DUF vil politisere den danske ungdom

SAMTALE: Frivillighedsbegrebet kan korrumpere. Det mangler den politiske dimension, vurderer Signe Bo fra Dansk Ungdoms Fællessråd, DUF.

En overfladisk visit på DUFs hjemmeside giver ikke en fornemmelse af, at nu er man da vist kommet ud i kanten af tidsånden.

Der er de obligate links til Facebook og Twitter, og der fortælles om en kursusrække, som skal gøre "foreningsfrivillige bedre til at facilitere og give inspiration til at bruge dialog som samarbejdsredskab".

Men en lidt nærmere granskning byder på overraskelser: Politik bruges ikke som et skældsord. Tværtimod faktisk. Med stolthed præsenteres DUFs stifter, samfundsdebattøren, højskolemanden og teologen Hal Koch, hvis kendemærker var tænksomhed og interesse for politisk kultur. Og en samtale med DUFs formand, Signe Bo, bekræfter, at det ikke drejer sig om en kommunikationsmæssig svipser:

"Hal Koch skrev om, hvor vigtigt det er, at hver ny generation indtager og erobrer demokratiet. Vores arbejde handler om at politisere og demokratisere den danske ungdom. Og vi er meget bevidste om, at vi er ude af tiden, når vi taler sådan om det," siger Signe Bo. Der i øvrigt ikke er helt tryg ved aktuelle tendenser til, at der opstår foreninger, som hun finder det svært at skelne fra virksomheder:

"Det er blevet et spørgsmål, hvor grænsen går mellem at være kunde og at være medlem," siger hun. Det vender vi tilbage til.

En tillidspost
Den 5. december er der delegeretmøde med nyvalg i DUF. Frem til da er Signe Bo valgt til at repræsentere organisationen.

Man kan betegne hende som civilsamfundsaktør. Man kan også bare sige, at hun er deltager i det politiske liv.

Er det ligegyldigt, om man taler om tingene på den ene eller den anden måde? Det mener Signe Bo ikke.

Det var virksomhed i KFUK og KFUM, der ledte hende til posten som DUF-formand. Hun opfatter det som en tillidspost, og selv om hun bestemt ikke er tvunget til dette arbejde, er hun alligevel ikke tilbøjelig til at tale om det som frivilligt arbejde. Hun finder heller ikke, at mærkaten filantropi passer til DUF – "der er ingen hattedamer hos os" – men føler sig mere hjemme i selskab med betegnelsen almennyttigt arbejde.

Signe Bo: "Det er kun ganske få år siden, at det blev almindeligt at tale om frivillighed i DUF, men begrebet har jo fået stor udbredelse. Jeg ser det i sammenhæng med, at der generelt har udviklet sig et frivillighedscirkus, som blandt andet omfatter offentliggørelse af astronomiske tal for, hvor mange der arbejder frivilligt. Det kan hurtigt blive til store tal, hvis man også medregner sådan noget som almindeligt godt naboskab, hvor en person har hentet varer for sin overbo,” siger hun og fortsætter:

”Jeg vil ikke afvise, at den måde at tale om tingene på kan få flere til at deltage i velgørende arbejde. Der er nød nok til alle, så fred være med dét, men jeg frygter, at det også kan få færre til at deltage i demokratiet. Frivillighedsbegrebet kan korrumpere. Det mangler den politiske dimension, og den er det vigtigt at fastholde. I hvert fald bør man holde snitterne fra dem, der ikke selv opfatter sig som frivillige – som for eksempel bare er spejderledere eller er valgt til et eller andet, de ser som en tillidspost."

Tak for tips
Andre af de nyere begreber, som for tiden bidrager til at definere civilsamfundet, har Signe Bo det bedre med. For eksempel er hun ikke i tvivl om, at DUF er en ngo – en non-governmental organisation, en ikke-statslig organisation.

Signe Bo: "DUF er helt bestemt en ikke-statslig organisation. Nu kan jeg næsten høre nogen indvende, at vi jo får tipsmidler, så jeg skynder mig at svare på indvendingen: 'Tipsmidler er ikke statens penge. Det er folkets penge, som de har tabt i spil – og tak for det!' Så vi er en ngo, men det betyder ikke, at vi står i lodret opposition til den til enhver tid siddende statsmagt. Det betyder, at vi er kritiske medspillere,” siger hun og uddyber:

”Politikere er valgt til at virke for det samfundsmæssige fællesskab, som vi repræsenterer en del af. Ingen gruppe i fællesskabet kan fungere løsrevet fra andres interesser. Vi deler altså ikke et syn på ngo'er som 'systemets' modstandere. I stedet konserverer og videreudvikler vi en demokrati- og foreningsforståelse, som i Danmark er halvandet århundrede gammel, og som ikke ser en modsætning mellem det politiske system og det politiske liv i civilsamfundet, men fokuserer på den demokratiske samtale."

Netop den demokratiske samtale var et centralt ideal hos Hal Koch. Året før han var med til at stifte Dansk Ungdoms Fællesråd, udlagde og forsvarede han i 1945 den demokratiske samtale i bogen ”Hvad er demokrati?”, som siden er genoptrykt i flere omgange og udnævnt til dansk demokrati-kanonisk værk. Bogen handler om civilsamfundet, men blev skrevet længe før ordet 'civilsamfund' for et kvart århundrede siden fik status som del af det danske sprog.

Signe Bo: "Koch lagde vægt på, at hver ny generation skal vindes for demokratiet. Det vil også sige, at hver ny generation skal vinde demokratiet netop for sig selv og på sine særlige vilkår. De samværs- og debatformer, vi har, ændrer sig jo hele tiden. Det oplagte eksempel i dag er fremkomsten af de sociale medier. Det, vi skal tage vare på, er det der med mennesker, der mødes, og meninger, der brydes. Det må ikke glide os af hænde,” siger hun:

”Koch skrev i en anden tid, og af gode grunde gjaldt hans engagement især forskellen mellem demokratiske samfund og totalitære stater. I dag er det så noget andet, vi står overfor – en ligegyldighed over for det demokratiske som noget, der i for høj grad tages for givet. Og en udbredt modvilje mod politik."

Holdningsforskrækkelse
Som organisation lægger DUF ikke navn til principielle mishagsytringer om politik.

Signe Bo: "Vi plejer at kalde synet på politik som noget negativt for en holdningsforskrækkelse. Men holdninger er styrende for ethvert samfund, ethvert fællesskab. Politik drejer sig om holdninger. Det har ikke kun at gøre med, hvad der sker ved byrådsmøder, i folketingssalen og i andre formelle sammenhænge i det politiske system. Alt, hvad vi gør sammen, alle beslutninger, vi tager i fællesskab, er udtryk for politik. Politik er debatter, undersøgelser og overvejelser om, hvilken vej der skal vælges og være den fælles. Det er der ofte kamp om; det hører med, men det er ikke det samme som, at politik ikke er andet end kamp mellem uforsonlige modstandere,” siger hun og fortsætter:

”Når vi oplever stærk modvilje mod politik blandt unge, hænger modviljen sammen med, at de netop er kommet til at opfatte politik som ikke andet end magtkampe, spin, taktiske manøvrer og snyd og bedrag. Sådan er de blevet præsenteret for det. Og de er blevet vænnet til at betragte holdninger som farlige – farligere, tilmed, end dumhed. Det indtryk kan man i hvert fald få, hvis man tænder for sit fjernsyn.”

Kan man tale så hvast uden at komme i fedtefadet og i konflikt med de andre i styrelsen? Signe Bo bedyrer, at det kan man. Dette er, betoner hun, ikke kontroversielt stof i organisationen. Ikke i dens top, men næppe heller ved rødderne.

Signe Bo: "Vores styrelse rummer repræsentanter for 15 meget forskellige organisationer. De spænder fra politiske ungdomsorganisationer til spejdere og en forening for rollespil, men det, jeg har sagt om politik, er der enighed om,” siger hun:

”Vi er meget bevidste om det. Og jeg tror også, at det er meget udbredt nede i de enkelte foreninger – jeg mener helt ned på den enkelte spejdergruppes niveau. De taler jo ikke om politik som begreb, men de taler faktisk meget om demokrati og om, at det er vigtigt, at de snakker sig frem til, hvordan de gerne vil have det, og hvordan de vil gøre ting sammen. Og spurgte du rollespillerne, ville du høre, at de finder det enormt vigtigt, at enhver ork har en stemme, når noget skal besluttes. Ganske vist er der pres på demokratiet og på politikerne, men det er mit indtryk, at de unge generelt anerkender behovet for den demokratiske samtale og for, at der skal være et samspil mellem det politiske system og det politiske liv, som leves uden for systemet.”

Politik fremstilles som ren magtkamp
En vis optimisme lader sig spore med hensyn til fremtiden for det politiske liv i Danmark, men Signe Bo følger op med et MEN, der lige om lidt giver hende anledning til at bringe DUFs aktuelle mærkesag på bane.

Signe Bo: "Desværre lader det også til, at mange unge selv føler, at de ikke er kloge nok til at deltage. De anerkender vigtigheden af at kunne stemme, men de tror, at de selv er for dumme til det. Når bortses fra det seneste kommunalvalg, har stemmeprocenten blandt førstegangsvælgere i mange år været dalende. På den baggrund er unge i en undersøgelse blevet spurgt, hvor politisk aktive de er, og hvordan de er det – om de for eksempel deltager i demonstrationer, skriver læserbreve, er med i grupper via Facebook, deltager i folketings- og kommunalvalg o.s.v. De, som ikke stemmer, er også blevet spurgt, hvorfor de ikke gør det. Og det er faktisk kun en mindre del, som svarer, at de ikke stemmer, fordi de ikke interesserer sig for politik. Men mange svarer, at de ikke synes, at de ved nok, og at de ikke har sat sig nok ind i sagerne.”

Fænomenet har formentlig mange årsager, mener Signe Bo. Det er ikke nok med én enkelt forklaring.

Signe Bo: "Men jeg tror, at det billede af politik, som de unge får fra tv, er medvirkende. De får det indtryk, at politik højst angår de 179 medlemmer af Folketinget eller måske snarere den lille gruppe af folketingsmedlemmer, som hyppigt dukker op på skærmen. Samtidig fremstilles politik som noget, der udelukkende drejer sig om at tilrane sig eller blive frarøvet magt. Selvfølgelig drejer politik sig om magt, men det fremstilles som om, det ikke drejede sig om andet end ren magtkamp.”

16 års valgret
Man kunne forestille sig, at den meget store vægt, der lægges på uddannelse som nærmest den eneste vej til alt godt og væsentligt i livet, også kunne medvirke til, at nogle får den ide, at de er for dumme og uvidende til at bidrage til det politiske liv. Kunne det måske være en del af en forklaring?

Signe Bo: "Det er rigtigt, at der er fokus på viden og uddannelse, og at længere uddannelse forbindes med alle mulige goder – for eksempel længere liv. Men det er noget skidt, hvis det kobles med demokratisk evne. Sådan hænger tingene efter min mening ikke sammen. Hvis jeg mente det, kunne jeg jo heller ikke stå bag vores mærkesag om 16 års valgret."

Hvad mærkesagen angår, sidder Signe Bo over for en skeptiker, men det er hun vant til.

Signe Bo: "Der er også mange unge, som er skeptiske. Særligt lader det til, at mange tror, at deres jævnaldrende venner ikke vil vide, hvad de skal stemme og ikke vil være i stand til at træffe gode valg. Men jeg har da også venner, som det kan være vanskeligt for – de er så bare fyldt 18 år, og så har de lov til at være uvidende og dumme,” siger hun og uddyber:

”Min erfaring siger mig, at giver man unge et ansvar, så tager de det også på sig. De fylder de rum ud, som bliver stillet til rådighed. Og statistisk er der belæg for, at hvis man stemmer første gang, man har mulighed for det, så er der der stor sandsynlighed for, at man fortsætter med at deltage i valg. Det gælder om at gøre det til en rygmarvsreaktion, at man skal stemme, og at det slet ikke overvejes, om man skal stemme, men kun hvem man skal stemme på. Den rygmarvsreaktion kan det være lettere at grundlægge som 16-årig end som 18-årig. De fleste bor fortsat hjemme og påvirkes af forældre, der stemmer. Og skolekammerater, der endnu ikke har bevæget sig i retning af forskellige uddannelsesmæssige niveauer, kan påvirke hinanden til at stemme."

"Min erfaring siger mig, at giver man unge et ansvar, så tager de det også på sig. De fylder de rum ud, som bliver stillet til rådighed," siger Signe Bo.

 

Unge på erhvervsskoler bliver tabt
Kampagnen for 16 års valgret sigter mod at vedligeholde en høj valgdeltagelse, men der er også andre facetter.

Signe Bo: "Vi har også taget bestik af demografiske ændringer, som medfører, at en stigende andel af vælgerne er ældre. Indførelse af 16 års valgret kunne bidrage til at fastholde, at der vedbliver at være en ungdomsdagsorden – og ikke bare én, der drejer sig om ydelser til ældre. Og så er vi helt overordnet optaget af, at de unge fastholder og udvikler et politisk engagement. Det er bekymrende, at unge med anden etnisk baggrund og unge på erhvervsskoler ikke rigtigt er med. Disse gruppers valgdeltagelse er lavere, og de erklærer sig mindre interesserede i politik end jævnaldrende. På en måde kommer de dermed til at stå uden for det samfundsmæssige fællesskab."

At have forældre eller bedsteforældre fra andre dele af verden kan gøre det svært at få lov at virke og føle sig som medlem af det danske samfund. Det er en trist kendsgerning, men ikke overraskende, hvis den også giver sig udslag blandt unge. Overraskende er det derimod, hvis unge på erhvervsskoler på lignende vis oplever, at samfundet ikke er deres: For få årtier siden fandtes en meget aktiv lærlingebevægelse, som også gjorde sig gældende i DUF, og fagbevægelsen har historisk spillet en central rolle i dansk politisk liv.

Signe Bo: "Den voksende tilbøjelighed til at se det gymnasiale og boglige som det eneste saliggørende er nok medvirkende, selv om det ikke lige er til at sige, hvad der er æg, og hvad der er høne. Men dén udvikling lader jo nogle på erhvervsskolerne tilbage, som om de ikke var for kloge. Det kan så udmærket være, at de efter endt uddannelse klarer sig glimrende som for eksempel tømrere eller murere, men at de alligevel er tabt for demokratiet. Vi søger at reagere ved at stille fællesskaber til rådighed for de unge,” siger hun:

”Vi er så håbløst umoderne, at vi ønsker at sikre, at de har adgang til et foreningsliv og stabile fællesskaber, som giver gode rammer for at danne identitet. Det gør de, fordi de – til forskel fra de hurtige projekter, der sigter mod ditto udbytte til den enkelte – er langsomme, har mange årtier på bagen, ikke flytter sig, er blivende."

Serviceleverancer og forpligtende fællesskaber
Er fællesskaber noget, man kan stille til rådighed for folk? Er fællesskaber en slags serviceydelser? Kræver det ikke netop aktivitet af de enkelte at danne og vedligeholde et fællesskab?

Signe Bo: "Fællesskaber er ikke serviceydelser, men der er for øjeblikket en bevægelse i retning væk fra kun at opfatte foreninger som noget, man binder sig til. Det drøftes, om man skal sænke tærsklen og gøre det mindre forpligtende. Nogle argumenterer for, at foreningslivet rummer en masse fine sider, som mange aldrig vil opdage, hvis adgangskravet er, at de først skal skrive deres navn i blod. Det er en diskussion, vi fører ganske intenst for tiden,” siger hun og fortsætter:

”I den ene ende har du formanden for den politiske ungdomsorganisation, som erklærer, at de bedste medlemmer melder sig ind dagen efter, at partiet har lidt et valgnederlag. I den anden ende har du grupper, som ønsker at tegne et abonnement på deres elektroniske nyhedsbrev for deltagelse. Mange klik, som er tegn på, at nyhedsbrevet er blevet åbnet mange gange, kan så ses som belæg for et stort engagement.”

Selv står Signe Bo ikke uden for diskussionen. Hun har en kæphest.

Signe Bo: "Min egen kæphest er det forpligtende fællesskab, som ikke eksisterer, hvis ikke alle yder noget, og hvor alles bidrag betyder noget – hvor der ikke stilles krav om andet end netop at bidrage. Men forpligtende fællesskaber er jo besværlige, og der er en tendens til, at den form for fællesskaber afløses af nogle, der ikke er ret meget andet end en forbigående samling af mennesker rundt om et hurtigt projekt, og hvor det ikke giver så megen mening at at tale om egentlig deltagelse,” siger hun:

”Man kan måske tale om designede fællesskaber. Institutioner kan slå sig op på at tale om 'medskabelse' som noget, de serverer for deres brugere. Og der opstår foreninger – ikke mindst på det kulturelle område – som faktisk nærmest er virksomheder. Nogle er ærlige og siger: 'jeg og min kammerat ville gerne lave et projekt. Så dannede vi en forening, og så fik vi støtte til det, og nu kører det'. Nogle gange har det både kommercielle og filantropiske aspekter, og nogle indretter sig med bestyrelser og så videre, men alligevel – dybest set opfatter jeg dem mere som virksomheder end som foreninger. Det er blevet et spørgsmål, hvor grænsen går mellem at være kunde og at være medlem."

Hermed er spørgsmålet givet videre. Det er meget tungt og omfattende spørgsmål, alt for stort til en enkelt lille samtale. Det indgår endda i en hel søskendeflok af spørgsmål: Hvor går grænsen mellem marked og civilsamfund? Hvor går grænsen mellem at være forbruger og borger? Hvor går grænsen mellem at være kunde og at være medlem?

Et strømlinet univers
Med sin positive holdning til politik afviger DUF fra den måde, det er blevet almindeligt at tale om politik på. Samtidig – og mere tidstypisk – trækker DUF i sin argumentation gerne på videnskabelige undersøgelser, der angiveligt viser, hvordan tingene faktisk forholder sig. Det spørgsmål melder sig, hvor godt de to tilbøjeligheder går i spand. Er der ikke en risiko for, at argumentation, som henviser til videnskab, kommer til at lukke for diskussioner og i sidste ende kan få den demokratiske samtale til at fremstå som overflødig?

Signe Bo: "DUF har to ben. Vi er den politiske organisation, der sætter unge på dagsordenen i den offentlige debat. Vi er også en interesseorganisation, der altid skal tilvejebringe de bedst mulige betingelser for foreningerne, og i den sammenhæng kan henvisninger til videnskabelig evidens være et middel. Man vælger at støtte sig til evidens, som fremmer ens mål. Men jeg er da opmærksom på, at resultatet let kan blive, at diskussioner drejes væk fra sagers politiske indhold, så man får en slags meta-diskussioner. Det diskuteres så for eksempel, om den finansministerielle regnemodel er den rigtige, men ikke hvad beregningerne drejer sig om. Det kan også let blive glemt, at målene ikke principielt er hævet over diskussion,” siger hun og fortsætter:

”Mit mål er at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for et foreningsliv. Det mål kunne sagtens diskuteres. Der kan argumenteres for, at DUF skulle fokusere et andet sted. Vi er blot pålagt at arbejde for at løse ungdommens problemer. Hvorfor snakker vi ikke i stedet om borgerløn til alle unge? Der er en grund til det. Vi ser foreningslivet som en forudsætning for, at vi fortsat kan have en demokratisk samtale mellem borgere, der selv kan gøre noget ved deres problemer. Men det kan man da godt være uenig i."

Man kan også være uenige om, i hvilket omfang professionalisering tjener eller modvirker et foreningsarbejde, der både bygger på og vil opretholde, at folk selv kan gøre noget ved deres problemer.

Signe Bo: "Professionalisering er noget, som sker, og som nogle begræder, uden at det rigtigt lader sig forklare, hvorfor det sker. I vores tilfælde indebærer det først og fremmest, at vi har et professionelt sekretariat, og at vi nok fremstår mere strømlinede – eller ensrettede – i vores henvendelser til omverdenen, end vi gjorde før. Men det omfatter ikke de enkelte organisationers kommunikation med deres egne medlemmer. Det stopper altså et sted, og jeg mener, at det bør stoppe et sted. Et helt strømlinet univers kan ikke rumme vores form for fællesskab."

 

Gitte Meyer er seniorforsker ved CBS Center for Civilsamfundssstudier. Hun har arbejdet 25 år som journalist, før hun for 15 år siden flyttede ind i forskningsverdenen. I denne serie af samtaler om og med foreningsdanmark lægger hun op til diskussion om de ord og begreber, vi bruger, når vi taler om civilsamfundet.

Næste artikel En spirekasse for sociale initiativer En spirekasse for sociale initiativer