Debat

Kommentar: Her er din guide til uddannelse for civile ledere

KOMMENTAR: Som leder sætter du nok pris på videreuddannelse. Og der er rig mulighed for at lære mere. Her giver Michael Ambjorn et inspirerende overblik over internationale uddannelsesmuligheder for ledere i civilsamfundet.

Uddannelse ophører ikke nødvendigvis efter skoleårene. Der findes mange kurser og andre ressourcer, der henvender sig specifikt til ledere i civilsamfundet.<br>
Uddannelse ophører ikke nødvendigvis efter skoleårene. Der findes mange kurser og andre ressourcer, der henvender sig specifikt til ledere i civilsamfundet.
Foto: Colourbox
Michael Ambjorn
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Løbende uddannelse er vigtigt i alle brancher, også blandt civilsamfundets ledere. Der er både danske og internationale muligheder for at lære mere om ledelse, og det behøver ikke at koste en formue. Her er nogle gode platforme til at styrke dine kompetencer og dit netværk internationalt.

En ledelsesmodel 
Clore Social Leadership er en nonprofitorganisation, der fokuserer på ledelsesudvikling. Med ti års erfaring i London har de med deres programmer udklækket en lang række ledere.

Et praktisk værktøj er deres Social Leaders Capability Framework, der kan give dig en konstruktiv tilgang til spørgsmål om karriereudvikling. Som centrum står tre principper: "Kend dig selv, vær dig selv, tag dig af dig selv". Men hvis du ikke vil sidde med det alene, så har de også en række kurser. Du kan for eksempel prøve deres Discovery-program, som er et onlineforløb på fire uger til en rimelig pris.

Når tid og penge er knappe
Hvis du vil i gang med det samme, eller hvis budgettet er småt, så kig nærmere på Centre for Voluntary Sector Leadership fra The Open University i England. De tilbyder gratis onlinekurser med fokus på civilsamfundet.

Hvis der derimod er tid og penge nok, kan du tage en tur til London eller Bruxelles, hvor du kan deltage i facilitator Martin Gilbraiths kurser. Her bliver du bedre til at lede både grupper og møder. Og i samme omgang kommer du til at samarbejde med en række internationalt orienterede ledere. Det er godt for netværket.

Til dem med akademiske tilbøjeligheder
Og nu da vi har fat i universiteterne, så er det passende at nævne Cass Business School. De har et Centre for Charity Effectiveness, der tilbyder en lang række MSc-forløb såsom Charity Accounting & Financial Management, Grantmaking, Philanthropy & Social Investment, Charity Marketing & Fundraising, NGO Management og Voluntary Sector Management. Men de er ikke gratis.

I Paris kan man tage en masteruddannelse i Sustainability & Social Innovation på universitetet HEC Paris, men så skal man også for alvor have hånden op af lommen.

Kampagneekspertise
Hvis du interesserer dig specifikt for kampagner, så afholder Sheila McKechnie Foundation jævnligt kortere kurser. De har et rigtigt godt ry.

NCVO (National Council for Voluntary Organisations) er også et kig værd i denne sammenhæng. De tilbyder et Certificate in Campaigning.

Socialt anlagte iværksættere, ledere og læseheste
Hvis du er engageret i socialt arbejde, så er både The School for Social Entrepreneurs i London og Skoll Centre for Social Entrepreneurship i Oxford begge et besøg værd.

Og søger du videreuddannelse som topleder i civilsamfundet, så har ACEVO (Association of Chief Executives of Voluntary Associations) et bredt udvalg af kurser til topledere, inklusive rådgivning, et mentorprogram og coaching.

Derudover tilbyder The Directory of Social Change jævnligt kurser, men de har også en lang række bøger, der kan have interesse for dig.

Held og lykke, og forhåbentlig ses vi til Danmarks første Fællesdag for Civilsamfundet.

---

Michael Ambjorn er strategirådgiver, facilitator og adm. dir. hos AlignYour.org og tidligere bestyrelsesformand i amerikanske civilsamfundsorganisationer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00