Ingerfair om ny strategi: En regering i gavehumør med forkert ønskeliste

DEBAT: Regeringens nye civilsamfundsstrategi betyder flere puljemidler, selvom civilsamfundet havde bedt om penge til drift og mere politisk indblanding i, hvad midler skal bruges på, skriver Frederik C. Boll.

Af Frederik C. Boll
Stifter og direktør i Ingerfair

Mere stat, mindre civilsamfund. Flere puljemidler, færre driftsmidler. Mere kontrol, mindre tillid. Har regeringen mon læst forkert på civilsamfundets ønskeliste, eller har de spurgt de forkerte?

Først og fremmest. Hvor skal vi være glade for, at vi i Danmark har en tradition for et tæt samspil mellem civilsamfundet og det offentlige. De er hinandens forudsætninger, og jo bedre staten understøtter civilsamfundet, desto stærkere civilsamfund – sådan er analysen også hos den anerkendte amerikanske sociolog Robert Putnam.

Over 110 millioner kroner har regeringen på gavebudgettet til civilsamfundet – dog primært til den frivillige sociale sektor. For de penge vil regeringen gerne skabe:

  1. et fællesskab for alle med særligt fokus på dem uden for arbejdsmarkedet
  2. en infrastruktur, der understøtter og udvikler
  3. viden

Disse tre ambitioner understøttes af 12 initiativer. De er pakket ind i flotte ord om værdien af frivilligt arbejde og et stærkt civilsamfund, men for mig at se lægger indholdet nærmere op til en instrumentalisering af civilsamfundet, hvor regeringen forventer at få et konkret udbytte af deres penge.

Konkurrencestatens logikker om produktion og effektivisering bliver med andre ord styrende for strategien. Jeg skal ikke kede dig med en analyse af alle 12 tiltag, men vil i stedet lave nogle nedslag der, hvor du kan se, hvad regeringen agter at gøre på to vigtige områder, nemlig i forhold til organisationernes usikre driftsøkonomi og i spørgsmålet om, hvor stor en rolle staten skal spille.

Flere projektmidler trods foreningers ønske om stabilitet i driften
Da taskforcen kom med sine anbefalinger, havde jeg samme tanke som Bjarne Ibsen – at anbefalingerne var utroligt fantasiløse. Særligt efter at have deltaget i dialogmødet hos socialministeren må jeg bare konstatere, at der ikke er blevet lyttet til ønsker og ideer fra det brede civilsamfund.

Lad os se på den første ambition i strategien. Et fællesskab for alle med særligt fokus på dem uden for arbejdsmarkedet. Det skal blandt andet gøres ”gennem initiativer, der bidrager til samskabelse gennem bedre muligheder for en øget udveksling af idéer og logikker mellem den offentlige sektor, erhvervslivet og civilsamfundet.”

Til dette formål afsættes der cirka 24 millioner kroner i form af en pulje med midler til udvikling af nye metoder og modeller til at hjælpe udsatte borgere samt mennesker med handicap ind i frivillige foreninger.

Derudover vil regeringen gerne styrke det frivillige foreningsliv og det frivillige engagement i landdistrikter. God ide, men desværre skal dette gøres gennem en ’ny projekttype’ under Landdistriktspuljen. 4 millioner kroner afsættes til dette.

Foreningerne skal altså fortsat hoppe fra tue til tue og holde deres økonomi oppe med bundne projektmidler. Alle har bedt om frie midler til drift, og ingen har efterspurgt flere puljer. Jeg er dybt forundret over, hvordan regeringen kan sidde dette overhørigt – eller rettere skyde det til hjørne med en analyse af de økonomiske vilkår for frivillige sociale foreninger.

Det kræver da ingen udredning at genkende den mosaikøkonomi, foreningerne lever med. Men tillykke med de nye 28 millioner kroner – gad vide, om der følger et endnu et nyt budget- og regnskabsredskab med?

Mere grundlæggende undres jeg også over, hvorfor strategien ikke fokuserer på samspillet mellem fondene og det offentlige, hvad angår fødsel, afprøvning og implementering af gode ideer. Fondene er specialister i at udklække nye initiativer. Er det så slemt for staten at være den, der understøtter og sikrer driften?

Et ønskescenarie ville være, at staten lod fondene om at drive udviklings- og innovationsprojekter og selv stod for at understøtte koordinering og videndeling mellem forskellige fonde og organisationer.

Hvis man samtidig sendte opgaverne fra Center for Frivilligt Social Arbejde i udbud, ville der også være mulighed for at yde den driftsstøtte, som civilsamfundet selv efterspørger.

Det mest opsigtsvækkende må næsten være det ene initiativ, som rent faktisk har fået en pose penge, de kan disponere over. Strategien vil gerne støtte den integrationsindsats, som sker i civilsamfundet.

En rigtig god ide, som man afsætter 16 millioner kroner til i perioden 2018-2021 gennem DIF's integrationsprojekt Get2Sport. Get2Sport er et fremragende projekt, og pengene er garanteret godt givet ud, men jeg undrer mig over, hvorfor det lige er DIF, som skal sikres stabilitet i driften? Hvorfor ikke Game eller Mind Your Own Business? Eller et andet godt initiativ, som gør noget for integrationen?

Her er jeg enig i Karin Nødgaards (DF) kommentar, at vi mangler at få at vide, hvordan priserne er fastlagt. Det er ikke klart, hvilken proces der har gjort, at netop DIF er kommet på ’finansloven’. I det hele taget mangler jeg faktisk hele analysen af, hvordan socialministeren er kommet fra de overordnede mål til de enkelte initiativer.

Send opgaverne i udbud frem for at skabe mere centralisering
Et andet element, jeg hæfter mig særligt ved, er, at den statslige institution Center for Frivilligt Socialt Arbejde skal have mere magt og flere penge. Det var en del af taskforcens anbefalinger, og selvom det ikke står direkte i strategien, står det mellem linjerne, at centeret skal stå for kvalitetssikring og kompetenceudvikling af frivilligcentrene.

Dette til trods for at Frivilligcentrerne, som FriSe's formand, John Helbo Nielsen, høfligt gør opmærksom på allerede har en kvalitetsmodel. Eftersom Center for Frivilligt Socialt Arbejde er en statslig institution (bestyrelsen nedsættes af Socialministeriet, og det er kun socialministeren, som kan vælge at lukke centeret), betyder det de facto, at Frivilligcentrene fremover bliver underlagt statens kontrol.

Lever de ikke op til kvalitetskravet, så sender staten konsulenter, som kan lære frivilligcentrene, hvordan de skal være frivilligcentre.

Foruden dette skal Uddannelsespuljen fra den forrige civilsamfundsstrategi videreføres. Det er Center for Frivilligt Socialt Arbejde, som skal udmønte en pose penge på 26,5 millioner kroner i perioden 2018-2021 til kurser for frivillige sociale foreninger.

Det er rigtig godt, at der er fokus på, at frivillige foreninger har de rette redskaber til at drive deres forening og aktiviteter. Skrækscenariet er dog, at man gentager den forrige civilsamfundsstrategi, som på forhånd definerede, at frivillige sociale foreninger over en 4-årig periode skulle have gratis kompetenceudvikling inden for fundraising, fastholdelse af frivillige og rekruttering af frivillige. Om end det er vigtige emner, så er det en meget centralistisk tilgang til at understøtte de frivillige foreninger.

I stedet for at lade en statslig aktør stå for det burde man sende det i udbud, som man jo gør med alle sådanne opgaver på den beløbsstørrelse.

Jeg er af den opfattelse, at foreninger ville få et bedre og mere varieret tilbud, hvis man lagde opgaven ud til frivilligcentre, andre frivillige organisationer eller nogle af de godt 30 private virksomheder og konsulenthuse, der er specialiserede i netop kompetenceudvikling af frivillige foreninger.

Strategiens egentlige ambition er at styrke statens styring af civilsamfundet
Som jeg ser det, lægger strategien op til alt for megen indblanding fra politikernes side i, hvad pengene skal bruges til. På den måde bliver civilsamfundet underlagt en instrumentel konkurrencelogik, hvor det skal producere løsninger til velfærdssamfundet. Fremfor at sikre frihed og tillid ønsker regeringen sig en magtfuld stat, som kan styre civilsamfundet. 

I stedet for styring burde nøgleordet være ’frihed’. Frihed for den enkelte forening til selv at vælge, hvilken kompetenceudvikling de har behov for, hvornår de har behov for den, og hvem der kan levere den.

Det vil give mere mening at lade de lokale frivilligcentre administrere midler til kompetenceudvikling, da de er i meget tættere dialog med det lokale foreningsliv. De ved, hvor der er brug for redskaber til rekruttering af frivillige, eller hvor der er behov for en konflikthåndteringsworkshop.

Det er det samme problem, jeg ser i regeringens insisteren på at blande sig i, hvordan civilsamfundet driver udviklings- og innovationsprojekter, eller når den på forhånd fastslår, hvilke konkrete foreninger der skal stå for specifikke opgaver. Jeg hylder en regering, der prioriterer civilsamfundet, men jeg ærgrer mig, når det bliver på bekostning af friheden.

Forrige artikel FOA: Vi repræsenterer også medlemmerne, når de har fri FOA: Vi repræsenterer også medlemmerne, når de har fri Næste artikel Dansk Sygeplejeråd: Fællesskab med fælles mål Dansk Sygeplejeråd: Fællesskab med fælles mål