Kommentar af 
Marie Baad Holdt

Kommentar: Skal vi bare acceptere en stresset hverdag i civilsamfundet?

KOMMENTAR: Marie Baad Holdt møder oftere og oftere stressede og overarbejdende medarbejdere blandt civilsamfundets ildsjæle. Hun spørger, om en whistleblowerordning er løsningen, hvis det grundlæggende problem er dårlig arbejdsfordeling.

Stress er ifølge Marie Baad Holdt blevet hverdagskost blandt frivillige og ngo-ansatte. Men hvordan kommer vi det til livs?
Stress er ifølge Marie Baad Holdt blevet hverdagskost blandt frivillige og ngo-ansatte. Men hvordan kommer vi det til livs?Foto: Peter Clausen/Ritzau Scanpix
Marie Baad Holdt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie Baad Holdt
Chefkonsulent i Ingerfair

Som konsulent møder jeg rigtig mange mennesker, der arbejder med frivillighed. Langt de fleste er glade og stolte af deres arbejde, de stråler af overskud og gåpåmod, men oftere og oftere møder jeg folk, der mildest talt ser udmattede ud. Lige meget om jeg fanger dem til en konference, et kaffemøde eller i en samarbejdssituation, fortæller de alle samme historie: De har for mange bolde i luften lige nu og har haft det i en meget lang periode. I nogle tilfælde er det så slemt, at jeg tænker, det tangerer en sygemelding med stress. Og det bekymrer mig. Men hvor går jeg hen med den bekymring?

Stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø er en del af hverdagen
Folk på randen af en stress-sygemelding fra deres arbejdsplads har mange ligheder. Der er de mange alt for sene mails, der sagtens kunne vente, til arbejdsdagen begynder igen. Der er forvirringen om, hvad et møde skal handle om, og hvad der sidst blev snakket om. Der er det manglende fokus på mødet, vi har lige nu, eller under kurset, de er på. Det er blikket i øjnene, der siger: "Jeg er ved at have fået nok".

Det siges, at stress i sig selv ikke er skidt for os. At have travlt og meget at se til er fint. I en kort periode i hvert fald. Men at have for meget at lave i halve og hele år uden udsigt til en ændring er ikke sundt for helbredet. På min gamle arbejdsplads i England er det så slemt lige nu, at selv direktøren fortæller, at hun har svært ved at koble fra og sove om natten. Så er det slemt. Hun sammenligner det med at sidde i en rutsjebane, der bare bliver ved og ved og ved. Og det er endda et sted, der har et godt psykisk arbejdsmiljø, og hvor man rent faktisk kan tale om tingene.

I november kunne vi i Altinget læse om Dansk Magisterforenings undersøgelse af medlemmer, der arbejder i ngo-sektoren, der viste, at knap hver tredje oplever dårligt psykisk arbejdsmiljø. Men det er ikke det, der typisk er ’på spil’ for de personer, jeg tænker på. For dem er det rent og skært for meget arbejde. Faktisk arbejder disse mennesker typisk steder, hvor arbejdsmiljøet er ret godt, og måske derfor går det galt.

Vil flere penge løse problemet?
Mange vil nok sige, at det handler om manglende økonomi til at ansætte nok folk til at løfte opgaverne. Og det ville nok hjælpe at ansætte flere. Dog tror jeg ikke, at flere ansættelser nødvendigvis er løsningen. Mange steder er der en kultur, hvor ansatte arbejder meget mere end de 37 timer, de er ansat til. Som min kollega Julia i sit debatindlæg i november satte fokus på, så er der en tendens til, at folk i frivilligsektoren ofrer sig for den gode sag. Det er prisværdigt, men det er bare ikke holdbart.

Jeg er enig med fagforeningerne om, at der skal mere fokus på det gode arbejdsmiljø. At der skal være plads til at stoppe op og snakke om tingene. Grine højt sammen, hjælpe hinanden i de travle perioder og derefter lave en plan for, hvordan man kan undgå det fremover – er det et tilfælde, at vi er i denne situation, er det dårlig arbejdsfordeling eller noget helt tredje, vi skal have fat på? At ansætte nye medarbejdere uden at have kigget på årsagen til problemet er blot et plaster på såret.

Hvor går jeg hen, når jeg oplever stress og dårligt arbejdsmiljø?
Her er vi allerede løsningsorienterede. Så langt er det sjældent, jeg oplever, organisationer er nået. Og her er mit problem: Hvad kan jeg gøre, når jeg ser og hører om folk, der er ved at gå ned med stress? Det er frustrerende for mig at se på og samtidig ikke have en mulighed for at gøre noget. Det er i situationer, hvor jeg ’blot’ er hyret ind til at afholde et kursus, en workshop eller et , og hvor der ikke er tid til eller mulighed for at gå i dybden med årsagen til det store arbejdspres. Og det er til de hurtige kaffemøder med et nyt bekendtskab eller en snak til en konference, hvor jeg hører om det. Det er der, hvor jeg kan se udmattelsen i øjnene, den manglende koncentration og til tider forvirring. Det er her, jeg møder et ønske om at fortælle om presset. Et ønske om hjælp.

Frivilligrådet fremsatte sidste år forskellige forslag, der skal være med til at forenkle den statslige støttestruktur. Deriblandt er der et forslag om en whistleblowerordning, hvor enkeltpersoner, frivillige og ansatte kan rette fokus på uhensigtsmæssig adfærd og forbrug af offentlige midler. En sådan whistleblowerordning ville give mig en mulighed for at råbe vagt i gevær. Men det er måske at gå lidt hårdt til sagen, hvis det i bund og grund handler om dårlig arbejdsfordeling.

Et nytårsforsæt og et ønske om fokus på arbejdsmiljøet
Allerhelst vil jeg ønske, at organisationer sætter arbejdsmiljø højt på dagsordenen. At man får snakket om det, når folk i kortere eller længere tid er pressede. Også selvom der ikke lige umiddelbart er en løsning eller ændring i antallet af ansatte eller arbejdsdeling, for eksempel. Jeg tror, at italesættelsen af, at der er (for) meget arbejde lige nu, vil hjælpe. Jeg kan i hvert fald se, at når der bliver sat ord på presset og de mange opgaver i de korte samtaler, jeg har med folk, så sænker skuldrene sig en smule. Der skal ofte ikke så meget til.

Selv tager jeg fat på denne snak, når jeg i sparringsforløb møder ansatte med højt arbejdspres, og her hjælper jeg med at lave en fremadrettet plan. Det har jeg ikke mulighed for, når jeg møder folk kort, men jeg vil gerne gøre mere ud af at spørge ind til folk, jeg kan se er pressede, og undersøge, om de selv er opmærksomme på det, og om de selv har gjort noget for at starte samtalen på arbejdet. Det må være et første skridt – mit nytårsforsæt. Så må de bruge whistleblowerordningen, når (hvis) den kommer i stand, hvis det står værre til, end at en snak og et fokus på problemet kan hjælpe.

--- 

Marie Baad Holdt har siden 2013 været chefkonsulent i Ingerfair. Forinden har hun været bosiddende i England i 13 år, hvor hun blandt andet har arbejdet som frivilligkonsulent, projektleder og kommunikationschef for forskellige ngo’er. Kommentaren er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie Baad Holdt

Partner, Ingerfair
Designmanager (IBA Kolding, 2002)

0:000:00