Klumme: Danske fonde er i bevægelse

KLUMME: De filantropiske fonde er i bevægelse. Borte er den tid, hvor filantropiske donationer blev givet i al ubemærkethed, og ansøgninger hver dag blev lagt på direktørens skrivebord inden frokost, skriver Birgitte Boesen i sin klumme. 

"Samtidig med, at fondene bliver stadig mere strategiske i deres måde at arbejde på, begynder de at bevæge sig ind på områder, der før var forbeholdt det offentlige," skriver Birgitte Boesen. 
"Samtidig med, at fondene bliver stadig mere strategiske i deres måde at arbejde på, begynder de at bevæge sig ind på områder, der før var forbeholdt det offentlige," skriver Birgitte Boesen. Foto: Aske Simonsen
Birgitte Boesen
Fakta
    • Danmark har mere end 10.200 filantropiske fonde og foreninger.
    • Heraf står de cirka 4.100 af dem for årlige bevillinger i milliardklassen. I 2016 blev det til bevillinger for i alt 16,7 mia. kr.
    • Det er i denne gruppe af store og små erhvervsdrivende fonde samt almennyttig fonde og foreninger, at de nye filantropiske tendenser vokser frem.
    • De 25 mest aktive fonde uddelte tilsammen 12,9 mia. kr.
    • Top 3 blandt uddelingsformål er videnskab (9.7 mia. kr. i 2016), kultur (2,5 mia. kr. i 2016) og sociale formål (1,7 mia. kr.).

Med hastige skridt forandrer flere af dem sig til synlige samfundsaktører, der ikke går af vejen for at afprøve nye grænser for, hvad filantropien kan.

Med sig på rejsen medbringer de årligt tocifrede milliardbeløb til små og store filantropiske indsatser.

I 2016 blev det til i alt 16,7 milliarder kroner bevilget af 4.100 forskellige fonde.

Samtidig med, at fondene bliver stadig mere strategiske i deres måde at arbejde på, begynder de at bevæge sig ind på områder, der før var forbeholdt det offentlige.

Derfor går de oftere i partnerskab med offentlige styrelser og kommuner, frivillige foreninger og private virksomheder – og med hinanden.

Herigennem bliver fondene et selvstændigt samfundsaktiv, som også politikerne på Christiansborg og i kommunerne har fået øje på. Det gælder for eksempel på kulturområdet, hvor kommunerne er udfordrede af stigende udgifter til eksempelvis skoler og børnepasning, og det er dermed en hård prioritering.

Det fremgår af en opgørelse fra det digitale nyhedsmedie kommunen.dk, der for nylig har sammenlignet tal fra Danmarks Statistik i 2008 og 2017. Hvor hver kommune i 2008 i gennemsnit brugte 1.838 kroner per borger på kultur, var tallet faldt til 1.566 kroner 10 år senere.

Eksemplet anskueliggør, hvorfor private fondsmidler bliver en stadig mere efterspurgt ressource for offentlige institutioner og dermed kommer på et velkomment tidspunkt set fra det offentliges perspektiv.

Nogle fonde opfatter kultur som en motor for de mellemstore byers udvikling og støtter derfor etableringen af lokale teatre. Det har eksempelvis Realdania gjort i Hjørring og Odsherred, mens Nordeafonden har sat et program i gang, der skal stimulere liv og aktiviteter i lokale foreningsliv, kulturhuse, biografer, biblioteker m.v.

Atter andre støtter den etablerede kunst gennem donationer af værker – det er eksempelvis ofte tilfældet med Ny Carlsbergfondet, mens mange fonde vælger at støtte kulturinstitutioner i deres udstillingspraksis.

Atter andre går all-in, satser på at gøre Danmark førende på innovation og forskning og støtter derfor udvalgte specialer inden for især sundhed og natur – blandt andre kan nævnes Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Lundbeckfonden og Carlsbergfondet.

Kritik af den nye filantropi
Fondenes nye proaktive tilgang går ikke ubemærket hen og bliver også mødt med kritik.

Blandt andet har det i flere år været en sten i skoen hos mange samarbejdspartnere, at fondene er meget tilbageholdende med at give penge til den efterfølgende drift af de projekter, de støtter. Givet dette kan man da også spørge sig selv, om ikke fondenes mere profilerede samfundsengagement bør følges op af en samfundskontrakt, hvor de ikke kun er med til at igangsætte innovative og nytænkende projekter, men også tager et medansvar for den efterfølgende drift af resultaterne af disse projekter?

Set fra et virksomheds- og organisationsperspektiv giver spørgsmålet god mening, idet det netop er i samspillet mellem en innovativ igangsætning og driftsfasen, at den egentlige værdiskabelse sker.

Et andet kritikpunkt er den manglende mulighed for at kigge bagom fondsbestyrelsens beslutninger. I modsætning til den offentlige forvaltning med dens lighedsprincipper, klageadgang og ombudsmandsinstitutioner kan man som ansøger ikke gå nogen steder hen og klage over en fondsafgørelse, der går én imod, eller som man ikke forstår.

I sin natur kan filantropien derfor virke uvant for det moderne menneske, der plejer at være medbestemmende om store og små beslutninger på egne og samfundets vegne.

Nogle vil måske spørge, hvordan fondene kan være en del af løsningen af aktuelle samfundsudfordringer, når deres beslutningsproces netop er kendetegnet ved, at ingen står over eller ved siden af bestyrelsens beslutninger. Det er et spørgsmål, der fortjener refleksion, netop fordi den demokratiske sammenhængskraft er et værdifuldt kendetegn ved vores samfundsmodel. Vi har i de skandinaviske lande en lang tradition for, at deltagelse og inklusion giver (med)ejerskab til beslutninger, de bedste resultater og er med til at sikre et trygt og velfungerende samfund.

Herhjemme går langt de fleste filantropiske fondsmidler til offentlige institutioner, hvilket er med til at sikre det politiske niveau en vis indsigt i og indflydelse på, hvordan midlerne bliver anvendt.

I 2016 blev der givet til 9,7 milliarder kroner til offentlige institutioner, mens forskellige nonprofitorganisationer fik 3,2 milliarder, og alle andre modtagere tilsammen fik 3,8 milliarder kroner.

Almennytte som model for en bedre verden
Refleksionen kan være, at selv om filantropien i sin grundnatur ikke bygger på afstemningsdemokratiet, sådan som det udfolder sig andre steder i vores samfund, så er spørgsmålet, om der i selve filantropiens grundtanke om almennytte ligger nogle uforløste potentialer?

Kan man forestille sig, at selve idéen om almennytte kan være en inspirationskilde til en ny, bæredygtig samfundsmodel, der kan løse op for nogle af de dilemmaer, vi møder i en globaliseret verden præget af konkurrenceudsættelse og social ulighed?

Det ville givetvis stille nogle andre krav til os som borgere.

Men hvis man nu forestiller sig, at vi i vores gøren og laden satte almennytten lidt højere og tilsvarende reducerede hensynet til egennytten. Hvor ville det mon bringe os hen?

Det er i den forbindelse en overvejelse værd, om de klare fællestræk, der findes mellem den filantropiske almennytte og den nordiske andelstanke, vil kunne (gen)inspirere os til at finde frem til nogle mere fleksible og cirkulære kapital- og ressourcemodeller til at understøtte en bæredygtig udvikling. I erkendelse af, at de nuværende modeller ikke slår til, er der brug for, at vi sammen udvikler nogle nye redskaber baseret på demokratiets grundprincipper.

Lige som en række private virksomheder er også fondene begyndt at tage FN's 17 verdensmål til sig.

I denne globale virkelighed er fænomenet disruption et vilkår, man ikke kommer udenom. Nogle gange overser vi måske, at den anden side af den private filantropi er forretningsdriften. Uden forretning og indtjening er der ingen penge til filantropi. Flere af de store danske erhvervsdrivende fonde er aktive på verdensmarkedet, så gad vide, om vi kunne blive inspireret af, hvordan deres virksomheder håndterer nye udfordringer med platformsøkonomier og nye informationsplatforme, der udfordrer vores eksisterende samfundssystem og almenvellet?

Både fondene, virksomhederne og vi som borgere har brug for at udtænke og udvikle nye formater til at håndtere den globale virkelighed.

I fondenes bevægelse fra det diskrete til det åbne må der ligge nogle erfaringer og overvejelser om, hvordan man kan udvikle nye samtaleformer, der også tiltaler dem, der hidtil har holdt sig ude af den offentlige diskurs, fordi de ikke føler sig tilpas i rampelyset. Kan filantropien for eksempel bidrage til, at vores offentlige samtaler inkluderer flere af de 'tavse stemmer'?

Når filantropien forandrer sig, må ansøgerne følge med
Hvert år sender fondene mange hundrede tusinder bevillingsbreve af sted. Alene i 2016 blev det til 74.000 bevillinger. Med sådan en volumen er der kamp om opmærksomheden i fondssekretariaterne.

Derfor gælder det også om at have et professionelt forhold til sit eget projekt, selv om det kan svært at være kritisk over for noget, man brænder for.

Ligesom fondene er begyndt at arbejde mere sammen om fælles dagsordener, kan der også ligge nogle hidtil ubemærkede muligheder i at gå sammen med nogle af dem, man ikke plejer at arbejde sammen med – og som man måske hidtil har opfattet som konkurrenter.

Men ligesom fondene har måttet tage tilløb til at udvikle et tættere samarbejde, er tiden nu kommet til ansøgerne – opfordring, der gælder ikke kun de private non-profit organisationer, men i lige så høj grad kommunerne, der med fordel kan gå sammen om fælles initiativer, som har brug for filantropisk støtte.

Ikke alle ansøgere vil se med begejstring på denne opfordring til at tænke i fælles initiativer, men hvis man ønsker at skille sig ud fra mængden af projektansøgninger, kan der være et uopdyrket potentiale for nye fondssamarbejder.

Selv om der kan være mange modstridende følelser mellem organisationer, der normalt ser hinanden som konkurrenter, er der ligesom i fondsverden brug for en større åbenhed over for at samarbejde og dele viden med hinanden, for derigennem at skabe noget større og mere bæredygtigt, end den enkelte ansøger eller fond selv kan løfte.

Set fra ansøgerside kalder den nye filantropi på en stor grad af professionalisme hos ansøgerne selv. Den, der evner at gøre verden større end sig selv, har også større sandsynlighed for at blive en del af den nye filantropiske virkelighed.

Bogen Fonde i bevægelse – Fra diskrete velgørere til synlige samfundsaktører udkommer den 15. juni 2018 på DJØF-forlaget.

______________________________

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Altinget logoCivilsamfund
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget civilsamfund kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00