Kommentar: Stress er lig med succes i livet, og det skal laves om

Af Marie Baad Holdt
Chefkonsulent, Ingerfair

"Der er da ikke nogen, der vil være den, der har ekstra tid i hverdagen!" udbrød en kursusdeltager, da jeg i dag underviste i rekruttering af frivillige.

Vi var i gang med at kigge på forskellige rekrutteringsopslag fra andre organisationer for at undersøge, hvorvidt de gav mening for folk udefra – altså for potentielle frivillige. I det pågældende opslag stod der blandt andet: "… så hvis du har lidt ekstra tid i hverdagen, er du velkommen til at kontakte os".

Jeg ved ikke, om rekrutteringsopslaget har haft held med at indfange nye frivillige, men det var udbruddet og den efterfølgende diskussion, der er det interessante. Jeg er nemlig ikke ene om at føle, at man for tiden helst skal have lidt for travlt og være en smule stresset for at vise, at man ikke er sunket hen.

Hvis vi helst skal have lidt for travlt for at vise, at vi har et interessant liv og samtidig arbejder for en sag, hvor der altid er nogen, der har det skidt, hvordan undgår vi så at blive stressede?

Marie Baad Holdt
Chefkonsulent, Ingerfair

Hvis du ikke er stresset, er du nok doven
For nylig tog jeg en personlighedstest i forbindelse med et kursus, jeg er på. En del af testen indeholder en stresstest, der tager et øjebliksbillede af dit stressniveau.

Selv var jeg ret stolt af at have et 'ekstremt lavt stressniveau'. Det er nemlig noget, jeg bevidst arbejder med at have, og det er ikke altid lige let som selvstændig konsulent, skal jeg hilse og sige, men det sidste halvandet års tid har jeg faktisk formået at holde den gode balance.

Derfor blev jeg ærligt talt ret provokeret, da jeg i følgeteksten til testen kunne læse "Hvis din stressprofil er ekstremt lav, kan det være, at du ikke bliver udfordret nok i dine nuværende omstændigheder. Dette fænomen kendes som "stilstand" og ligger i modsat ende af skalaen i forhold til "udbrændthed".

I den efterfølgende snak med konsulenten blev jeg igen udfordret på, om jeg virkelig var 'ekstremt ikke-stresset'. Min personlighedstype er nemlig god til at være 'doven', viser det sig.

I en tid, hvor folk brænder ud, bliver stressede og har brug for at trække stikket i en periode, syntes jeg, det er ærgerligt, at når jeg endelig ikke er stresset, er reaktionen, at så er det sikkert, fordi jeg er gået i stå og har brug for at blive udfordret, eller fordi jeg ikke har svaret helt ærligt i et spørgeskema.

Stress er lig med succes i livet
Da jeg boede i London, undrede det mig altid, at når jeg spurgte nogen, om de havde haft en god weekend, så var svaret antal af drinks, de havde fået indenbords den weekend. Jo flere drinks, jo bedre weekend.

Jeg tænker ikke, at flere drinks altid hænger sammen med en bedre weekend, måske snarere tværtimod … Men mængden af alkohol var en indikator for, hvor god en weekend det havde været.

Og gad vide, om det også er sådan, vi har fået det i forhold til at have (lidt for) travlt og måske endda være lidt stresset?

Altså, at ved at være stresset og have travlt fortæller jeg noget om mit (perfekte) liv: Jeg har et job, der kræver meget af mig, og som jeg brænder for. Jeg har en familie, der har brug for mig, og som jeg gerne vil være noget for.

Venner, der gerne vil se mig, og som jeg gerne vil bruge tid med. Et motionscenter, jeg besøger mindst tre gange om ugen, fordi mit helbred er vigtigt og så videre. Altså: at jeg har et interessant liv!

Og så er vi tilbage ved kursisten, jeg nævnte i starten. For hendes kommentar handler jo om, at nogen af os helst ikke vil fremstå som dem, der ikke har nok at fylde vores tid med. Ikke har et interessant nok job, nok venner, familie eller en spændende fritidsinteresse.

Går 'whataboutism' og stress hånd i hånd?
I frivilligsektoren slutter arbejdet aldrig, og der er altid nogen, der har det værre end mig. Det gør, at det kan være svært at stoppe op og gå hjem og holde fyraften.

På DR har vi kunnet følge kæresteparret Henrik og Frederikke, der ikke kun kæmper for dyrevelfærd, men også for deres forhold. Henrik kan nemlig ikke stoppe sin kamp, så længe der er dyr, der bliver behandlet skidt.

Det må være det, man kalder en 'never ending story'. Og det er jo den virkelighed, ansatte og frivillige i organisationer og foreninger rundt i landet sidder i hver dag: Vi bliver aldrig færdige, fordi der er altid nogen, der er ensomme, syge og har brug for en mentor.

Hvis vi helst skal have lidt for travlt for at vise, at vi har et interessant liv OG samtidig arbejder for en sag, hvor der altid er nogen, der har det skidt, hvordan undgår vi så at blive stressede? Altså rigtigt stressede og ikke bare 'jeg har travlt-stresset'?

I en ngo fortalte ansatte, at 'whataboutism' fyldte så meget, at man helst ikke ville være den første, der gik hjem, for 'hvad sagde det ikke om mig som person? Det betyder jo måske, at jeg ikke brænder nok for sagen!'

Resultatet var, at medarbejderne brugte tiden på sociale medier for at se travle ud og ikke være den første, der gik hjem fra arbejdet. Det giver jo slet ikke mening.

Fokus på ikke-stress og psykisk arbejdsmiljø generelt
Jeg kunne godt tænke mig, at vi får mere fokus på, hvordan vi kan skabe bedre balance i livet. Hvordan vi undgår at brænde ud, fordi vi skal for meget på for kort tid.

At vi bliver bedre til at tage pauser, slappe af og nyde roen sænke sig. Men så længe vi synes, at travlhed er lig med succes, så er der lang vej endnu.

Jeg er selv nysgerrig efter, hvordan jeg fortsat kan få mit liv til hænge sammen på en ikke-stressende måde, når jeg i perioder arbejder meget og i andre slet ikke.

Hvordan jeg får tid til alt det, der ikke handler om arbejde, så jeg fortsat scorer topkarakter i glæde og tilfredshed, hvor den føromtalte test fortæller mig: "Du føler dig tilfreds og fornøjet med dine generelle omstændigheder og er for det meste tilfreds med, hvor du er i livet." Det sted er jeg nu, og der vil jeg gerne blive. Hvem vil ikke det?

Det er desværre ikke virkeligheden for mange, jeg møder igennem arbejdet, og med de mange historier, vi for eksempel får serveret her i Altinget og på DR's program 'Chefen fra helvede', kan man tro, at det står virkelig slemt til i frivilligsektoren.

Derfor er jeg glad for, at Velliv Foreningen har givet os mulighed for at undersøge, hvor slemt det egentlig er, og jeg glæder mig til at bruge det næste års tid på at undersøge årsagerne til dårligt psykisk arbejdsmiljø, og hvordan det påvirker ansatte og deres arbejde.

Og jeg glæder mig til at være med til at udvikle redskaber til at forebygge dårligt psykisk arbejdsmiljø, så medarbejderne kan bruge kræfter på at arbejde for sagen uden selv at være ved at dejse om.

---

Marie Baad Holdt har siden 2013 været chefkonsulent i Ingerfair. Forinden har hun været bosiddende i England i 13 år, hvor hun blandt andet har arbejdet som frivilligkonsulent, projektleder og kommunikationschef for forskellige ngo'er. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.