Klumme: Det haster med at udvikle en fælles samfundskontrakt

Derfor haster det med at udvikle en model for en samfundskontrakt, som alle kan se sig selv i, og som baserer sig på demokratiets grundprincipper om inklusion, dialog og samarbejde på tværs af samfundet.

Birgitte Boesen
Indehaver, büroCPH

Selv om de filantropiske fonde årligt er leveringsdygtige i mange milliarder til blandt andet videnskab og kultur, så rejser der sig i disse år nogle nye problemstillinger inden for områder som fællesskab, demokrati, ligestilling, partnerskaber og retssikkerhed, der kræver en ekstraordinær indsats.

Her slår nok så mange ekstra filantropiske milliarder ikke til.

Derfor har vi brug for at udvikle nye modeller for samarbejdet på tværs af sektorer og kapitalforhold.

Ambitiøse verdensmål nås ikke gennem filantropi alene
Nyeste skud på stammen over ambitiøse politikområder er verdensmålene om at sikre verdens befolkning rent drikkevand, grøn energi, sundhed, bæredygtige byer, inklusion og mad til alle.

Alverdens fonde slutter op om parolen om at nå SDG-målene senest i 2030, men der er ikke filantropi nok i verden til at betale for den regning, verdensmålene har med sig, sagde landets finansminister, Kristian Jensen, for nylig i et interview til Altinget og slog fast, at det er nødvendigt at skabe økonomi i udviklingen af de nye verdensmål, hvis indsatsen skal lykkes.

Offentlig forskning tiltrækker private midler
Det samme kan man sige om en lang række andre indsatsområder, der er vigtige for udviklingen af samfundets livskvalitet, vækst og innovation.

Tag eksempelvis forskningsområdet, hvor danske fonde og organisationer herhjemme i øjeblikket finansierer omkring 12 procent af den offentligt udførte forskning. Meget tyder på, at mætningspunktet for eksterne bidrag ikke er nået, og at området i de kommende år vil tiltrække endnu flere milliarder fra privat fonde og virksomheder.

Dette gør de offentlige universiteter i stand til at drive forskning, som staten ikke ville kunne finansiere alene, hvilket er med til at give os en solid position sammenlignet med mange andre lande.

På den anden side bliver den offentlige forsknings succes på afgørende områder afhængig af at få tilført eksterne midler, og tilsvarende lægger det et pres på fondene om at fortsætte med at bidrage til den høje andel af universiteternes forskningsindsats.

Det styrker den fælles samfundskontrakt
Dette er ikke nødvendigvis skidt for samfundet, men tværtimod kan det være med til at styrke den fælles samfundskontrakt, at private midler kanaliseres ind i den offentligt udførte forskning.

For at give et eksempel på, hvordan samspillet mellem privat og offentlig kapital også kan være, kan man kaste et blik på den engelske fond Wellcome Trust Foundation.

Fonden har etableret et genteknologisk forskningscenter, Sanger Institute, på sin egen campus, Wellcome Genome Campus. Instituttet er 100 procent ejet og drevet Wellcome Trust og har siden grundlæggelsen i 1993 udviklet sig til et gigantisk forskningscenter med mange hundrede fondsansatte forskere og stor international betydning.

Dette giver den private fond en unik mulighed for at koncentrere sine midler på egne projekter, men pengene går samtidig uden om den offentligt udførte forskning. Heri adskiller situationen sig markant fra den danske 'model'.

Set fra et nordisk velfærdsperspektiv er der vist ikke så meget tvivl om, hvad der er at foretrække.

Hvad forventer vi os som borgere?
Alligevel er spørgsmålet om, hvorvidt der er grænser for, hvad den private filantropi kan og bør tage ansvar for, en refleksion værd.

Dels fordi vi som borgere helt overordnet bør forholde os aktivt til, hvilke forventninger vi bør have til samspillet mellem privat og offentlig kapital. Dels fordi de private fondes filantropiske aktiviteter mere og mere ligner et reelt alternativ til offentlig finansiering på en række områder.

På forskningsfeltet bliver dette spørgsmål ikke mindre vigtigt af, at regeringen har en ambition om, at landet skal være en forskningsnation i den "absolutte verdenselite", som den nu afgåede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind sagde det i forbindelse med præsentationen af regeringens forsknings- og innovationspolitiske strategi i december sidste år.

Økonomisk opfindsomhed i kommunerne
Men også på andre områder end forskningen sætter fondenes mange filantropiske milliarder deres spor i politikeres og institutionslederes planer.

Det ses blandt andet i kommunerne, hvor man drømmer om at få adgang til de mange bevillinger, der kommer dels fra de private fonde, dels fra offentlige puljer og fra EU.

Ønsket om at gennemføre reformer eller udvikle nye initiativer følges ikke altid op af øgede offentlige indtægter, hvilket tvinger kommunerne til at se sig om efter alternative finansieringskilder.

Blandt det offentliges store udfordringer er det udgiftskrævende familieområde, men lige så ofte kommer efterspørgslen på miljø- og klima, daginstitutioner og skoler, ældre- og handicapområdet – og så naturligvis på det livsbekræftende kulturområde.

Der er brug for økonomisk opfindsomhed i kommunerne, hvis borgernes behov og forventninger på alle disse områder skal imødekommes. Situationen har fået en del kommuner til at organisere fundraisere til dels at hjælpe kommunens egne medarbejdere til at søge fondspenge, dels at vejlede det lokale foreningsliv i, hvordan man får andel i de eftertragtede private fondsmidler.

Tendensen har bredt sig de senere år, og der er grund til at formode, at det er godt købmandskab, siden kommunerne fortsætter med at bruge midler på fundraising.

Det gælder måske især på kulturområdet, hvor private midler siden finanskrisen tilsyneladende har spillet en stadig større rolle for mange kommuner. Nyhedsmediet kommune.dk kunne for nylig fortælle, at selv om de beløb, som kommunerne årligt bruger til kultur målt per indbygger varierer meget, er det i gennemsnit faldet med 15,6 procent fra 2008 til 2017.

Artiklen 800 eller 2.800 kroner per borger – så meget bruger din kommune på kultur ligger bag en betalingsvæg, og her fremgår det, at der i dag i gennemsnit bliver brugt 1.566 kroner per borger, mens der i 2008 blev brugt 1.838 kroner. 

Det haster med en samfundskontrakt
Meget tyder på, at konkurrencen blandt offentlige institutioner om de frie fondsmidler bliver hårdere de kommende år. Og selv om der kan være en tendens til at overgøre fondenes betydning for samfundsudviklingen, så er det ikke til at komme uden om, at den filantropiske kapital er væsentlig for samfundets evne til at udvikle nye initiativer på mange områder. Som eksemplet fra England viser, kan den private kapital vælge andre modeller end dem, der bygger på en fælles samfundskontrakt.

Derfor haster det med at udvikle en model for en samfundskontrakt, som alle kan se sig selv i, og som baserer sig på demokratiets grundprincipper om inklusion, dialog og samarbejde på tværs af samfundet.

--------------------------------------------------

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.