Frivilligrådet: Fondsuddeling åbner for nytænkning

Af Vibe Klarup Voetmann
Formand, Frivilligrådet

På det seneste har der været en ivrig debat om fondenes praksis og involvering i foreningers projekter, blandt andet i kølvandet på en undersøgelse udarbejdet af Altinget om samspillet mellem fonde og foreninger, der viste, at 67 procent af de landsdækkende foreninger i undersøgelsen havde ændret deres projekter for at få fondsstøtte. Men at kun fire procent oplevede, at ændringerne har forbedret deres indsatser.

Det tyder på, at der er brug for at sætte fokus på, hvordan fondene understøtter projektudvikling, og hvordan deres praksis påvirker blandt andet frivilligverdenen.

Fællesskaber gennem måltider
Det er netop blevet annonceret, at Nordea-fonden har valgt at støtte "Danmark spiser sammen" med 9,6 millioner kroner. Folkebevægelsen mod Ensomhed, som består af over 60 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder, der er gået sammen for at modvirke ensomhed i Danmark, står bag projektet "Danmark spiser sammen", der er en del af den indsats, hvor man i uge 17 vil kunne deltage i et hav af fællesspisninger over hele landet.

Bevægelsen ønsker hermed at fremme fællesskaber gennem måltider, og håbet er, at også mennesker, der er i risiko for at blive socialt isolerede, får nye muligheder for at skabe netværk og relationer.

Et perspektivrigt eksempel på støtte til en "bevægelse"
Frivilligrådet mener, at uddelingen til "Danmark spiser sammen" kan ses som et perspektivrigt eksempel på, hvordan fondene kan uddele deres midler. At søge støtte fra fonde er præget af en enorm konkurrence mellem civilsamfundets aktører, da fondenes støtte er af stadig større betydning for deres virke.

Det kunne være interessant at se, hvad der ville ske, hvis fondene i endnu højere grad gik ind og aktivt opfordrede til og understøttede lignende projekter, der udvikles og udmøntes gennem samarbejder på tværs af aktører.

Vibe Klarup Voetmann
Formand for Frivilligrådet

Desværre kan det føre til lukkethed og manglende incitamenter til at skabe en fælles indsats på tværs af aktører, da man kan risikere at give de gode ideer væk. Yderligere kan den enkelte forening måske føle sig presset til at ændre sin indsats i andre retninger (hvilket undersøgelsen i Altinget tyder på), for at projektet dermed passer ind i fondens strategier, og foreningen nødig vil være besværlig at arbejde sammen med. Hvis den enkelte forening siger nej, står der måske en anden på spring for at få adgang til de begrænsede midler.

Eksemplet her, hvor Nordea-fonden støtter en indsats, hvor et bredt felt af aktører er gået sammen, er med til at trække den anden vej mod en udvikling, der understøtter samarbejder og samskabelse på tværs af foreninger, organisationer og andre aktører.

Det kunne være interessant at se, hvad der ville ske, hvis fondene i endnu højere grad gik ind og aktivt opfordrede til og understøttede lignende projekter, der udvikles og udmøntes gennem samarbejder på tværs af aktører. Det kunne for eksempel foregå i processer op til uddelinger eller som kriterier for uddeling af midler. Herigennem ville fondene have mulighed for at medvirke til øget åbenhed, innovation på tværs og fælles indsatser i samfundet.