Hvad danske fonde kan lære af Gates Foundations selvransagelse

For nogle uger siden var Dansk Industri vært ved et seminar om effektmåling af danske fondes uddelinger. Her mødtes fonde, samarbejdspartnere, ansøgere og andre med interesse for effektmåling for at høre blandt andre Novo Nordisk Fonden og Egmont Fonden reflektere over deres erfaringer med effektmålinger.

Cirka samtidig rettede Melinda og Bill Gates de sidste detaljer i deres Annual Letter, der blev offentliggjort 13. februar. Det er tiende år i træk, at ægteparret på denne måde giver deres personlige statusopdatering og reflekterer over effekten af Gates Foundations filantropiske aktiviteter.

Der er mange forskelle på dansk og amerikansk filantropi. Én af dem er, at hvor danske fonde er konsensussøgende og kanaliserer en stor del af deres midler til offentlige institutioner inden for forskning, undervisning, kultur og det sociale område, så er der en anderledes frihedssøgende tradition for at gå sine egne veje i amerikansk filantropi. Og her er Gates ingen undtagelse.

Gates hjemlige filantropi
I år gør Melinda og Bill særligt meget ud af fondens indsats i hjemlandet, og det er der en indlysende god grund til:

Hvad Gates Foundation gør, vil andre tendere til at følge efter.

Birgitte Boesen
Klummeskribent

På det seneste er Gates Foundation blevet mødt med kritik i visse kredse for ikke at bruge nok penge på den hjemlige filantropi. Underforstået: Hvorfor skal så mange penge gå til projekter uden for landets grænser? Også her mærker man de nationale vinde, der blæser hen over Jordens kontinenter i denne tid.

Sandt er det, at Gates bruger otte gange så meget på aktiviteter i udlandet som hjemme i USA: Hvert år sender fonden således 4 milliarder dollars til udenlandske programmer, mens de bruger 500 millioner dollars til indsatser i USA.

Nu er tre milliarder kroner ikke småpenge – heller ikke i en amerikansk sammenhæng. Og det sammenholdt med, at hovedparten af fondens indenlandske bevillinger er gået til uddannelsesformål, har givet fonden en særlig status inden for uddannelsespolitikken. Man er en faktor, der bliver lyttet til i regeringskontorer, undervisningsministerier og blandt andre filantropiske fonde rundt omkring i det store land.

Derfor har man også set eksempler på, at Gates Foundations programmer er blevet en slags rollemodel for, hvor andre både offentlige og private bevillinger kanaliseres hen. Eller som en af medarbejderne ved Gates Foundation på et tidspunkt sagde til mig: Vi er altid opmærksomme på, at vi ofte vil være the big dog in the room, underforstået, hvad Gates Foundation gør, vil andre tendere til at følge efter.

Bygger på hjælp-til-selvhjælp
Som andre Gates-initiativer bygger deres uddannelsesprogrammer også på en klippefast tro på, at filantropi efter hjælp-til-selvhjælp-princippet skaber de bedste filantropiske resultater.

Det gælder om at motivere så mange som muligt til at tage en uddannelse ud over grundskolen, for det er vejen til en lovende fremtid for den enkelte og for samfundet, lyder filosofien. I nyere tid er det især udsigten til, at to tredjedele af alle amerikanske jobs i 2020 vil kræve et uddannelsesniveau ud over high school, der er en væsentlig drivkraft.

Fonden har programmer for indskoling og mellemtrinnet på både private og offentlige skoler, men de har også brugt mange kræfter på uddannelsesforløb, der skal få unge godt igennem en egentlig ungdomsuddannelse.

Nu ville det ikke være Gates, hvis argumenterne ikke blev suppleret med en stribe data, pilotprojekter og tests til at underbygge deres call to action, som man siger på de kanter.

For knap 20 år siden støttede fonden udviklingen af pålidelige målemetoder, og med dem kunne man konstatere, at cirka en tredjedel af en årgang ikke gennemførte den obligatoriske grundskole.

I mellemtiden har Gates Foundation betalt for oprettelsen af hundredvis af nye skoler til erstatning af skoler, hvor frafaldet var størst, og man har støttet andre skoler til at blive bedre. Der er afprøvet testmetoder til at måle undervisningskvaliteten og give lærerne feedback med det formål at forbedre undervisningsindsatsen.

Effekten udebliver
Indsatsen for at præge det amerikanske uddannelsessystem har således haft fondens højeste prioritet siden årtusindskiftet, men hvordan er det så gået?

Ikke som forventet; faktisk langt fra som forventet. Ifølge undersøgelser fra det nationale center for uddannelsesstatistik har kurven for frafaldet på de fireårige ungdomsuddannelser højst flyttet sig et par procentpoint siden 2008 og frem til 2015.

Forklaringerne på, at effekten er udeblevet, er flere:

For det første er det amerikanske skolesystem ikke organiseret efter en top-down model, hvor nye idéer kan implementeres fra oven.

For det andet er der andre ting end lærernes undervisningskompetencer, der har indflydelse på resultaterne – forskellige mellem by og land, forskelle i familiernes indkomstniveau, uddannelsesniveau og så videre.

Og for det tredje er der brug for opbakning fra en bred kreds af interessenter – lige fra forældre, lærere, skoleforvaltninger, skolebestyrelser. Godkendelse fra undervisningsministeriet i den enkelte stat er ikke nok, konstaterer Bill Gates.

Kritik fra fagfolk
Det er ikke, fordi det har skortet på advarsler fra skolefolk og andre med faglig indsigt i undervisningssektoren.

Faktisk har Gates Foundations skolepolitiske indsats gennem flere år været omdiskuteret og er blevet kritiseret for at være forfejlet og blandt andet for ensidigt fokusere på at teste lærernes undervisning og give dem feedback, men samtidig undlade at inkludere nogle af de andre faktorer – som de ovennævnte forskelle på skoler i land og by, på skoler i socialt udfordrede områder og skoler med en overvægt af velstillede, veluddannede familier.

Gavner det amerikanske demokrati
Men problemet er desværre større end som så. For Gates Foundation er uden sammenligning blandt de største filantropiske aktører, og fondens skolepolitiske indsats har betydning for, hvordan andre fonde prioriterer deres uddelinger.

Uddannelsesfilantropi har en lang og anerkendt historie i USA, og det er blevet et stadigt mere populært indsatsområde for de superrige filantroper i løbet af de mange år, hvor Gates har interesseret sig for området, skrev Washington Post-journalisten Valerie Strauss allerede sidste år i en kritisk kommentar til Gates Foundation.

Strauss fortsætter: "Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt det amerikanske demokrati har gavn af, at disse superrige smider så mange penge i deres egne undervisningsprogrammer – uanset om de er rodfæstede i undersøgelser eller ikke – at de offentlige undervisningsprogrammer og -politikker følger med."

Dansk perspektiv
Set i et dansk perspektiv bør vi være meget tilfredse med den danske samarbejdsmodel, hvor private fonde indretter deres filantropiske uddelinger, så de på den ene side opfylder fondenes formål og på den anden side lægger sig tæt op ad gældende politik.

Det er derfor næppe tilfældigt, at hovedparten af de private fondsbevillinger går til offentlige institutioner – det passer godt til, at den danske velfærdsmodel med for eksempel et stærkt offentligt uddannelsessystem.

Men i takt med at også danske fonde går ind og tager et større medansvar for udviklingen af nye velfærdsmodeller, bliver det ekstra vigtigt at holde fast i dette samarbejdsprincip, som inkluderer aktører på tværs af offentlige og private sektorer.

Og lige så vigtigt bliver det, at danske fonde udvikler effektmålingsinstrumenter, der i tide kan hjælpe med at korrigere for en fejlslagen indsats.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.