber vi bliver en bunden opgave, når en kommende arbejdsgruppe skal se på rammebetingelserne. Kun derved sikrer vi, at strategien bliver til reelle resultater.