Debatguldkorn fra udviklingsfyrtårn til både civilsamfundsnørder og skeptikere

Selvom Knud Vilbys bog Civilsamfundet - mellem stat og marked med sine 179 sider inklusive litteraturliste har et beskedent omfang, har dens indhold vægt som en egerafte i forhold til et bestemt formål: At cementere civilsamfundets tætte samspil med varierende politikområder og sektorens kolossale betydning for velfærdsstatens udvikling.

Enhver der nogensinde har stillet sig tvivlende, skeptisk eller blot uvidende over for denne forbindelse bør omgående sætte sig ned og læse. 

For de i forvejen frelste kan netop denne prædiken synes overflødig.

Men i betragtning af, at begrebet civilsamfund i det danske sprog, som det anføres på bogens allerførste side, er så nyt som fra 1992, er det en formodet udbredt (og måske til dels undskyldt) misforståelse, at den tredje sektor ikke som sådan har noget at gøre med det politiske system.

At civilsamfundet i vid udstrækning befolkes af politisk uinteresserede, velmenende individer, som enten ’bare’ vil yde en god gerning i en god sags tjeneste eller dyrke en interesse i et fællesskab. Men sådan er det ikke. Og hele Vilbys bog er et langt argument for det. 

Den sammenvævede historie og civilsamfundets guldalder

Bogen illustrerer, så man ser det for sig som et tæppe vævet af forskellige garntyper, hvorledes civilsamfundet på sin vis har været med til at skabe og undfange vitale dele af det system – staten – som den er endt med i perioder at lægge arm med.

Armlægningens kardinalpunkter har været finansiering til aktiviteter inden for aktørernes egne definerede formål samt fortsat indflydelse på de selvsamme politikker, som skiftende regeringer har været helt eller delvist afhængige af civilsamfundet for overhovedet at kunne gennemføre – politikker og strategier, som derfor hen ad vejen har givet de egne definerede formål hos aktørerne konkurrence. Og som også er en del af forklaringen på bogens hovedpåstand – nemlig at civilsamfundet er under pres.

Hvorvidt bogen samlet set understøtter denne påstand må vente lidt. For vejen til en afgørelse er på ingen måde uinteressant.  

Bogen tager udgangspunkt i to store klumper af organisationer: udviklings- og sociale og deres respektive politikområder. Gennem historiske nedslagspunkter skildrer Vilby, hvordan såvel moderne socialpolitik som den nuværende udviklingsbistand er blevet til i samspil med civilsamfundet i regulære fællesfora med deltagere fra både organisationer og politiske partier i noget, der kan lyde som en slags civilsamfundets guldalder. Her blev der blev lyttet ægte til den faglighed og ekspertise, som civilsamfundets aktører bragte til torvs. Og på resultaterne var organisationernes aftryk tydelige og i mange tilfælde retningssættende.

For læsere uden et lige så livslangt kendskab til det samspil som forfatteren, giver den type kortlægning vægt og substans til en forståelse, som nok kan eksistere på forhånd, men som gennem skildringerne får en endnu mere helstøbt kerne at bygge udenpå.

New public management og udlændingepolitikkens betydning

Det er nærliggende at skyde forfatteren i skoene, at erindringen om fortidens anderledes forhold er gledet over i en form for romantisering, hvor alting var bedre i de gode gamle dage. Men de netop lovpriste henvisninger til konkrete hændelser og forløb gør, at den mistanke ikke får videre næring at leve videre på.

Med en gennemgang af skiftende regeringers politikker i tiden efter årtusindeskiftet går bogen derefter i gang med at argumentere for, at civilsamfundet er klemt.

En type argumenter handler om rammerne – såsom styringsparadigmer i det offentlige system, herunder New Public Management, og hvad sådanne paradigmers krav til dokumentation og målbarhed betyder for civile aktører, som modtager offentlig støtte. Eller at markedslogikkerne – med krav om rentabilitet og value for money gennemsyrer såvel det offentlige som flere af de civile og den del af det offentlige, der ’benytter’ de civile aktører til at levere ydelser.

En anden type argumenter ser på, hvordan selve de førte politikker har haft betydning. Først med Fogh-regeringens opgør med smagsdommeri og ekspertvælde, som (måske utilsigtet) gik ud over organisationerne og siden med udviklingen i ’hierarkierne’ mellem forskellige politikker over et bredt politisk spektrum. For eksempel ved, at udlændingepolitikken og beskæftigelsespolitikken med tiden er kommet til at rangere over socialpolitikken. Med afsmitning på, hvilke hensyn, der prioriteres politisk: At begrænse indvandringen samlet set, med udgangspunkt i samfundets fælles bedste, eller at skabe bedre vilkår, tryghed og for eksempel et rummeligt arbejdsmarked med udgangspunkt i den enkelte.

Tilgivelige svinkeærinder og centrale spørgsmål

Man kan indimellem synes, at redegørelsen for selve politikkerne løber noget af med forfatteren og man kommer lidt vel langt væk fra bogens omdrejningspunkt – nemlig civilsamfundets vilkår. Han tilgives dog af, at han altid vender tilbage til sporet. Og endelig, af at bogen overordnet set rejser vigtige principielle diskussioner og spørgsmål, som selvsagt ikke kan besvares fyldestgørende i bogen. Men det, må man gå ud fra, er heller ikke forfatterens ærinde.

Centralt blandt disse spørgsmål er, hvilken rolle civilsamfundet skal have og har haft, og om det er af det gode eller det onde, at denne rolle synes at have udviklet sig.

På socialområdet ser Vilby, at rollen er gået fra være ’innovatør’ samt udpege behov og opgaver, som det offentlige bør påtage sig ansvaret for og være ’vagthund’, der kritiserer systemet til forbedring, til nu at tage sig af de individer, der ikke kan nås af det offentlige samt i øvrigt at være ’forlænget arm’ og serviceyder. På den politiske scene er en af de nyere roller at udøve den indimellem lidet profilerede fortalervirksomhed– lobbyisme for en sag, om man vil.

Og et heraf afledt spørgsmål er, hvem der har serveretten i forhold til at initiere lovgivning, regulering eller ’oprette’ opgaver for det offentlige og hvem, der bør have den? Er det politikerne eller civilsamfundet på de områder, hvor sidstnævnte har en egen dagsorden og opererer i egen ret uden hensyntagen til vælgerpræferencer, folkestemninger og med langsigtede tidshorisonter?

Udeladte spørgsmål

Svaret på det sidste gives allerede først i bogen, hvor Vilby slår tonen an med sin påstand ’Når civilsamfundet svækkes, står demokratiet og det enkelte menneskes rettigheder svagere.’ Denne holdning kan dog næppe komme bag på nogen med blot et minimum af kendskab til forfatterens generalieblad.  

Samtidig er det forklaringen på, hvorfor visse spørgsmål ikke stilles i bogen. Et af dem kunne være, hvorvidt civilsamfundets ’nye’ position kan ses som en ’sejr ad helvede til.’ Fordi man har nået smertegrænsen for mængden af opgaver for det offentlige, og at staten ikke kan og bør påtage sig flere opgaver. Og det derfor ikke giver mening for civilsamfundet at udpege flere områder, som staten bør påtage sig ansvar for.

Men det ville hurtigt blive en ideologisk diskussion, som forfatteren på sin vis klogeligt lader ligge. Den ville formentlig ende i en blindgyde, der ikke handlede om civilsamfund, men om det rimelige i statens størrelse.  

Nøgternt, nyt og hele vejen rundt

Vilby skriver nøgternt og letforståeligt med tydelige, men åbenlyst deklarerede holdninger. Det er en styrke. Man skal muligvis være tæt på lige så nørdet som denne skribent for glubsk at labbe bogens fulde tekst i sig, men selv med mindre optagethed af netop civilsamfundet set på tværs og fra oven end forfatter og anmelder er der udbytte at hente. Det ville for eksempel fungere glimrende for undervisere eller andre formidlere at inddrage udvalgte passager eller kapitler til undervisning eller debat. 

En anden af bogens styrker er, at den vitterligt, trods det beskedne format kommer vidt omkring de forhold, som udgør rammerne for civilsamfundet. Både med spritaktuelle dagsordner som satspuljens efterfølger, regeringens (den nuværende) civilsamfundsstrategi og sociale investeringsfonde, men den kommer også ud i hjørner, som ellers er lidt sjældnere besøgt og kan være svære at placere på civilsamfundskortet: Boligsociale indsatser og den lidt kølnede interesse for det rummelige arbejdsmarked og de socialøkonomiske virksomheder. Herunder en af forfatterens kæpheste: At mennesker i stigende har fået værdi mere som markedsværdi de udgør - som produktionsapparat og arbejdskraft mere end som mennesker med egen ret og rettigheder. Og konsekvenserne af det syn på de vilkår civilsamfundet opererer under.

Og bedst som man sidder og efterlyser, at forfatteren inddrager de almennyttige fonde og deres stigende finansiering til civilt drevne projekter og øgede rolle for sektoren, får man søreme et afsnit om det aspekt.

I sidste kapitel får man en opsummering af forfatterens argumenter for civilsamfundets klemthed. Uanset om man føler sig 100 procent overbevist eller ej, bliver man efterladt med en række nye og ikke mindre relevante spørgsmål. I en bog hvis omdrejningspunkt er truslen mod et af demokratiets bolværker, må lysten til fortsat dialog og diskussion i sig selv udgøre en anbefaling til at læse.

Bogen udkommer 29. marts