Kommentar: Verden er i opbrud, og civilsamfundet må samle tropperne

Vi kender alle til de kriser, menneskeheden står over for, og de fleste af os ved efterhånden, at de kan have dramatisk betydning for vores liv på kort og lang sigt. Jeg mener, det er essentielt, at civilsamfundet forstår, at vi har en afgørende rolle at spille i forhold til at løse de globale kriser.

Vi står med en altomfattende klimakrise, der kræver samarbejde, nye løsninger og radikale ændringer i måden, vi bruger vores ressourcer og liv på.

Vi har en global ulighedskrise, som på helt absurd vis afslører, at det eksisterende system har forvaltet vores værdier grundlæggende uretfærdigt og uden sammenhængskraft.

Nogle vil også mene, at vi har en migrations- eller flygtningekrise. Det er naturligvis legitimt at diskutere, hvor mange flygtninge og immigranter Europa kan modtage. Men ser man på de reelle modtagertal, så burde det ikke forårsage de politiske rystelser, der har præget vores kontinent de sidste tre år. Jeg mener snarere, at der er tale om en krise i vores politiske ledelse og institutioner, som ikke har kunnet håndtere flygtningestrømmene i tide, og som i dag viser, hvor politisk impotent Europa er blevet.

Det er essentielt, at civilsamfundet forstår, at vi har en afgørende rolle at spille i forhold til at løse de globale kriser.

Peter Christiansen
Sekretariatschef, Globalt Fokus

Det står klart, at vores valgte politikere, ikke bare i Danmark, men i det meste af Europa, ikke kan finde på løsninger og politiske visioner, der genskaber befolkningens tillid til det politiske system. Tværtimod ser vi det ene parti efter det andet forfalde til populistiske og emotionelle tiltag, som kun forværrer situationen.

Forandringens civilsamfund skal lede vejen
Debattører og forskere påpeger, at det netop i sådanne situationer er civilsamfundet, der skal levere løsninger på disse udfordringer. Det er i civilsamfundet, man skal finde det mod og det lederskab, der skal til for at mobilisere folk til at tage ansvar og vise politisk handling.

I sidste uges udgave af The Economist påpeger FN’s tidligere kommissær for menneskerettigheder Zeid Ra’ad Al Hussein, at vi mange steder ser politiske ledere, som fremmer nationalisme, chauvinisme og autoritære styreformer. Disse demagoger vinder fodfæste, fordi alt for mange ikke står op for værdier, substans og holdbare politiske løsninger. Konklusionen er, at mange har mistet troen på international lov og den gældende sikkerhedsarkitektur, vi har opbygget siden Anden Verdenskrig.

Hussein mener, at håbet skal findes i de menneskerettighedsaktivister, vi ser i hele verden. Modsat lederne af det politiske system viser de nemlig mod. De har ikke et statsapparat som magtbase, men udviser moralsk lederskab i de mange nye sociale bevægelser. Overalt i verden organiserer folk sig mod ulighed, i klimakampe, for kvinde- og LGBT-rettigheder, beskyttelse af mindretal, flygtninge, alternativ jobskabelse, økologisk produktion og i forhold til mange andre spørgsmål. Det er dette civilsamfund, som er håbet om forandring, og som samler folk lokalt og nationalt. Spørgsmålet er derfor, om en koordination af de lokale initiativer kan udvikles til en slags chokterapi som modspil til demagogerne og de visionsløse politikere.

Er civilsamfundet parat?
Svaret på dette spørgsmål afhænger naturligvis af, om civilsamfundet kan og tør spille denne rolle. I England har man over de sidste to år udført en undersøgelse af civilsamfundets evne til at kæmpe for sociale forandringer. Undersøgelsen er stadig i gang, men det står allerede klart, at det engelske civilsamfund ikke nyder samme tillid og troværdighed som tidligere. De store organisationer har haft kolossal vækst, men har samtidig mistet berøringen med lokalsamfundet. De har ikke formået at bygge bro til de mange små, lokalt forankrede bevægelser.

I det globale civilsamfund har man også erkendt, at vi ikke i tilstrækkelig grad har formået at forbinde os til almindelige mennesker og deres håb og drømme. Jeg har netop deltaget i et globalt møde i Chile med civilsamfundsorganisationer fra hele verden, hvor der var bred enighed om, at civilsamfundet står med en kæmpe opgave i at opbygge tillid og større forståelse mellem de nære og lokale spørgsmål og de store globale udfordringer.

En stærk fortælling
Det er derfor afgørende, at vi skaber en ny fortælling om civilsamfundets rolle i en tid, hvor verden er i opbrud. Civilsamfundet udgør sammenhængskraften og drivkraften i samfundets udvikling og har gennem historien spillet en afgørende rolle i tilkæmpelsen af rettigheder og retfærdighed.

Civilsamfundet har en evne til konstant at forny sig, se muligheder og eksperimentere med organisationsformer. Civilsamfundet fejler, fordi det tør, og lærer af dette på en selvkritisk og konstruktiv facon. Et stærkt civilsamfund kræver risikovillighed, mod og fornyelse. Det kræver, at man har evnen til at lytte, lære og forny sig i takt med samfundets udfordringer og muligheder. Et stærkt civilsamfund er urokkeligt i sin tro på frihed, retfærdighed og rettigheder, men er visionært i sin evne til at mobilisere, danne partnerskaber og alliancer og opnå resultater.

Organisatorisk selvtilfredshed
Jeg mener, vi i civilsamfundet skal kigge kritisk på det, jeg vil kalde den stigende organisatoriske selvtilfredshed. Alt for mange ledere stiller sig tilfredse med, at der er styr på afrapportering, HR-systemer og bundlinjen i deres organisation. Man glemmer, at man er sat i verden for at skabe forandring og social retfærdighed.

Civilsamfundsorganisationerne har i stigende grad udviklet sig til at være managers og ikke ledere. Vi er blevet til projektorganisationer, vi lader os styre af afrapportering, donorer og teknokrati og risikerer helt at misse det store billede. Vi skal blive langt bedre til at se ud over vores egen næsetip og tage ansvar, vise retning og danne grobund for følgeskab.

Når borgere slår sig sammen og bygger nye økosamfund, har de grønne organisationer en oplagt mulighed i at sikre de rette forhold for og eksponering af sådanne tiltag. Når borgere står sammen i Venligboerne eller ”Refugees Welcome”-initiativer, har de etablerede organisationer pligt til og mulighed for at gøre social protest til politisk forandring.

Sådan bliver civilsamfundet opgaveløsende og visionsskabende. Og vigtigst af alt så skaber vi en politisk kontinuitet mellem de lokale og nære sociale aktiviteter og protester til landsdækkende og globale politiske forandringer.

Vi har derfor brug for ledere, der formår at identificere og forbinde de etablerede organisationer med den eksplosive vækst i antallet af lokale bevægelser og sociale entreprenører. Dermed er det ikke nødvendigvis organisationen selv, der bliver eksponeret, men i stedet har denne en rolle som brobygger. Den organiserer og mobiliserer borgere med udgangspunkt i deres egne sager og perspektiver, og dermed ses potentialet i transformationen fra de nære kampe til de store visioner. Det er vores opgave som civilsamfund.

---

Peter Christiansen er sekretariatschef for Globalt Fokus, de danske civilsamfundsorganisationers paraplyorganisation. Kommentaren er fast tilbagevendende med fokus på verdensmålene, dansk udviklingsbistand og civilsamfundets rolle i en verden i forandring. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.