Kan sociale investeringer gøre forebyggelse sexet?

KOMMENTAR: Sociale investeringer slog for alvor igennem i Danmark i 2018. Kan det bane vejen for et tankesæt, der handler om at forebygge frem for at behandle? spørger Carsten Terp i sit tilbageblik på året, der gik.  

Er der forretning i at forebygge sociale problemer i stedet for at behandle dem?
Er der forretning i at forebygge sociale problemer i stedet for at behandle dem?Foto: Colourbox
Carsten Terp Beck-Nilsson

Efter flere års tilløb blev 2018 året, hvor sociale investeringer for alvor kom på menukortet i Danmark. Aktuelt i form af Den Sociale Investeringsfond, som netop er vedtaget i Folketinget. Og i form af konkrete forsøg som for eksempel Den Sociale Kapitalfonds investeringer i at få autister i job i Ballerup.

Den nye måde at angribe sociale udfordringer på har sine tilhængere og modstandere. Tilhængerne siger, at der er brug for at få nye penge ind i problemløsningen, mens modstanderne er bekymret for de socialt udsatte mennesker, det ikke er rentabelt at investere i, fordi de aldrig kommer til at give overskud. Det er en kynisk og sågar udansk tilgang til socialt arbejde, lyder det.

Læg dertil de tekniske komplikationer, der kan vise sig at betyde, at sociale investeringer er en god idé i regnearket og ingen andre steder. Og så er der den helt store joker: Findes der overhovedet store pengekasser, for eksempel pensionskasser, som tror nok på, at der er afkast i at løse sociale problemer, til at de vil investere i det?

Forebyggelse i stedet for behandling
Det spændende perspektiv er til gengæld, at introduktionen af sociale investeringer potentielt kan vende hele opfattelsen af forebyggelse på socialområdet på hovedet.

Forebyggelse frem for behandling virker som sund fornuft. Men i dag mangler der på mange områder evidens for, at den forebyggende indsats løser problemerne og i sidste ende sparer samfundet penge. Den systematiske opfølgning, der er nødvendig for at fremskaffe dokumentation for resultaterne, vil investorerne stille som et fundamentalt krav for at skyde penge i de sociale indsatser. 

Samtidig kan introduktionen af frie midler bidrage til at løse den gordiske knude: Hvor skal pengene til forebyggelse komme fra, når vi i forvejen bruger alt, hvad vi har, på at behandle eksisterende problemer?

Med introduktionen af sociale investeringer er det altså muligt at få nye penge i spil og samtidig dokumentere, at det faktisk er en god forretning at forebygge i stedet for at behandle. Og i så fald kan de sociale investeringer blive en vej frem mod et samfund, hvor vi tager en del problemer i opløbet, sparer penge og sikrer flere mennesker bedre liv.

Hvis det bliver tilfældet, kan 2018 blive et interessant vendepunkt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00