Dansk Folkeoplysnings Samråd: Giv fritidspas til flygtninge

DEBAT: Regeringens strategi for civilsamfundet lægger op til, at nydanskere skal inddrages i civilsamfundets fællesskaber. Folkeoplysende skoler og foreninger vil gerne hjælpe, men økonomiske barrierer spænder ben, skriver Per Paludan Hansen.

Af Per Paludan Hansen
Formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd

”Hver dag er civilsamfundet ramme om frivillige fællesskaber, hvor borgere mødes om en lang række forskellige formål. Det kan være idrætsaktiviteter, kulturaktiviteter, politiske forhold, socialt samvær, folkeoplysning eller aktiviteter i og for naturen.” Sådan lyder det i regeringens strategi for et stærkere civilsamfund. 

I indledningen til den nye civilsamfundsstrategi løfter regeringen blikket ud over det snævert socialpolitiske og ser på civilsamfundet i alle dets variationer. Det er jeg glad for, og jeg finder da også flere initiativer i strategien, som giver mulighed for at inddrage de folkeoplysende skoler og foreninger.

Integration i fællesskaber
Særlig har jeg bidt mærke i, at regeringen vil inddrage nye grupper i civilsamfundets fællesskaber. Blandt disse nævnes
nydanskere, og regeringen anerkender, at civilsamfundets foreninger kan spille en meget vigtig rolle i integrationen: 

”Regeringen mener, at en vellykket integration blandt andet sker ved at tage et lands normer og værdier til sig. En af vejene til at sikre det kendskab sker gennem civilsamfundet, fordi det i sig selv står for nogle af de grundlæggende værdier ved det danske samfund: det personlige ansvar og frivillige engagement. Regeringen ønsker derfor at sikre en bedre integration blandt nydanskere ved at styrke tilknytningen blandt nydanske børn og voksne til civilsamfundet og frivillige fællesskaber.”

Økonomiske barrierer
Det er en opgave, som folkeoplysende skoler og foreninger allerede har taget på sig, og vi står på spring for at gøre mere – og også gøre det bedre. Men vi støder på barrierer for dette arbejde. Det gælder især flygtninge, som ofte ikke har råd til at betale deltagergebyr eller foreningskontingent. 

Det fremgår af strategien, at regeringen har øje for dette problem: ”Fritidspas er et eksempel på et godt redskab til at overkomme barrierer for, at udsatte børn og unge kan gå til spejder, fodbold eller en anden fritidsaktivitet med deres kammerater.”

Men hvorfor kun for børn og unge? Hvorfor ikke ”Fritidspas for voksne”?

Jeg har forståelse for, at det kan man ikke indføre fra den ene dag til den anden. Derfor vil jeg opfordre regeringen og satspuljepartierne til at afsætte et beløb til et pilotprojekt, der vil gøre det muligt for folkeoplysende skoler og foreninger at nedsætte deltagergebyret eller foreningskontingentet for flygtninge på integrationsydelse.

Det vil gøre det betydeligt nemmere at inkludere denne gruppe nydanskere i vores del af civilsamfundet.

Samtidig vil jeg nævne to andre af strategiens initiativer, hvor folkeoplysende skoler og foreninger kan være med til at løfte opgaven:
-          Initiativ 1: Der afsættes midler til at udvikle og understøtte strategiske partnerskaber mellem civilsamfundsorganisationer og kommuner.
-          Initiativ 3: Der afsættes midler til projekter, der fremmer udviklingen i landdistrikterne, og som udfordrer de traditionelle rammer for fællesskaber.

Snæver proces – snævert resultat
Fra starten fokuserede regeringen ensidigt på det sociale område. Processen blev funderet i Socialministeriet, og den øvrige del af civilsamfundets organisationer blev kun i begrænset omfang inddraget i processen. Hvad havde været mere nærliggende end at udnytte det brede civilsamfunds viden og erfaringer, hvis man vil have en strategi for hele civilsamfundet?

Resultatet er nu blevet en strategi, som primært tænker socialpolitisk. Det er glædeligt, at strategien indeholder åbninger for andre dele af civilsamfundet end det frivillige sociale arbejde.

Men civilsamfundets fællesskaber har ikke fået den strategi, som vi fortjener. Det danske samfund som helhed vil ikke få den gavn af civilsamfundsaktiviteterne, som det kunne have fået.

Jeg håber, at regeringen ikke vil vente for mange år, før den sætter en ny proces i gang – og skaber en strategi for civilsamfundet i al sin mangfoldighed.

Forrige artikel Ungdomsdebat: Der er gang i en humanitær ungdomsrevolution Næste artikel TV-Debat: Hvorfor handler alt om mig, når det burde handle om os?