Klumme: God fondsledelse lader sig inspirere fra alle verdenshjørner

DEBAT: Udefra ligner anbefalingerne til God fondsledelse en succes, men lever de op til omverdens forventninger? spørger indehaver af BüroCPH, Birgitte Boesen.

I år er det fem år siden, at fra Komitéen for God Fondsledelse fremlagde 16 anbefalinger til god fondsledelse med det formål at sætte gang i moderniseringstempoet og øge åbenheden i de før så lukkede erhvervsdrivende fonde.

Stikprøver viser, at især de større fonde hurtigt tog anbefalingerne til sig, hvilket ikke undrer, da de som (med)ejere af nogle af landets største virksomheder i forvejen praktiserer god selskabsledelse. På det seneste er mange små fonde også kommet godt med – godt hjulpet på vej af dialogmøder, debatter og konferencer om emnet.

Umiddelbart ligner de bløde anbefalinger således en succes, men dykker man lidt ned i de årlige redegørelser fra fondene til fondsmyndighederne, bliver billedet mere komplekst.

Spørgsmålet melder sig derfor uundgåeligt, hvorvidt anbefalingerne lever op til omverdens forventninger, eller om der skal mere substans i de årlige redegørelser, hvis offentligheden – og fondene selv såmænd – fremover skal finde dem relevante.

Inspiration til andre
Hvor meget mere indsigt i fondens åbenhed og kommunikation får man eksempelvis ved at få oplyst, at ”bestyrelsens formand repræsenterer Fonden udadtil”?

Vel at mærke, når anbefalingen her har til formål at ”imødekomme behovet for åbenhed og interessenternes behov og mulighed for at opnå relevant opdateret information om Fondens forhold”.

Men bestyrelsen gør, hvad man som minimum bliver bedt om, nemlig at fortælle, om man har vedtaget retningslinjer for kommunikation, ”herunder hvem der kan og skal udtale sig til offentligheden på den erhvervsdrivende fonds vegne og om hvilke forhold”. 

Eksemplet stammer fra den i øvrigt fyldigt besvarede redegørelse til Erhvervsstyrelsen fra William Demant Fonden (tidligere Oticon Fonden).

I dette tilfælde står det korte svar i kontrast til Fondens hjemmeside, hvor man kan finde information om uddelingskriterier, se eksempler på projekter og få oplysninger om bestyrelsens sammensætning og kompetencer.

Måske havde det været en idé i denne rubrik at uddybe en anelse – eksempelvis ved at henvise til hjemmesidens oplysninger. Om ikke andet, så for at tjene til inspiration hos nogle af de mindre fonde, der udtrykker sig endnu mere kortfattet.

Svaret er ”Ja”
Et sådant eksempel finder man hos én af de langt mindre sparekassefonde, der med sine uddelinger er med til at holde liv i det lokale foreningsliv.

Til spørgsmålet, om der findes retningslinjer for den eksterne kommunikation, lyder svaret lakonisk ”Ja”. Det er i øvrigt det gennemgående svar på alle de 16 anbefalinger – og tjener således næppe til inspiration.

Til gengæld illustrerer det i al stilfærdighed, at ingen fond er for lille til at indlevere redegørelser. Vilkårene er ens for alle – uanset egenkapitalens størrelse, fondens formål, kompleksiteten i den enkelte fonds erhvervsaktiviteter og uddelinger.

Nytter det at gøre sig umage?
I den store sammenhæng er det selvfølgelig væsentligt, at kommunikationen via hjemmesider, sociale medier og i kontakten med medierne er åben og imødekommende.

I den sammenhæng spiller indholdet i den enkelte redegørelse måske nok en sekundær rolle. Men er det tilfredsstillende på lidt længere sigt ikke at gøre sig mere umage?

Set fra et fondsperspektiv er risikoen på lidt længere sigt, at fondene taber interessen for at gøre sig umage med redegørelserne, hvis de ikke mener, at anstrengelserne står mål med udbyttet.

Derfor kunne det også være interessant at vide, om bestyrelserne kan bruge anbefalingerne i deres egne evalueringer? Og om de kan finde inspiration hos andre fonde og derigennem kvalificere deres fondsledelse?  

Det ømme spørgsmål om aflønning
Det sidste er især relevant, når fondsbestyrelser vælger ikke at følge Komitéens anbefalinger – som i parentes bemærket er resultatet af et kvalificeret forarbejde i Komitéen for God Fondsledelse, hvis medlemmer har dyb faglig indsigt i fondsledelse og god ledelsesskik.

Gennemsigtighed i aflønning af bestyrelse og direktion er historisk et af de ømme punkter i mange fondsbestyrelser. Også selvom andre undersøgelser fra Erhvervsstyrelsen viser, at knap 40 procent af de erhvervsdrivende fonde ikke aflønner deres bestyrelser. Hvilket jo i sig selv er en interessant oplysning.

For mange mangler at forklare sig
Set i det lys er det ekstra markant, at 43 procent af de indsendte redegørelser enten mangler forklaringer på, hvorfor man ikke følger anbefalingerne eller slet ikke forholder sig til Komitéens anbefaling om at oplyse, hvad de enkelte bestyrelsesmedlemmer får i honorarer.

Her kunne førnævnte William Demant Fonden være en inspiration: På Fondens hjemmeside kan interesserede finde detaljerede oplysninger om aflønningen af bestyrelsens enkelte medlemmer.

Men ellers halter det i store såvel som små fonde: En stikprøveundersøgelse fra 2018 blandt de ti største fonde og otte fonde med mere end 60 millioner kroner i egenkapital viser, at 28 procent af disse undlader at forklare, hvorfor de ikke oplyser de individuelle vederlag til bestyrelse og direktion, sådan som anbefalingerne foreskriver. 

Og det nytter ikke noget, at man ikke ”mener, at oplysningen tjener et objektivt formål”, som en unavngiven fond i 2017 forklarede til Erhvervsstyrelsen.

Offentlighedens interesse er et argument i sig selv
Selv understreger Komitéen for God Fondsledelse, at de tillægger åbenheden omkring ’vederlæggelse’ – som det hedder på bestyrelsessprog – stor betydning.

Fonde er selvejende institutioner – de har ingen ejerkreds eller andre instanser til at overvåge, hvad bestyrelsen udbetaler til sig selv. Netop heri ligger én af fondsmodellens største udfordringer, og vægringen står i modsætning til den gennemsigtighed, som man finder hos de børsnoterede selskaber – hvoraf flere af de største i øvrigt er helt eller delvist fondsejende.

Anledning til mistro og kritik
Det forhold, at bestyrelsen suverænt fastsætter sine egne og direktionens aflønning har i mange år været genstand for medieinteresse, og det er åbenlyst, at offentlighedens interesse ikke er blevet mindre de senere år.

Det er samtidig et område, som interesserer mange mennesker og giver anledning til mistro og kritik, som Komitéen for God Selskabsledelse for nogle år siden bemærkede. I dag kan antallet af børsnoterede selskaber, der ikke offentliggør deres vederlag, tælles på én hånd.

Dette burde give anledning til større refleksion – ikke mindst fordi god fondsledelse er af interesse for hele samfundet – og ikke kun for den enkelte fond.

Hvepserede
Nogle vil mene, at tanken om at revidere anbefalingerne for god fondsledelse svarer til at stikke hånden i hvepserede, hvilket de fleste sikkert gerne vil have sig frabedt. Sidste år gjorde bestyrelsesformand Jørgen Huno Rasmussen fra Lundbeckfonden nu alligevel forsøget, da han på Den Store Danske Bestyrelseskonference – og senere i Økonomisk Ugebrev – slog til lyd for at stramme op på anbefalingerne angående bestyrelsens uafhængighed.

Et forslag, der hurtigt blev afvist som unødvendigt af advokat Marianne Philip, der som formand for Komitéen har lagt mange kræfter i at skabe opbakning til anbefalingerne hele vejen rundt – ikke mindst fra de toneangivende erhvervsdrivende fonde.

En afspejling af, hvad der rører sig hjemme som ude
Uanset om de nuværende anbefalinger balancerer mellem forskellige interesser i og uden for fondsverdenen, så er essensen i, hvad der skaber god fondsledelse, en dynamisk størrelse, som kun bliver bedre, hvis Komitéen løbende tager nye emner op inspireret af, hvad der rører sig herhjemme og i udlandet.

Ambitionen er jo at understøtte fondene i deres bevægelse i retning mod øget åbenhed og gennemsigtighed. Det skylder Komitéen både det danske samfund og den fondsmodel, der har så stor betydning for samfundsøkonomien, beskæftigelsen – og for alle de mange aktiviteter, der ikke ville være blevet til noget, hvis ikke fondene samtidig var aktive filantroper.

-----

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Kommentaren er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel DBU: Medlemssucces må ikke blive en sovepude DBU: Medlemssucces må ikke blive en sovepude Næste artikel Debat: Demokraticenter ja, men hvordan? Debat: Demokraticenter ja, men hvordan?
  • Anmeld

    Torben Andersen · Studerende Samfundsvidenskab

    Ikke overraskende at selvbestemmelse over egen aflønning er problematisk

    Jeg er helt enig.

    Der ligger en helt grundlæggende problematik i, at man selv (sammen med resten af bestyrelsen) mere eller mindre bestemmer sin egen aflønning.

    Af samme grund er det ikke overraskende, at manglende åbenhed omkring afløningen afføder skepsis. Især sammenholdt med det faktum at selvejende fonde ikke har en ejerkreds at stå til regnskab overfor på samme måde som selskaber, hvilket du også er inde på.

    Med venlig hilsen

    Torben Andersen
    https://www.events4u.dk

Tidligere Lejre-borgmester lander ny formandspost

Tidligere Lejre-borgmester lander ny formandspost

BESTYRELSE: Tidligere Lejre-borgmester Mette Touborg lander ny formandspost. Hun bliver bestyrelsesformand for Foreningen Madens Folkemøde, hvor hun erstatter kulturministerens særlige rådgiver, Kasper Fogh.