Findes der gaver i milliardklassen?

Bølgerne går højt blandt sundhedseksperter, hospitalslæger, patientgrupper og politikere om Novo Nordisk Fondens aftale med Region Hovedstaden om at bruge 2,8 milliarder kroner på at opføre og de næste ti år medfinansiere driften af et nyt diabetescenter i tilknytning til Herlev Hospital. Tilsvarende tilbud er givet til landets øvrige regioner. Foreløbig har Region Syddanmark og Midtjylland besluttet sig for at følge Hovedstadens eksempel.

Jævnfør mandagens Civile overblik er kernen i stridspunktet, hvorvidt de demokratiske spilleregler om rettidig dialog er overholdt. Novo Nordisk Fonden står fast på, at det er de. Fondens chef for stakeholder relations og kommunikation, Steffen Lüders, måtte i sidste uge ud og forklare til Altinget, hvordan der er brugt mange mandetimer på dialogen med politikere, embedsfolk, klinikere og interesseorganisationer, før aftalen med Hovedstadsregionen blev underskrevet. Lige nu kører debatten løs, og det forhold, at den i høj grad drejer sig om substans – blandt andet om prioriteringer i sundhedsvæsenet – er i sig selv et godt tegn.

Hellere aktiv end passiv
Man behøver nu ikke meget fantasi for at forestille sig, at Novo Nordisk Fonden kunne have ønsket sig en anden reaktion på deres udspil til regionerne end den debat, som kører lige nu. Men fonden er tilsyneladende helt klar på, at man hellere vil være en aktiv part med mulighed for at give sin version af forløbet end en passiv tilskuer til de andres debat. Lüders gør selv opmærksom på, at der er behov for mere dialog mellem fonde og politikere i takt med, at erhvervsdrivende fonde bidrager mere til samfundet: ”Fonde kan jo ikke bare sidde på deres eget lille kontor og dele penge ud uden at være i dialog med alle dem, som bliver påvirket,” siger han i interviewet.

De senere års udvikling i forholdet mellem fondene og det øvrige samfund tyder på, at det præcis er det, der er i gang med at ske.

Gaver er ikke gratis
Hvis fondene skal opfattes som ansvarlige medspillere i samfundsudviklingen, må både de og politikerne indstille sig på at øge den substantielle, faglige dialog med hinanden. Det kan endda vise sig at være en fordel for hele processen, at debatten får bidrag fra nogle nye stemmer med erfaringer fra andre områder end den offentlige forvaltning og det politiske liv.

Et godt sted at begynde kunne være ikke længere at opfatte fondsdonationer som gaver i betydningen at være betingelsesløse. Gaver er ikke gratis. Hvilket sociologen Marcel Maus allerede for snart hundrede år siden gjorde opmærksom på – en erkendelse, som er overleveret til nutiden blandt andet i kraft af samfundsforskerne Anker Brink Lund og Gitte Meyers fine leksikon ”Civilsamfundets ABC”.

Milliardgaver
At ordet ’milliardgave’ ligger nemt i tasterne, er historien om Novo-milliarderne et aktuelt eksempel på. I juli bragte Jyllands-Posten historien om, at ”Udsigt til milliarder fra Novos pengetank har forblændet politikere, mener flere overlæger”.

Med udgangspunkt i aftalen mellem Novo Nordisk Fonden og Hovedstadsregionen advarede fem ledende overlæger fra tre andre regioner i et debatindlæg mod fondens vision om at etablere fem regionale diabetescentre i samarbejde med regionerne. Konsekvensen ville være en unødig centralisering af diabetesbehandlingen og modarbejde intentionerne om øget tværfaglighed, argumenterede de.

JP bragte en opfølgende artikel om at ”Novo-fond betaler milliarder for at centralisere diabetesbehandlingen”, hvilket var en rigtig god pressehistorie. I løbet af få timer var den da også løbet videre ud i dagens nyhedsstrøm via Ritzau, men nu med den redaktionelle stramning, at ”Ledende overlæger betænkelige ved milliardgave fra Novo Fond”.

Samfundsinvesteringer
Danske fonde bruger hvert år tilsammen i omegnen af otte milliarder kroner til filantropiske formål. De fonde, der tegner sig for de største uddelinger, opfatter næppe deres donationer som en ’gratis omgang’. Tværtimod arbejder de ud fra et formål og en idé om, at indsatsen skal have positiv indvirkning på samfundet. Derfor bruger fondene også ressourcer på at få målt resultaterne undervejs, så de bliver i stand til at evaluere indsatsen og blive klogere til næste projekt. Og det er også i det lys, at de senere års opbygning af professionelle fondssekretariater skal ses.

Reelt giver det ikke mening at omtale fondsdonationer i milliardklassen som gaver. Så store beløb har mere karakter af filantropiske samfundsinvesteringer, der indebærer grundige og – kan man forestille sig – til tider besværlige dialogprocesser mellem de involverede. Det vilkår er ens for alle – uanset om man deltager som fond, politiker eller er tilknyttet som fagkyndig specialist eller rådgiver.

Aktivt medejerskab
På en række punkter minder fondenes måde at gå til opgaven på en del om den, man kender fra erhvervslivet. Hvor fondspengene jo altså også stammer fra. I filantropien er målet dog ikke maksimering af indtjeningen i forhold til en gruppe aktionærer, men at pengene efter bedste evne skaber størst mulig værdi for samfundet.

Måske ville det give mere mening at se de store fondsbevillinger som en måde, hvorpå fondene påtager sig et ’aktivt medejerskab’ – ikke i betydningen at de overtager styringen eller sætter sig på beslutningerne, men i betydningen, at fondene ikke kun bidrager med penge, men også med engagement og viden, der skal sikre at man kommer i mål med indsatsen. Betragtet fra denne vinkel ville Novo Nordisk Fondens noget usædvanlige krav om en plads i bestyrelsen for det kommende diabetescenter i Hovedstaden nok give mere mening.

Ærlig debat
Det bliver ikke sidste gang, at et stort offentligt projekt bliver sat i søen med bidrag fra fondsmidler. Derfor kan vi lige så godt vænne os til at se dem som naturlige medspillere i forhold til prioriteringen af samfundets værdier - på lige fod med andre interessenter og organisationer, som i dag er naturlige aktører.

At opfatte og omtale store fondsdonationer som filantropiske samfundsinvesteringer i stedet for som gaver vil være et aktivt bidrag til en tydeligere og mere ærlig debat om de fordelingspolitiske dilemmaer, der følger af, at fondene tager et større samfundsansvar.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.