Færre flygtninge på højskole?

250 flygtninge har med kommunal finansiering tilbragt en del af foråret 2016 på en af de 65 danske folkehøjskoler. Og skolerne har lagt planer for efteråret.

Ifølge en rundspørge, foretaget af Folkehøjskolernes Forening og offentliggjort i Højskolebladet, regner hele 56 af skolerne med at tage flygtninge ind, omkring 500 i alt. Men det kan se ud som om, skolerne har gjort regning uden vært.

I den aftale om integration af flygtninge, som regeringen og Kommunernes Landsforening indgik medio april, udgør højskolerne nemlig ikke en af brikkerne.

De tillidsvalgte i toppen af Folkehøjskolernes Forening, formand Lisbeth Trinskjær og næstformand Jakob Mejlhede, er ikke glade. Det er ikke helt galt at sige, at de føler sig kanøflet og forhindret i at gøre nytte.

Vi kan formidle viden og påvirke med holdninger på samme tid. Det er uhyre effektivt. Her er et område, hvor staten virkelig kan have glæde af civilsamfundet.

Lisbeth Trinskjær
Formand, Folkehøjskolernes Forening

"En af vores præmisser er, at vi ikke lukker os om os selv, men spiller ind i det samfund, vi er en del af. I forbindelse med de mange flygtninge har 'Alle mand på dæk' været den umiddelbare reaktion i højskolebevægelsen: Alle må bidrage til, at flygtningene kan få en god start i det danske samfund, og højskolerne har særligt gode forudsætninger for at bidrage. Så der blev hurtigt taget mange initiativer ude på skolerne, og der er så blevet koordineret gennem netværket Folkeoplysning for Flygtninge – og nu dette," siger Lisbeth Trinskjær, der er forstander på Ubberup Højskole. Hun tilføjer:

"Mit personlige gæt er, at nogle embedsmænd med tilknytning til Finansministeriet synes, at det er for vanskeligt at placere os i systemerne."

Jakob Mejlhede, forstander på Grundtvigs Højskole, uddyber:

"Vi repræsenterer en tradition, som alle ellers hylder. Og jeg har ikke mødt nogen, som ikke syntes, at det var en god ide at sende flygtninge på højskole for at fremme integrationen. Men enten bliver vi glemt, eller også passer vi ikke ind i kasserne, og så bliver det pludseligt besværligt at tænke os ind".

Hvilken integration?
Højskolernes rolle i integrationen blev diskuteret i tirsdags, da Folketinget førstebehandlede regeringens forslag til ændring af integrationsloven. Her åbnede Venstres ordfører, Marcus Knuth, for, at det kan komme på tale med et ændringsforslag, der giver flygtninge mulighed for at komme på højskole. 

Men der er endnu ikke lavet nævneværdige ændringer, der rokker ved den integrationsaftale, Lisbeth Trinskjær og Jakob Mejlhede lige har stiftet bekendtskab med den dag, Altinget kommer på besøg.

Egentlig skulle vi tale bredere om højskolerne og deres forening, men aftalen – og særligt dét, den ikke indeholder – ligger øverst i bevidstheden. Hvad er det for en ide om integration, som højskolerne ønsker at virkeliggøre? Og hvad er det for en forestilling om samfundsliv, som den ide om integration er baseret på?

"Hvor skulle man ellers kunne favne både at lære flygtninge dansk, at give dem mulighed for at få danske venner og for at få en forståelse af, hvorfor drengene også skal deltage i opvasken? Hvor kan man ellers give den erfaring af gensidighed, som unge syrere og unge danskere kan tage med sig efter at have deltaget i fælles projekter, som alle lærer noget af?" siger Jakob Mejlhede.

Og Lisbeth Trinskjær fortsætter:

"Der er enorm forskel på at gå på sprogskole og derpå tage hjem til sine egne cirkler og så på at sidde og snakke sammen til klokken 2 om natten. Man får et helt anderledes nært kendskab til sproget og den kultur, det er en del af . Og man får det i en sammenhæng af levet demokrati, hvor man ikke deltager i en rolle som flygtning, men hvor alle deltager som sig selv".

Sammen tegner de to forstandere fra to i øvrigt ganske forskellige højskoler et billede af højskoleliv som en bestræbelse på at lave en miniatureudgave af civiliseret samfundsliv. Hvor man er sammen det meste af tiden, og hvor individ og fællesskab ikke ses som modsætninger, men hinandens forudsætninger. Også, ja måske især, helt ned i det små. Det kan dreje sig om opvask. Det kan også dreje sig fællessang af gamle sange fra højskolesangbogen.

"Sproget i de gamle sange giver i sig selv en masse til alle de sangblanke elever, der ikke har været på efterskole. Men det drejer sig faktisk også om demokratisk dannelse: Alle bidrager med dét, de har. Og så bliver det til noget i fællesskab," siger Jakob Mejlhede.

Særligt i forhold til flygtninge fra andre kulturer og med andre sprog tilbyder højskolerne sig med muligheder for både at blive undervist i dansk, øve sig i praktisk hverdagsdansk og sideløbende få indsigt i dansk samfundsliv og kultur og et netværk blandt danskere. Man kan sige, at der i første række tilbydes integration i samfundsliv, snarere end i samfundsøkonomi.

Elementer af kompetencegivende uddannelser fylder ikke stort på højskolerne. Og når der tales om aktivt medborgerskab – hvilket sker ret ofte – så er det ikke udelukkende eller primært deltagelse på arbejdsmarkedet, der tænkes på.

Indslusning i samfundslivet ses blandt andet, men netop kun blandt andet, som en genvej til at finde en plads i arbejdslivet. Men bestyrere af offentlige kasser, der fokuserer på at få samfundet til at køre rundt som økonomi, kan se det som en bekostelig omvej at forbinde aktivt borgerskab med slet og ret at have et arbejde at passe, tjene en løn og bidrage til samfundsøkonomien.

"At mindske højskolernes bidrag til integrationen ser jeg som et typisk eksempel på, at der ses for smalt på nogle opgaveløsninger. Vi kender i øvrigt til det samme i forbindelse med initiativer for unge uden ungdomsuddannelse. I officielle sammenhænge tænkes der snævert målrettet på arbejdsmarked og formelt kompetencegivende uddannelser – men vi er placeret i Kulturministeriet og er åbenbart svære at passe ind,” siger Lisbeth Trinskjær og fortsætter:

”Der er noget paradoksalt i det. Det er vores særlige frihed, som støder an. Men det er netop dén særlige frihed, der giver os nogle særlige muligheder i forhold til integration af flygtninge. Vi kan formidle viden og påvirke med holdninger på samme tid. Det er uhyre effektivt. Her er et område, hvor staten virkelig kan have glæde af civilsamfundet. Men samtidig er det snævre effektivitetshensyn, der skubber os ud."

Holde sig på sporet
Uenigheden om, hvilken og hvor stor en rolle højskolerne skal spille i forbindelse med integration af flygtninge, er et aktuelt og konkret eksempel på samlivs- og forståelsesproblemer mellem højskolerne og de offentlige systemer.

Højskolefolk opfatter sig gerne som del af civilsamfundet, og det er næsten umuligt at finde personer, der identificerer sig med det danske civilsamfund, som ikke henviser til arv fra henholdsvis andels- og højskolebevægelse.

Sidstnævnte bevæger sig fortsat og går hverken i ét med marked eller stat, men bevægelsen er ikke altid lige let og ubesværet, og forholdet til det statslige og kommunale kan volde vanskeligheder.

Det giver ikke mening at tale om et lodret modsætningsforhold. Uden offentlige tilskud ville næppe nogen højskole have overlevet de seneste årtier.

I 1985 var der 107 højskoler i Danmark. I dag er der 65, hvilket er på niveau med antallet af danske højskoler i 1918. Tilskuddene gives i henhold til Folkehøjskoleloven, hvis hovedsigte er "livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse", og som forudsætter, at undervisningen har en "bred, almen karakter".

Disse karaktertræk er altså bevillingsudløsende. Gør de det samtidig svært for højskolerne at få lov til at være med til at håndtere samfundsproblemer?

"Vi er ved siden af den slagne vej. Og i dag skal alt og alle følge den slagne vej," siger Lisbeth Trinskjær.

Ubberup Højskole og Grundtvigs Højskole tager sig ellers ret forskellige ud, når man ser på deres hjemmesider. Grundtvigs er en klassisk højskole, der især henvender sig til unge mellem 18 og 23 med halvårlige kurser. Ubberup fokuserer på sundhed og livsstil, appellerer også til lidt ældre grupper og tilbyder kortere kurser. Alligevel insisterer begge forstandere på, at de på grundlæggende samme vis befinder sig uden for den slagne vej.

"Faktisk er der ikke så stor forskel. Konkret har vi forskellig oprindelse og historie, men grundlæggende repræsenterer vi den samme skoleform. Mødet mellem mennesker er i centrum. Der er pensum- og eksamensfrihed. Og enhver er noget som netop den person, han eller hun er," siger Jakob Mejlhede.

Og Lisbeth Trinskjær uddyber:

"I det konkret faglige er vi meget forskellige, men værdierne er fælles. På Ubberup Højskole er 'sundhed' det faglige tyngdepunkt, og vores program kan se slankekursagtigt ud på overfladen, men det er kun på overfladen,” siger hun:

”Nogle af vores elever har i udgangspunktet ikke overvejet, om nogle har bestemt for dem, at de skal leve sundt, og hvad det vil sige at leve sundt. Vi giver dem spørgsmål at tænke med. Vi beskæftiger os med sundhed, som vi ville have beskæftiget os med et hvilket som helst andet emne – på højskolemåden."

Og hvad er så højskolemåden for en måde?

En lynoversigt lader sig stykke sammen: Åbent og kritisk undersøgende fra flere perspektiver, med inddragelse af forskellige tolkninger og med træk på egne erfaringer.

Den allerkorteste formel ville være, at der arbejdes klassisk humanistisk, omend Jakob Mejlhedes ansigtsudtryk lader forstå, at det kan være overlevelsestruende at sige den slags højt.

Det svarer nemlig nærmest til at sige, at man ikke holder sig på sporet, ikke følger den slagne vej til job og karriere. Og opfattelsen af højskoler som institutioner, der afleder fra sporet, kan svække tiltrækningskraften.

Mange skal have en legitimering – en undskyldning, altså – for at tage på højskole, forklarer Lisbeth Trinskjær. Hvis kurset så for eksempel drejer sig om sundhed, kan det sænke tærsklen.

Pligten til fremdrift
Fremdriftsreformen, der skal få de unge til at bevæge sig hurtigere igennem de videregående uddannelser, har ikke forbedret højskolernes overlevelsesmuligheder.

Det gælder selve regelsættet, som helt konkret gør det mindre attraktivt at bruge tid på et højskoleophold.

Det gælder også den ånd, som præger reformen og har været ophav til den: Man skal bruge tiden effektivt, arbejde målrettet mod at komme frem og op.

Det mærkes ikke blot i offentlige regelsæt og systemer, men optræder også bredere, som mentalitet. Lisbeth Trinkjærs og Jakob Mejlhedes ord for det er 'konkurrencestaten'. Og mens de uden tøven forbinder højskolebevægelsen med civilsamfundet og af mange gode grunde ikke oplever et principielt modsætningsforhold til offentlige systemer, så har de det rigtigt vanskeligt med konkurrencestaten.

I folkehøjskolernes foreningsstrategi henvises til højskolernes betydning i samfundsmæssige brydningstider, hvor det er nødvendigt at stoppe op og tænke sig om. Samme logik anvendes på det personlige plan.

De to forstandere argumenterer for højskolernes særlige nytte for unge, der er i tvivl. I tvivl om uddannelsesvalg. I tvivl undervejs i studier. Eller simpelthen i tvivl om, hvad de skal stille op med sig selv.

"Vi kan understøtte afklaring, hjælpe de unge med at få en mere klar forestilling om, hvad de er gode til, og hvad de har lyst til – og hvad de måske ikke er særligt gode til, men alligevel ikke har lyst til helt at slippe,” siger Jakob Mejlhede og fortsætter:

”Vi er altså også gode til at knuse drømme: 'Du bliver nok ikke professionel musiker – men det forhindrer jo ikke, at du kan blive ved med at have glæde af at spille.' Vi vil gerne gøre det muligt at beskæftige sig med forskellige ting for deres egen skyld og gøre det legitimt ikke at være målrettet hele tiden".

Der skal altså ikke være et uafladeligt præstations- og ambitionspres og ikke blot konkurrence, men også, ja især, tilstedeværelse og samvirke.

Det er bare ikke helt let at læse dette budskab ud af den reklamekampagne, som højskolerne har kørt dette forår, og hvor skolerne tilbyder sig som steder, hvor den enkelte kan finde og realisere sig selv.

Det aktive medborgerskab, der optræder som det andet ben i foreningens strategi, er i kampagnesammenhængen en velbevaret hemmelighed. Hvorfor appelleres der til det ego-centrerede?

"Vi er nødt til at tale dér, hvor mennesker er for øjeblikket. Mange unge mennesker er i tvivl og bange for at træffe forkerte valg. De ser valget af en uddannelse som et skæbnevalg. De oplever, at det er helt forfærdeligt vigtigt, at de ikke kommer til at spilde tiden med at træffe forkerte valg – at de skal på skinnerne, have styring og kontrol, sørge for fremdrift. Man kan sige, at det drejer sig om en oplevet pligt til progression, mens det hos os drejer sig om passion for noget. Men vi må tale til dem, hvor de er, hvis vi skal få mulighed for at få dem i tale," siger Lisbeth Trinskjær.

Og Jakob Mejlhede føjer til:

"Vi er ganske vist kritikere af konkurrencestaten, men vi er alligevel nødt til at tale ind i konkurrencestatens sammenhæng. Du kan kalde det et ego-projekt at ville realisere sig selv, men det er jo noget, man gør i fællesskab. Det opdager man, hvis man kommer på højskole".

Fællesskab skal altså læres, og man kan ikke regne med, at folk nødvendigvis medbringer holdninger, der befordrer det. Det er langt fra sådan, at de indfødte danskere uden videre er fællesskabsorienterede og så kan lære flygtninge fra andre kulturer, hvordan man opfører sig. Alle har noget at lære.

"Jeg har været forstander i ti år og synes, at det i den tid er blevet sværere at få et fællesskab til at fungere i det daglige. Det snævert målrettede er kommet til at fylde så meget. Lad mig prøve med et eksempel,” siger Lisbeth Trinskjær og forsætter:

”Et hold havde besluttet, at de ville lære at danse lanciers. Nogle af deltagerne havde prøvet det før, andre ikke. Efter den første tur trak de, som havde prøvet det før, sig tilbage og erklærede, at de ville komme igen, når de andre havde lært det grundlæggende. Væk var det fælles projekt og den fælles proces. Og væk er, frygter jeg nogle gange, den gamle erkendelse af at være en del af en kæde, der kun er så stærk, som det svageste led … Vi har også lige haft en diskussion om, hvorvidt man må betale sig fra sin opvasketjans…"

Her ryster begge højskolefolk på hovedet. Den slags slipper man hverken afsted med på Ubberup eller på Grundtvigs Højskole.

"Det kan ske, at en gruppe vælger at fritage én, der måske har et fysisk problem, for en af hverdagssyslerne. Men det er jo noget helt andet," siger Jakob Mejlhede.

Alle skal bidrage med det, de kan. Man deles om det sure såvel som det søde. Det er en del af det fælles værdigrundlag. Et marked for køb og salg af fælles opgaver lader sig ikke passe ind i 'højskolemåden'.

Modgift mod populisme
Nogle større byer kan bryste sig af at være universitetsbyer, men det er også noget at være en højskoleby, og det er ikke let at lukke en højskole. Fra sted til sted står lokale kræfter parat til at gøre en indsats for at bevare stedets højskole.

"En højskole er en lokal aktør. Den giver arbejdspladser. Den er et kulturcenter. Ethvert sted vil kæmpe for at bevare sin højskole," siger Jakob Mejlhede.

Ikke desto mindre er der altså lukket ganske mange højskoler i løbet af de sidste tre årtier. Op mod et halvt hundrede stykker bliver det til, når man tager højde for, at der også er kommet nye til i perioden.

De magreste år var ikke fremmende for højskolernes gensidige oplevelse af at indgå i et værdibaseret fællesskab, og det kan læses som et udtryk for selvransagelse, når højskoleforeningens strategi for 2013 til 2017 taler om, at højskolernes dannelsessigte – orienteret mod treenigheden folkelig oplysning, livsoplysning og demokratisk dannelse – skal stå mere centralt.

"I 00'erne har vi i foreningsregi arbejdet med spørgsmålet om højskolens kerne – om hvad der bærer højskolebevægelsen. Vi var igennem nogle ganske forfærdelige år fra et stykke inde i 1990'erne og ind i 00'erne. Elevtallet raslede ned,” siger Jakob Mejlhede og fortsætter:

”I 1970'erne og 80'erne var højskoleophold blandt andet blevet brugt til at forhindre lediggang blandt de mange unge arbejdsløse. Nu blev ungdomsårgangene meget mindre, og en finansieringsreform i 2001 medførte, at kommunerne pludselig holdt op med at sende elever uden for kommunens grænser. Hver enkelt skole var i en overlevelseskamp og brugte al sin energi på den. I dag er vi igen mere bevidste om, at nok er vi konkurrenter, men vi har også et fælles grundlag og en fælles interesse i at vedligeholde og udvikle det."

Det fælles grundlag rækker tilbage til salig Grundtvig. Både Lisbeth Trinskjær og Jakob Mejlhede har været ude for politikere, der undrende spurgte, om det grundtvigianske kan bruges til noget i nutidens samfund?

Deres svar er bekræftende. Det grundtvigianske giver sig blandt andet til kende i foreningens erklærede mål om at "medvirke til, at elever og kursister bliver myndige, kritiske og ansvarlige borgere, der understøtter et stærkt civilsamfund." Og det findes i idealet om folkelig oplysning, der ligger så langt væk som vel muligt fra populisme i form af appel til den laveste fællesnævner, der let baner vejen for indkredsning og udhængning af syndebukke.

"Den tradition, som stammer fra Grundtvig, er præget af en stærk tiltro til og respekt for folket – en tro på, at det har noget at byde ind med. Men den respekt er i færd med at erodere. Det kontrolsamfund, vi har fået skabt, har været med til at skabe mistillid til mennesket,” siger Lisbeth Trinskjær og fortsætter:

”Vi ønsker at vedligeholde respekten for det folkelige. Det er ikke længere bondekarle, vi henvender os til, men moderne mennesker i et kompliceret og svært overskueligt samfund, så det konkrete indhold er et andet, og vi henvender os på andre måder. Men grundholdningen er intakt".

Man præsenterer sig gerne som "en bevægelse med noget på sinde", og det er oplagt, at de enkelte virksomheder i denne bevægelse ikke simpelthen er forretninger.

Løbe rundt i økonomisk forstand skal de alligevel. Uden indtægter fra elever og kursister går det ikke. Uden tilskud fra offentlige kasser går det ikke. Så der er brug for anerkendelse.

Foreningen ønsker at styrke "den politiske anerkendelse og folkelige forankring", at få anerkendelse for såvel en dannende som en uddannende funktion og at få gjort højskoleophold til en anerkendt del af unges "karrierevej".

Der kan komme magre år igen. Små ungdomsårgange, der tilmed har pligten til fremdrift placeret i baghovedet, er i sigte.

Interessen for unge uden ungdomsuddannelse, voksne kursister, flygtninge og internationalt samarbejde har et økonomisk aspekt. Men ikke alene. Det drejer sig også om at få lov at gøre nytte. Og om at det er svært at få lov at gøre nytte på højskolemåden i en tid, hvor der gennemgående sættes lighedstegn mellem nytte og økonomisk effektivitet her og nu. Lisbeth Trinskjær og Jakob Mejlhede karikerer synspunktet på bedste Rip-Rap-Rup-vis.

"Konkurrencestatens pres går ud på, at 'Hvis ikke vi vinder, så …'," siger Lisbeth Trinskjær.

”'… Og derfor er det nødvendigt at optimere …'," fortsætter Jakob Mejlhede.

”' … Og det er rigtigt fint med højskoler, men er det nu nødvendigt??'” afslutter Lisbeth Trinskjær.

Strengt taget er det netop ikke nødvendigt for at holde samfundsmaskineriet i gang og få hjulene til at snurre. Det er egentlig pointen.

Højskoleformen vil ikke nøjes med det strengt nødvendige og er baseret på andre forestillinger om samfundsliv. Det hyldes tit og ofte. Får det alligevel status som ubrugeligt, når tingene brænder på?

De norske højskoler er så heldige, at der er blevet indført et system med uddannelsespoint til unge, der tager på højskole.

De svenske overlever – mindre heldigt, synes Lisbeth Trinskjær og Jakob Mejlhede – i et væv af specifikke opgaveløsninger for statsapparatet.

De danske har blandt andet rustet sig til at bidrage til integration af flygtninge. Planerne er ikke opgivet. De er bare stødt på vanskeligheder.