Fonde er også professionelle investorer

”Penge ind – penge ud.” Sådan lyder den helt basale opskrift på at drive filantropi.

Bag ved denne simple formel gemmer sig en mere kompliceret verden af strategiske principper for, hvordan fonden på bedst mulig måde konsoliderer sin formue. For uden et tilfredsstillende afkast vil fonden ikke på længere sigt kunne leve op til sit uddelingsformål. Og dermed er vi tilbage i kernen af al filantropisk virksomhed: For at dele penge ud skal der først penge i kassen.

Selvom investeringsvirksomheden er en så central del af enhver fonds eksistens, er nyheder om fondenes konkrete investeringer noget, de færreste uden for branchen hæfter sig ved. I det hele taget fylder finansielle fondsnyheder meget lidt i medierne, og som enhver pressemedarbejder ved, er det umådeligt svært at få medierne til at bringe bare en lille bitte notits om fondens årsregnskab. 

Som bekendt skal man ’aldrig sige aldrig’, for naturligvis findes undtagelser i mediernes nyhedsstrøm. Det gælder for eksempel meddelelsen fra den internationalt kendte og prestigefyldte tegnestue, Snøhetta, om, at den norske stiftelse Fritt Ord netop har investeret 30 millioner norske kroner i selvsamme tegnestue. Med sin investering opnår Fritt Ord samtidig en ejerandel på 20 procent og bliver tegnestuens første eksterne investor i de snart 30 år, den har eksisteret.

Demokratiske rum
Herhjemme er Snøhetta nok bedst kendt fra Oslos Opera- og Ballethus. Med sit karakteristiske tag tiltrækker bygningen ikke alene et stort opera- og balletpublikum, men appellerer åbenlyst til den forbipasserendes nysgerrighed: 'Hvad sker der lige dér, og hvordan mon byen tager ud sig fra toppen af taget?' tænker man i forbifarten. 'Værs'go, kom indenfor, og slå dig ned på mit store tag', synes bygningen at svare tilbage. Umærkeligt ophæves skellet mellem det offentlige rum og teaterbygningens mere private del. Et godt princip, ikke mindst når man betænker, at offentlige kulturinstitutioner er til for alle borgere.

Ud over Operahuset står Snøhetta bag mange prestigefyldte opgaver som National September 11 Memorial Museum i New York, genopbygningen af Times Square ligeledes i New York og biblioteket i Alexandria, Egypten. I Danmark kan vi i 2019 se frem til at besøge Snøhettas underjordiske tilbygning til kunstmuseet Ordrupgård. ’Himmelhaven’ skal rumme museets franske samling af impressionister.

Fritt Ord er kendt som en engageret fortaler for den frie meningsdannelse og værne om ytringsfriheden. I mere end 40 år har fonden været en synlig aktør først og fremmest i det norske samfundsliv, og efterhånden også på europæisk plan. Det var blandt andet midler fra Fritt Ord, der i april satte det internationale netværk af uafhængige journalister ICIJ i stand til at formidle Panama-papirerne til medier verden over.

Inspirerende tillægsgevinst
Det ser ud til at være et godt makkerpar, tegnestuen og fonden. Optaget som de begge er af at skabe frie, åbne og demokratiske rum inden for hvert deres felt – enten i form af design eller gennem støtte til medie- og kulturaktiviteter. Hvilket har fået nogle medier til at forveksle investeringen med en form for ’feel good filantropi’ – selvom slet ikke er sådan, tingene hænger sammen. At tegnestuen og fonden passer godt sammen, er en klar tillægsgevinst, men det har ikke været afgørende for beslutningen.

Fritt Ord har valgt at investere i en branche, der ligger uden for fondens formål og dermed uden for de fire uddelingsområder – Medier og demokrati, Information og offentlig debat, Stipendier og undervisning, Kunst og kultur. Ved at vælge sådan understreger fonden, at der går en klar linje mellem fondens filantropiske og finansielle aktiviteter.

Kapitalanbringelsen er med andre ord ren investering i en virksomhed, der ”har magtet at etablere en global mærkevare gennem en visionær vækststrategi, faglig dygtighed og international gennemslagskraft,” som Fritt Ords direktør Knut Olav Åmås udtrykker det.

Hårde valg
Nyheden om det nye finansielle partnerskab kan få andre kreative virksomheder til at kigge horisonten rundt efter en tilsvarende finansiel makker. Og i princippet er der intet til hinder for, at andre fonde kan anbringe en del af deres kapital i kreative virksomheder.

Men før andre lader sig inspirere af Snøhetta og går på udkig efter ansvarlig fondskapital, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad den pågældende investor vil kræve til gengæld. Lige så ideelle fondene agerer i rollen som filantroper, lige så professionelt vil man kunne opleve dem i rollen som professionelle investorer. Ansvarlig kapitalanbringelse betyder nemlig også, at man som investor kan komme i den situation, at man skal træffe nogle hårde valg. Det skal man være klar til.

Hardcore rimer ikke på quick fix
På linje med andre kapitalforvaltere arbejder fondene efter en investeringsstrategi, der har til formål at maksimere afkastet af deres investeringer. Karakteristisk for fondene er, at deres investeringshorisont er langsigtet – for nogle i princippet uendelig lang. Det betyder samtidig, at de måske vil acceptere at være mere tålmodige. Men i tilgangen til at forvalte deres investeringskapital vil de kunne være akkurat lige så professionelle som alle andre investorer.

Desværre rimer ’hardcore’ ikke på ’quick fix’. Heller ikke selvom det lykkes at finde fondskapital, der vil investere i kreative virksomheder, for at de kan udvikle deres forretningspotentialer. Alle investorer kommer fra tid til anden ud for at skulle træffe nogle hårde valg. Det gælder også, når fondene driver investeringsvirksomhed. Og deres valg bliver ikke lettere af, at de arbejder ud fra et ideelt formål. Måske tværtimod.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.