DFHO om konkurrencefornægtelse hos foreningsfitness: Det er noget hykleri

Af Morten Brustad
Direktør i fitnesscentrenes brancheorganisation (DFHO) 

Jeg ser ikke spøgelser, sådan som DIF's public affairs-chef Poul Broberg hævder, når jeg problematiserer konkurrenceforvridning mellem kommercielle og foreningsdrevne fitnesscentre. Jeg ser derimod fakta, og de fakta omgås Poul Broberg som var de et spøgelse – nemlig ved at forfalde til sin tro.

Udtryk for arrogance
For sagen er den, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede har dokumenteret en risiko for lokal konkurrenceforvridning på fitnessområdet. Det nægter Poul Broberg at tro, og derfor efterspørger han dokumentation vel vidende, at den findes. Det er desværre udtryk for en arrogance, der ikke klæder foreningslivet. 

Sagligt er det heller ikke, når foreningsfitness udlægges som et alternativ til ældre, der er utrygge ved kommercielle fitnesscentre. Først og fremmest fordi mange ældre finder glæde – og tryghed – i kommercielle træningsmiljøer. Men ikke mindst fordi foreningslivet arbejder strategisk med at gøre indhug på fitnessområdet i et omfang, der rækker langt ud over den ældre målgruppe.

Det viser foreningslivets egen visionsaftale på fitnessområdet med al tydelighed. Her udpeges fitness nemlig som en væsentlig aktivitet i forhold til at få flere medlemmer, fordi fitness appellerer bredt til både unge, gamle, byboere og landboere. Derfor defineres 29+år som målgruppen for foreningslivets øgede fitnesssatsning.

Foreningslivet er hyklerisk
Samtidig bliver de kommercielle centres vækst nævnt som en udfordring i form af konkurrence på fitnessområdet. Og aftalens konkrete mål fastslår, at massiv markedsføring og satsning på (stor)byerne, hvor de kommercielle centre står stærkt, er nøglen til flere foreningsmedlemmer.

Udadtil er almenvellet og fællesskab fortællingen, men på de indre linjer foregår en kynisk forretningsudvikling, der alene har til formål at gøre foreningsfitness større.

Morten Brustad
Direktør, DFHO

Visionsaftalen er interessant, fordi den udstiller foreningslivets hykleri. Udadtil er almenvellet og fællesskab fortællingen, men på de indre linjer foregår en kynisk forretningsudvikling, der alene har til formål at gøre foreningsfitness større – vel at mærke med offentlig støtte i ryggen. Indadtil beskrives konkurrencesituationen samtidig som en udfordring, mens den udadtil benægtes.

Som repræsentant for den kommercielle fitnessbranche må jeg naturligvis råbe vagt i gevær, når mine medlemmer og særligt mindre lokale centre kan fortælle, at de mærker presset fra fitnessforeningerne. Og selvom det generelt går fitnessbranchen godt, så retfærdiggør det ikke, at offentlige midler bliver brugt til at begrænse private virksomheder, der sikrer job og betaler til den velfærd, der for eksempel muliggør udbetaling af idrætsstøtte.

Fokuserer på sig selv fremfor samarbejde
Gang på gang fremhæver fitnessbranchen den værdi, som foreningslivet på imponerende vis skaber, og jeg vil oprigtigt ønske, at foreningslivet kvitterede ved at indgå et konstruktivt samarbejde om i fællesskab at øge idrætsdeltagelsen. Men jeg må desværre konstatere, at foreningslivet er mere optaget af eget vokseværk end af den samlede idrætsdeltagelse.

Det må politikerne snart få øjnene op for – særligt når de har købt rent ind på foreningslivets vision om, at 75 procent af befolkningen skal være idrætsaktive og 50 procent medlem af en forening i 2025. For tillad mig at spørge: Hvis begge dele ikke er muligt, hvad er så vigtigst – idrætsdeltagelsen eller foreningslivets medlemstal?

Spørgsmålet er – desværre – ikke hypotetisk, fordi foreningslivet meget sandsynligt kommer til at bruge energi på potentielle medlemmer, der naturligt vil søge mod de mange eksisterende fitnesstilbud.

Herfra er opfordringen derfor klar: Lad os sammen anerkende foreningslivet, men fastholde, at den politiske vision nu engang bør være et samlet løft i idrætsdeltagelsen. Konkret bør politikerne måle på effekten, når idrætsstøtten uddeles. Det bør ske i kombination med et skærpet tilsyn, som tager højde for, hvorvidt og hvornår støtte skaber unfair konkurrence.

Dernæst bør politikerne plukke den lavest hængende frugt, som består i klart at markere, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning til kommunerne om konkurrenceforvridning på fitnessområdet naturligvis skal følges. Tilsammen vil disse tiltag skabe rammer for fair konkurrence og samtidig give foreningerne masser af plads til at udfolde sig. Det vil gavne idrætsdeltagelsen, og jeg kan forsikre om, at den kommercielle fitnessbranche nok skal trække sin del af læsset, så vi når det fælles mål: At flere danskere dyrker motion.