Gaveregn, forbudte bajere og andre trut i det civile overflødighedshorn

UGEREVY: Der er gaveregn, bajere og ubegavede afrikanere i denne uges civile overblik. Så kan man vist ikke forlange mere.

Der bliver truttet igennem i det civile overflødighedshorn i dag. På billedet er det i øvrigt konditor Tom Larsen fra bageriet Madam Blå, der lægger sidste hånd på sit værk. 
Der bliver truttet igennem i det civile overflødighedshorn i dag. På billedet er det i øvrigt konditor Tom Larsen fra bageriet Madam Blå, der lægger sidste hånd på sit værk. Foto: /ritzau/Finn Frandsen
Carsten Terp Beck-Nilsson

Halløj, hvor det går!

Der er smæk på i det civile Danmark for tiden. Vi har faktisk ikke engang tid til at byde ordentligt velkommen til det civile overblik. For tænk, hvad vi misser imens.

Tag nu bare omlægningen af moms-støtten til de alment velgørende foreninger. Det er ikke ret lang tid siden, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) bebudede et opgør med den eksisterende ordning. Men i den forgangne uge blev spareplanerne om ikke lagt i graven så i hvert fald indlagt på intensiv.

Først var det Venstres Jan E. Jørgensen, som i Altinget meldte, at han ikke bakker op om omlægningen.

”Jeg ser ikke behovet for at fjerne foreningers mulighed for at få momsrefusion,” siger han i artiklen her.

Og kort efter kunne Kristeligt Dagblad meddele, at regeringen ikke har flertal for sine planer. For på begge sider af regeringen er der modstand mod forslaget.

”Vores holdning er, at der kan være brug for justeringer af ordningen, men at en egentlig afskaffelse ikke er en god idé. Der er tale om organisationer, som gør et stort arbejde inden for det sociale område, som man ellers ikke fanger inden for sundhedssystemet. Derfor mener vi ikke, at der er brug for en afskaffelse”, siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, i artiklen her.

Det er alligevel nok for tidligt at drikke gravøl for ordningen. Desuden er det forbudt. I hvert fald hvis man gør det i arbejdstiden – sågar når man arbejder frivilligt.

Spørg bare de gamle værftsarbejdere, som passer Værftsmuseet i Helsingør. De har fået at vide af kommunen, at de skal holde sig fra de grønne flasker, mens de er på arbejde, for det er ikke foreneligt med kommunens alkoholpolitik.

Indskærpelsen kommer efter et par situationer, hvor en frivillig har optrådt beruset ved et børnearrangement, mens en anden er kommet til skade i overrislet tilstand.

Det er Helsingør Dagblad, som bringer historien bag en betalingsvæg. Men den kan også læses her hos Fagbladet 3F.

Og vejret: Der er udsigt til gaveregn fra fondene i år. De 30 største danske fonde har nemlig haft udbyttefest. Og derfor ventes de i løbet af 2017 at uddele hele 14 milliarder kroner til forskning, kultur, sociale formål og så videre.

Det vurderer Markus Bjørn Kraft på baggrund af den fondsanalyse, hans firma laver en gang om året.

”På et tidspunkt hvor statskassen mangler penge, og virksomhederne har fokus på at optimere driften og bundlinjen, er det rigtig positivt, at der er en tredje aktør, der er i stand til udvikle civilsamfundet,” siger Markus Bjørn Kraft til Børsen, hvor du kan læse mere om de formuende fonde, hvis du vel at mærke har abonnement.

Regnen er allerede begyndt at falde. Spejderne, for eksempel, har netop modtaget en donation på syv millioner kroner fra Nordea-fonden og TrygFonden. Pengene skal både gå til at udvikle Ungdomsøen på Middelgrundsfortet og til at udvikle lokale spejdergrupper og skabe en moderne fortælling om spejderne. Det kan du læse mere om her.

Sku' vi ikke aldrig snakke politik? tænker du måske. Og det sku' vi da. Men ikke på den helt almindelige måde. 

Onsdag afholdt borgeralliancen Medborgerne sit første assembly – inspireret af den britiske organisation Citizens UK – i Nørrebrohallen. Her blev politik vendt på hovedet. For selv om der var hele otte kandidater til kommunalvalget i København til stede, var det ikke dem, men borgerne på Nørrebro og Nordvest, der var i centrum.

Kommunalpolitikerne fik to gange 30 sekunder hver til at tale i løbet af det to timer lange arrangement. Resten af taletiden var forbeholdt borgerne. Hvordan det forløb, kan du læse mere om i denne reportage.

Helt almindelig er den heller ikke, den sag, Berlingske oprullede sidst på ugen. 

Det handler om personangreb fra tre blå profiler, Naser Khader (K), Marcus Knuth (V) og Martin Henriksen (DF), mod de to muslimske kvinder Sherin Khankan og Khaterah Parwani.

Kvinderne står bag ngo'en Exitcirklen, der har fået penge fra satspuljen til sit arbejde med at hjælpe kvinder ud af psykisk vold og religiøs og social kontrol. 

Men Naser Khader har i en mail bedt ordførerne fra Alternativet, SF og Radikale trække støtten med henvisning til, at de to kvinder angiveligt skulle støtte voldelig sharia-lovgivning, voldelige afstraffelser og Hizb ut-Tahrir. Det afviser de begge. 

Mens både kvinderne og ordførere på venstrefløjen raser over det, de kalder bagvaskelse, forsvarer Naser Khader mailen. Det samme gør Martin Henriksen, mens Marcus Knuth ikke udtaler sig. Hele den meget uskønne affære kan læses i denne artikel fra Berlingske. 

Det er også en spektakulær sag, Weekendavisen har gravet sig ned i. Det er en familiestrid, hvis omdrejningspunkt er  advokaten Christian Harlang og den familiefond, som han bestyrer. Historien er kompleks og for omfattende at beskrive her, men kort fortalt beskylder Christian Harlangs søskende advokaten for at malke familien for penge, som han bruger til at holde et højt privatforbrug og skrantende advokatfirma flydende. Og de mener, han har taget deres 92-årig mor som gidsel og vendt hende mod resten af familien. 

Det afviser Christian Harlang blankt. Detaljerne kan du læse i artiklen, som har fået overskriften "Det bliver ikke i familien". 

Og så til en gruppe fonde, som vi ellers ikke skriver så meget om. Det er selvejende sociale institutioner, som for tre-fire årtier siden er blevet stiftet som fonde.

De er kommet i klemme i lovgivningen. For fonde er som bekendt bundet af deres fundatser. Og det gælder også disse institutioner, som så er afskåret fra at udvikle deres sociale tilbud i takt med, at virkeligheden ændrer sig. For hvis de søger om lov til for eksempel at udvide med to ekstra pladser eller for den sags skyld at skifte navn, får de et rungende nej fra Civilstyrelsen.

Det får brancheorganisationen Selveje Danmark til at bede om ny og mere smidig lovgivning – og gerne i en fart.

”Det haster, for jeg kan jo høre advokater anbefale nyetablerede tilbud, at de ikke opretter sig som selvejende organisationer, fordi de låser sig fast,” siger direktør Jon Krog i artiklen her.

Fra sociale fonde til fonde, der er sociale på en anden måde – nemlig på sociale medier. Ved du for eksempel, hvilken fond der har flest følgere på Facebook?

Det er Mary Fonden!


Nå, det vidste du godt.

Ifølge Markus Bjørn Kraft skyldes det ikke mindst, at fonden er meget aktiv på de sociale medier. Men man kan nok ikke afvise 100 procent, at lidt kongerøgelse forøger interessen.

Og så til de dumme afrikanere. Og lad os lige få ansvarsfraskrivelsen på plads med det samme: Det er ikke os, der siger, de er dumme. Det er Helmuth Nyborg.

Og det har så foranlediget Konservative Studenter til at invitere den kontroversielle forsker med til et debatarrangement med temaet: Er afrikanere mindre intelligente end europæere? Og truer det det danske demokrati?

Til Berlingske forklarer formanden for studenterforeningen Kim Risbjerg Madsen, at arrangementet ikke er ment som en provokation, men mere som et udtryk for, at alt skal kunne debatteres.

”Der er nærmest gået sport i at føle sig krænket i det her land. […] Det der offerkort skal ikke lægge låg på den offentlige debat,” siger han til avisen i artiklen her.

Vi slutter på bænken.

Billedet her er fra Kolding, hvor kommunen i anledning af Frivillig Fredag havde udsmykket byens bænke. En meget fin måde at hylde dem, der giver en ulønnet hånd i fritiden.

Ugen, der kommer, byder blandt andet på den anden af tre sessioner om civilsamfundets magt og indflydelse. Den tidligere kommunikationschef for Konservative Benny Damsgaard kommer med og langer lussinger ud fra højre. Og det sker mandag klokken 13 hos Globalt Fokus i Rysensteensgade 3 i København.

Tirsdag er det Folketingets åbning. Men ud over at følge med i åbningsdebatten kan du også tage til debatarrangement om privatisering af vand og fælles goder. Det er TransformDanmark, AfrikaKontakt og Solidaritet, der arrangerer. Og det foregår klokken 17 i 3F’s lokaler på Villavej 4 i Skanderborg.

For sjællændere er der en reprise på arrangementet onsdag fra 16-18 på Christiansborg.

Onsdag fra 9 til 16 er der konference om fællesskabet og den decentrale medlemsorganisation. Der vil være en lang række oplæg. Og det hele finder sted på Center for Ledelse på Folke Bernadottes Allé 45 i København.

Fredag klokken 12 starter Bornholmerdøgnet, hvor beslutningstagere, erhvervsfolk og almindelige bornholmere i fællesskab skal sætte mål for øens grønne omstilling. Det foregår på Kyllingemoderen ved Christianshøj i Åkirkeby og slutter dagen efter klokken 14.

Vi skal lige nå en enkelt af de halvrunde, inden vi pakker sammen. Det drejer sig om formand for Carlsbergfondet og næstformand i Innovationsfonden Flemming Besenbacher, som onsdag fylder 65. Tillykke. 

Og nu flyder der ikke mere ud af det civile overflødighedshorn. Ikke i denne omgang, i hvert fald. Men vi er tilbage på mandag med en ny omgang nedslag i det civile danmarkskort.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00