Klumme: Nyt videnscenter viser tydeligt, hvad fondene kan sammen - og hvad de ikke kan

Idéen om et videnscenter for fonde udspringer af det fondsdirektørnetværk, der siden 2015 har været et uformelt dialogforum for cirka 30 af landets mest aktive filantropiske fonde. Et forum, som nogle nu gerne ser udvidet til et mere formaliseret branchesamarbejde – en tanke andre af forskellige grunde er imod.

Mindretal
Det aktualiserer et ofte stillet spørgsmål om, hvorfor fondene ikke for længe siden har organiseret sig i en brancheforening, der kan repræsentere fondenes fælles interesser overfor offentlige myndigheder, være høringsberettiget i forbindelse med ny lovgivning og generelt arbejde for at skabe større åbenhed og transparens. Spørgsmålet ledsages ofte af argumentet, at mange af de fondsejede virksomheder allerede er medlemmer af brancheorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv. Men altså ikke fondene. Det korte lakoniske svar er, at ønsket om et formaliseret samarbejde er i mindretal. Og hvorfor så det?

Forskellighed
Et rationale lyder, at fondene er for forskellige til at en brancheorganisation giver mening – nogle er erhvervsdrivende og ejer store virksomheder, mens andre er almene fonde eller fondslignende foreninger. Dertil kommer forskelle mellem at have ansvar for milliardformuer og ditto investeringer, mens andre råder over ganske få millioner, samt den forskel, der ligger i, at nogle arbejder strategisk med satsninger til mange millioner, mens andre uddeler mange, meget mindre enkeltbevillinger.  

Et par tal kan belyse spændvidden og forskellene: I 2016 bevilgede fondene tilsammen 16,7 milliarder kroner til nye projekter og indsatser. Heraf stod blot 25 fonde for tre fjerdedele af alle bevillingskronerne – svarende til knap 13 milliarder kroner, mens 4.000 små og mindre fonde tilsammen bevilgede 1,5 milliarder kroner. Selvom ingen af de allermindste fonde deltager i netværket, er de dog aktive filantroper og står således i modsætning til de øvrige godt 6.000 fonde, der af forskellige grunde ikke bevilgede noget som helst sidste år. Heri ligger en væsentlig, men ofte overset forskel.

Den enkelte fond er suveræn i den betydning, at ingen er over eller ved siden af fonden og dens formål.

Birgitte Boesen
Indehaver, büroCPH

Det uformelle netværk
Adjektivet uformelt direktørnetværk er dog nok så vigtigt at lægge mærke til i forklaringen på de forskellige holdninger til et tættere samarbejde. For selvom netværket består af landets mest professionelle fonde, er det for nogle af dem fortsat afgørende, at det ikke udvikler sig til en decideret forening med formål, mission og vedtægtsregler for for eksempel medlemskab, repræsentativitet og afstemninger – og dermed mandat til at tegne medlemmerne for eksempel når man skal afgive høringssvar.

Den suveræne fond
En del af forklaringen er historisk og skal findes i selve filantropiens natur. Den enkelte fond er suveræn i den betydning, at ingen er over eller ved siden af fonden og det formål, stifteren har defineret, og som bestyrelsen er sat i verden for at forvalte. Det lyder måske mærkværdigt i et moderne menneskes øre, men det er et grundvilkår for al fondsdannelse, at fonden ejes af sit formål, og ingen instans står over eller ved siden af. Den fortolkning stiller ingen spørgsmålstegn ved.

Men for nogle bliver den logiske konsekvens heraf, at det bliver utænkeligt at uddelegere noget af sin suverænitet – for eksempel høringskompetence – til en brancheorganisation. Fonden bør varetage sine egne interesser, lyder argumentet, og således er der eksempelvis intet, der tyder på, at kontakten til det politiske system ville være bedre. Derfor bør det fortsat være et anliggende mellem den enkelte fond og den pågældende minister eller ministerium.

Professionalisering skaber behov for stærkt netværk
Omvendt peger andre især mindre fonde på, at de har behov for et stærkt netværk, og at det gerne skal ske i form af en brancheorganisation, der på deres vegne kan følge det lovforberedende arbejde og være kontaktled til centraladministration, regering og andre filantropiske stakeholdere.

Synspunktet er forstærket i takt med, at flere af de mindre fonde følger principperne for god fondsledelse, organiserer sig med professionelle sekretariater og skærper de strategiske prioriteringer i forventning til, at den daglige ledelse leverer forslag til initiativer på samme professionelle niveau som i erhvervslivet. I denne situation bliver data, videndeling og public affairs vigtige – men også ressourcekrævende værktøjer. Blandt fortalerne for et stærkere branchelignende netværk er i øvrigt fonde med hovedsæde uden for Hovedstadsområdet – og dermed i større geografisk afstand til Slotsholmens embedsværk.

Det diplomatiske korps
Midt imellem disse to positioner står det ”diplomatiske korps” af fonde, hvis vigtigste prioritet er at fortsætte den positive transformation i retning mod øget åbenhed og kommunikation ud fra en overbevisning om, at fondene trods deres forskelligheder får mere og mere brug for hinanden. For dem er selve organiseringsprincippet ikke så afgørende, som selve det at holde fast i en åben dialog mellem fondene og deres stakeholdere.

Argumentet for ”diplomatiet” bliver understreget af, at det ikke er særligt mange år siden, at der i nogle af fondsbestyrelser var en udbredt skepsis overfor, at direktørerne deltog i netværksdannelser. Det var ok at deltage i konferencer og lignende, men holdningen var, at det derudover ikke gav mening at mødes med andre end dem, man delte grundvilkår med.

Sporene fra 2015 skræmmer
Selvom fondene i midterpositionen måske inderst inde godt kan forstå de fondskollegaer, der argumenter for et mere formaliseret samarbejde, lytter de også til andre argumenter. De har erkendt, at en brancheforening ikke er en farbar vej, hvis man skal holde fast i det væsentlige, nemlig den konstruktive dialog fondene imellem og med beslutningstagerne, når der er brug for det.

De vil gøre meget for at undgå en situation, som den, der opstod i slutningen af 2015, hvor et akut finanspolitisk behov for at finde 200 millioner kroner til årligt at lette generationsskiftet i familieejede virksomheder uden varsel ramte fondene i form af indgreb i fondenes skattefradrag for filantropiske uddelinger. Kun fordi man ad omveje blev gjort opmærksom på, at indgrebet var undervejs og i al hast fik formuleret et høringssvar, lykkedes det at korrigere Skatteministeriets beregninger og nedtone konsekvenserne af det lovforslag, der kunne have ramt selve livsnerven i filantropien, nemlig balancen mellem fondsbeskatning og filantropiske bevillinger.

Situationen nu
Efter alt at dømme vil fondene i direktørnetværket i løbet af den næste måned blive enige om at anbefale deres bestyrelser at etablere et videncenter med det formål at stå for oplysning og formidling af viden om de danske fonde. Dermed vil netværket for en stund lægge diskussionen om et branchesamarbejde væk.

Men fondene slipper ikke for snart igen at forholde sig til mere policy betonede spørgsmål af betydning for de fleste. Allerede i løbet af 2018 vil man for eksempel skulle tage stilling til de beregninger, som Skatteministeriet fremlægger for, hvor store indtægter staten har fået i kraft af beskæringerne i fondenes fradrag for uddelinger – det såkaldte konsolideringsfradrag. Helt centralt vil spørgsmålet være, om statskassen har modtaget mere fra fondene end de 200 millioner kroner, som skulle bruges til årligt at finansiere lettelsen af generationsskiftet i familieejede virksomheder. Foreløbige beregninger tyder på, at beløbet bliver væsentligt større end de 200 millioner kroner, som oprindeligt forudsat. Holder dette stik, kan fondene se frem til nye diskussioner med Skatteministeriet og det politiske system om hvilke konsekvenser, det skal have.

-------

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.