Ingerfair: De frivilliges potentiale forløses ikke i kommunerne

DEBAT: Der skal en kulturændring til, før de frivilliges potentiale forløses i kommunerne. Lige nu mangler medarbejdere i kommunerne redskaber og tid til at integrere de frivillige i overensstemmelse med deres faglighed, skriver Julia Bjerre Hunt.

Af Julia Bjerre Hunt
Chefkonsulent, Ingerfair

Mine sidste uger har budt på gode og inspirerende snakke med nogle af de fagfolk, der sidder i krydsfeltet imellem dygtige kommunale driftsfolk, politiske ledelser, som ønsker mere frivillighed og medborgerskab, og de frivillige og aktive borgere, der bidrager rundt omkring i kommunerne.

I snakken med disse er det næsten altid den samme problemstilling, der bliver fremhævet: Misforholdet mellem den politiske ledelses begejstring for frivillighed og medarbejderens ofte negative oplevelse af at skulle arbejde sammen med de frivillige. Oftest bliver konklusionen, at det er medarbejderne, der ikke vil omstille sig, at de føler sig truede af de frivillige, og at de ikke kan og vil forstå frivillighedens potentiale.

Men ærligt talt, så er det altså ikke det, der er problemet. Jeg mener, at vi overser det helt centrale i denne modstand fra medarbejderne. Og det er, at de bare gerne vil gøre et godt stykke arbejde.

Lad mig komme med et eksempel. En gartner vil gerne sikre, at de offentlige arealer fremstår velholdte og indbydende. De oplever, at de får deres løn for at holde kanterne lige, ukrudtet nede og sikre en god beskæring af træer.

Når der så kommer frivillige med plantekasser, eller som vil lade græsset gro vildt, så strider det mod deres faglighed. Vi er helt inde og pille ved stoltheden og identiteten hos mange af de gartnere. De kan derfor opleve, at de ikke længere ved, hvad de bliver målt på, og hvornår de er en god medarbejder.

Begejstret ledelse og skeptiske medarbejdere
Et andet eksempel kan være en bibliotekar, som gerne vil imødekomme borgerne ved at skabe en tryg og sikker ramme for, at de kan komme og få hjælp med alt fra at finde de rigtige rejsebøger til at bruge NemID og netbank.

Når biblioteket så bliver omdannet til en slags borgerværksted, hvor bibliotekarernes opgave er at facilitere ideudvikling og understøtte små og store initiativer igangsat af borgerne, men hvor de ikke ”må” give nogen svar, så bliver det svært for dem at føle, at de faktisk leverer den service, de gerne vil.

Lignende eksempler kan laves med SOSU'er, der gerne vil bruge deres faglighed og kendskab til deres beboere til at sikre, at de aktiviteter, de deltager i, giver dem mere energi frem for at udmatte dem. Biologer, der gerne vil sikre, at naturbeskyttelsesloven altid overholdes, og som ikke ser noget formål med at involvere de lokale i noget, som for dem grundlæggende ikke er til diskussion.

Pædagogen, som bliver bekymret for sikkerheden på legepladsen, hvis den bliver vedligeholdt af forældre fremfor af håndværkere.

Dette er bare nogle eksempler inspireret af de samtaler, jeg løbende har med frivilligkoordinatorer rundt omkring. Det er nemlig ofte dem, der står i krydsfeltet mellem den begejstrede politiske og ansatte ledelse, som gerne vil have flere frivillige og mere medborgerskab, og de medarbejdere, der er ude i driften, som skal få samarbejdet til at fungere.

Kulturændring er påkrævet for at komme i mål med frivilligheden
Det er ikke nogen nem opgave for dem. For det første har de færreste i driften valgt deres fag og ansættelse med frivilliginvolvering for øje. Derudover er de vant til at blive målt på noget helt andet end deres evne til at involvere frivillige, og de får hverken kompetenceudvikling eller mere tid til opgaven.

Jargonen rundt omkring er præget af, at det kan medarbejderne ”lige gøre” ved siden af deres andre opgaver. Det sker på trods af, at vi alle sammen godt ved, at det tager lang tid og kræver mange kræfter at involvere frivillige og borgere. Længere tid end hvad medarbejdere får til det. 

Samtidig er frivilligheden i kommunerne jo desværre vokset på samme tid med, at man har indført systematiske beskæringer i kommunerne. De ændringer er sammenhængende ifølge min mening. Jeg tror ikke, at en SOSU-assistent i 2017 havde fået lov at sidde og læse bøger for Fru Jensen, uanset om der havde været frivillige på plejecentrene eller ej.

Desværre bliver den kobling ofte lavet og ofte talt op af medarbejdere og fagforeninger, så det bliver svært at sige højt til kollegaerne, at man faktisk synes, at frivillighed er spændende og et godt bidrag i hverdagen.

Konklusionen på dette må være, at der er meget, der skal ændres kulturelt i kommunerne, før vi kommer i mål med frivilligheden. Det, vi ikke skal gøre, er at pege fingre af dem, der bare gerne vil gøre et godt stykke arbejde. Det er det, de er ansat til, og det skal vi alle sammen hjælpe hinanden med at huske.

Forrige artikel Tv-debat: Folkeskolen mangler håndværksmæssig faglighed Næste artikel Tv-debat: Verdensmålene har brug for dig og mig